LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Mumie

Mumie med maske (200 f.Kr.)
Mumie er et menneskeligt eller dyrisk legeme, der enten som følge af opbevaringsstedets særegne fysikalske beskaffenhed eller ved den kemiske tilberedning, for hvilken den har været genstand, er beskyttet mod ødelæggelse ved forrådnelse. Dette således, at ikke blot skelettet, men også de kødagtige dele i det væsentlige er bevarede og har beholdt en vis lighed med de former, den døde havde i levende live. Mumier ses blandt andet fra Peru, men de mest kendte stammer fra Ægypten, hvor en utrolig mængde er bevarede, og hvoraf ikke få ses i de større europæiske museer.

Navnet mumie er rimeligvis et oprindelig fra persisk stammende arabisk ord for jordbeg eller lignende. Det var nemlig gennem arabisk talende folk i Ægypten, at man i Middelalderen i Europa stiftede bekendtskab med mumier, som et af hvis karakteristiske kendetegn lugt af asfalt (sort eller brunsort, noget glimsende og temmelig blød masse) må nævnes.

Fra Ægyptens forhistoriske tid var der endnu ingen mumier, men undersøgelser viser, at man i Ægypten allerede dengang søgte at modarbejde forrådnelsen af ligene ved at behandle dem med natron, salt og lignende. Men de kødagtige dele er i reglen ikke bevarede, heller ikke i det »Gamle Riges« dage lykkedes det at frembringe rigtige mumier.

Man mærker ved lugt af asfalt, når man åbner en grav fra den tid, men kun skelettet er tilbage, ingen kødagtige dele.

I det »Mellemste Rige« begynder der at komme virkelige mumier frem; men de er sjældne. De fleste grave fra denne tid er nemlig senere taget i brug igen, hvorved de oprindelige mumier er blevet ødelagt.

I det »Ny Rige« (efter 1700 f.Kr.) når behandlingen af mumier sin højeste udvikling, i særdelshed i hovedstaden Theben.

Mumier er fortræffelig og renlig behandlede, elastiske og holdbare. Til mumiebind anvendes ofte store masser af linnedstrimler, indtil flere hundrede meter. I begyndelsen af dette tidsrum danner mumier ofte en art pakke, hvor hovedet i reglen næppe er kendeligt. Men snart efter bliver det almindeligt at indvikle mumier således, at hovedet tydlig beholder sin naturlige form. Fra det »Ny rige« er der overleveret mange mumier, deriblandt næsten alle kongerne fra tiden mellem 1600-1000, foruden mumier af flere andre medlemmer af kongefamilien, ligesom også mumier af mange medlemmer af de højeste klasser af byens befolkning. Disse mumier fandtes i Der-el-Bahri: 1881 mumier af kongerne, 1891 mumier af præstefamilier. Disse mumier er i museet i Kairo.

Endnu i tiden fra det 22. til det 26. dynasti (950-525) er mumier i reglen fortræffelig behandlede og holder sig godt. Men længere hen i tiden spores en kendelig tilbagegang. Mumier er ikke mere så bøjelige eller så renlig behandlede som tidligere. Uagtet balsameringen var nøje knyttet til den gamle lære og ritus, synes den dog ikke straks at være blevet opgivet af de kristne i Ægypten. Der fremkom også mumier i den kristne tid, men snart efter landets erobring af araberne synes skikken helt forsvundet.

Man har ikke blot mumier af mennesker fra Ægypten, også mumier af hellige dyr, for eksempel krokodiller, katte, ichneumon, spurvehøge, ibiser, visse fiskearter med flere. I ældre tider balsameredes kun de eksemplarer af de hellige dyr, som fandtes i templerne som repræsentanter for eller inkarnationer af visse guddomme, men senere hen (fra 26. dynasti) balsameredes alle eksemplarer; derfor er antallet af mumier af dyr, der efterhånden er opdaget i Ægypten, meget stort.

Herodot, som besøgte Ægypten i 5. århundrede f.Kr., giver oplysninger om, hvad det kostede at balsamere et lig og gøre det til mumie. Den dyreste fremgangsmåde kostede et talent; en mindre bekostelig medførte en udgift af 20 miner; men de allerfleste mumier har fået en langt simplere og billigere behandling.