LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Moirer
Moirer, i den græske mytologi skæbnegudinderne. Som herre over skæbnen tilbad grækerne Zeus. Hos Homer et det i det væsentlige ham og de øvrige guder, der griber ind i og bestemmer hvert menneskes livslod. Imidlertid findes der i de homeriske digte adskillige vidnesbyrd om, at man ikke længere nærede fuld tillid til gudernes styrelse. Der fremkom en tro på skæbnen som en dunkelt, ubestemt magt, der griber ind i menneskets liv.

I Iliaden bruges gentagne gange billedet af Zeus, der vejer menneskenes dødslodder mod hinanden på en vægtskål. Den, hvis lod tynges nedad, må gå til Hades. Fra først af bruges betegnelsen Moira (eller Aisa) for forestillingen om en ubøjelig og uafvendelig skæbneguddom. Men det lå meget nær for grækerne meget hurtigt at give forestillingen en bestemt iklædning og personlig form.

Hos Homer bruges betegnelsen snart abstrakt, snart personlig, og en enkelt gang tales der endog om flere moirer. Først Hesiodos nævner navnen, Klotho (den spindende), Lachesis (som giver mennesket hans lod) og Atropos (den uafvendelige). Zeus sættes da i forbindelse med moirer. De kaldes døtre af Zeus og Themis (lovlig orden), og han kaldes deres fører. Dog bliver forestillingerne om hans forhold til moirer aldrig helt eller fast udformede.

Navnlig i senere tid opfattes moirerne som stærke magter, der kunne gribe ind i alle livsforhold, men især ved fødsel og død. De bestemmer menneskets fødselsøjeblik som hans dødsstund.

Som fødselsgudinder sættes de i forbindelse med Afrodite, Urania og Eileithyia. Døden er dog den livsfase, hvis indtræden væsentlig måtte tilskrives moirerne. Undertiden tænkte man sig endog, at de selv deltager i kampene, dræber krigerne, slår de faldende til jorden og lægger tåge over deres blik. Mest optræder dog kererne således som den blodige døds dæmoner, moirerne som de højere, bestemmende magter.

Da forestillingen fremkom om livet som en tynd tråd, der binder mennesket til oververdenen, men som brister, når han dør, bliver moirerne de guddomme, som spinder denne tråd og river den over, når det er bestemt at mennesket ikke skal leve længere. I Delfoi dyrkedes to moirer, ellers er det ovenfor nævnte tal, tre, det almindelige.

Man tænkte sig dem mest som værdige, aldrende kvinder, og således er de i reglen også fremstillede i kunsten, hver med sin funktion, således, at en spinder tråden, en anden snor den, og den tredje klipper den over, når tiden er inde.

På den kendte Francois-vase ses moirerne ved Peleus' og Thetis' bryllup i følge med Hermes og Maja. På et andet kendt kunstværk, et relief fra den romerske tid, der fremstiller Athenes fødsel, er moirerne fremstillede, Klotho i siddende stilling og spindende, Lachesis med skæbnens lodder, ATropos i færd med at skrive på en tavle. Platon skildrer dem (i Staten) som magter for en højere verdensorden. De sidder på troner i hvide dragter, spindende og med sang, Lachesis om fortiden, Klotho om nutiden og Atropos om den kommende.