Moralfilosofi
Moralfilosofi er den systematiske fremstilling af moralens principper og deres anvendelse på de forskellige livsområder.

Som hjælpemiddel benytter moralfilosofi forskellige andre videnskaber. En historisk undersøgelse af de forskellige moralprincippers opståen og udvikling kan bidrage til forståelsen af, hvad det er for et formål, disse tjener til at opnå, samfundslæren kan hjælpe til at skaffe klarhed over, om de eksisterende moralprincipper er et udtryk for de love, som behersker samfundslivet, og endelig er psykologien nødvendig til at få besked om, hvorledes den moralske stræben får magt i et menneske.

Men efter at alle disse forundersøgelser er bragt til ende, står der endnu tilbage at afgøre, hvor grænselinien skal sættes mellem godt og ondt, om den skal gå der, hvor den faktiske udvikling har sat den, eller et ganske andet sted, eller om der overhovedet kan være tale om nogen sådan grænselinie. Alle disse spørgsmål har moralfilosofi søgt at besvare, men sjældent i sammenhæng. Snart er et, snart et andet synspunkt blevet gjort overvejende gældende, og de forskellige retninger inden for moralfilosofi kunne samles i de to hovedgrupper, den objektive retning, der søger bestemmelsen af godt og ondt i handlingens beskaffenhed, og den subjektive retning, der søger hen til sindelaget.

Inden for begge disse retninger kan der så atter skelnes mellem to forskellige tendenser, idet man snart vil måle det gode på individets lyksalighed (om handlingen eller sindelaget tjener til at skaffe individet den største sum af lykke), snart vil måle det gode på dets værdi for samfundslivet, for slægtens velfærd. Af og til kommer der så en moralskepsis frem, som hviler på, at man enten betvivler om at kunne fastslå, hvad der udgør individets eller slægtens velfærd, og hvad der fører til at fremme den, eller betvivler om at kunne finde almengyldige regler, som omspænder alle, men må give den enkelte en så stor frihed til at indrette sit liv, at al tale om fælles normer hører op.

Oldtidens moralfilosofi har allerede fremdraget alle disse forskellige synspunkter, men overvægten lå dog i det objektive synspunkt, at det var handlingernes godhed, det kom an på, og at deres godhed måltes på deres samfundsnytte. Hensynet til individet og dettes største lyksalighed droges mest frem til belysning af de motiver, som kunne bevæge individet til at rette sig efter moralen.

Hos Aristoteles er det objektive hensyn ganske overvejende, i de senere stoiske og epikuræiske retninger fører betoningen af det individuelle lyksalighedshensyn mere og mere i kulturfjendtlig retning til individets isolation over for de sociale opgaver. Gennem hele middelalderen er moralen bundet til religionen og den guddommelige autoritet, først i den nyere tid kommer problemerne på ny selvstændighed frem, og det viser sig da, at jo mere den sociale tilstand er en sådan, at den trænger til forøget indordning af individerne under samfundets love, desto mere betones de objektive synspunkter, jo mere derimod tilliden til de sociale formers fasthed vokser, og trangen til mere plads for individuelle forskelligheder melder sig, desto mere drager moralfilosofien de individualistiske og subjektive synspunkter frem.

Macchiavelli og Hobbes betoner menneskenes stridige natur, det er kun tvang eller beregning, som kan bevæge dem til at indordne sig. Senere hen påviser de engelske psykologer (Shaftesbury, Hutcheson) sociale drifter hos mennesket, der fører individet til ud fra sin egen natur at vælge en livsførelse, der fremmer slægtens velfærd. Hos Bentham og Mill bygges der på en samstemmen mellem samfundets og den enkeltes velforståede interesse, men Spencer udvider det psykologiske synspunkt, idet han påviser de sociale instinkters vækst gennem slægtens udvikling og deres nedarvning til de følgende generationer. På denne teori som baggrund udfolder der sig en individualistisk morrallære, idet den moralske sanktion søges i de instinkter, som er de rådende i det enkelte menneske, og når der fremkommer en vis almengyldighed i de moralske principper, beror dette på en tilpasning af de enkelte individer efter en fælles type.

Rent subjektivt er moralen blevet bestemt af Kant, der finder målestokken for det gode i beskaffenheden af den enkeltes vilje, ikke handlingen. Men den vilje, som Kant tænker på, er ikke den enkeltes tilfældige vilje, men den evige, almengyldige fornuft, som ligger bag alle de enkelte empiriske viljer. Moralen bliver derfor almengyldig, ens i sine principper for alle, og absolut, et tvingende motiv for alle, som lytter til deres væsens inderste krav. I den nyeste tid samler alle disse bestræbelser sig en fremhæven af, at moralen ikke består i, hvad man gør, men i hvad man tilstræber, og at individet skal dømmes efter sin stræben, ikke efter det omfang, hvori denne stræben lykkes ham. Derved giver man hensynet til handlingen såvel som til motivet, hensynet til samfundet såvel som til individet, hvad enhver af dem kan forlange. Kun et spørgsmål synes i alt dette skudt til side; det er, som Guyau fremhæver, ikke nok at vise, hvorledes de moralske instinkter opstår, og hvilke handlinger de naturlig fører til; instinkter kunne altid omdannes og modvirkes, og for den, som opdager, at hans moralske følelse beror på et instinkt, opstår det spørgsmål, hvorfor skal han bevare det og ikke hellere bekæmpe det. For nogle er dette spørgsmål kun et rent intellektuelt spørgsmål, der ikke berører deres indereste stemning, for andre derimod undergraver det deres sinds ligevægt. Og jo mere hvert individs kræfter tages i brug af samfundet, så der bliver plads for de individuelle forskelligheder, desto mindre syndes nødvendigheden for almene moralske regler at blive, men desto mere bliver også den herremoral mulig, som gør slægten til tjener for den stærke enkeltmand (Nietzsche). Der er der en erfaring for fremtiden at gøre, om slægtens viljekraft og udviklingsevne vil vinde eller tabe ved denne belysning af den moralske forpligtelse.