LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Tabeller        


Muse
Muser var hos grækerne lige fra den homeriske sagntid til den græske gudelæres undergang værnegudinderne for al skøn, digterisk og musisk virksomhed og de dermed efter græsk opfattelse beslægtede sider af videnskabelig åndsgerning, som historie og astronomi. Mens deres antal i den senere oldtid sædvanlig er 9, omtales i de homeriske digte snart musen i al almindelighed (Odysseen 1, 1: »Muse, fortæl mig om manden, den vidtbefarne —«), snart nævnes vel flere muser, men uden at tallet angives. Tallet ni nævnes først i et meget sent parti i slutningen af Odysseen, og dernæst, med angivelse af navnene, i Hesiodos’ teogoni. Her siges også, at muser har deres boliger på Olympen, nær Charitterne, og at Apollon er deres fører. Mens »de muntre, sangrige muser, der får sindet til at glemme al bekymring«, i almindelighed kaldes døtre af Zeus og Mnemosyne (erindringen), nævner andre, mest hos senere digtere, dem som børn af det ældste gudepar, Uranos og Gaia. Ifølge Pausanias nævnte man dog også ved Helikon som en ældre musegeneration 3 muser med navnene Aoidē, Mnēmē og Melétē (sang, erindring og tanke). Også i Delfoi nævnes 3 gamle musenavne, her efter højere og lavere toner i musikken. I hvert fald synes deres kultus at have udbredt sig fra det nordlige Hellas, og den samlede sig især om Pieria ved Olympos og ved det boiotiske Helikon, i egnen nær Thespiai og Askra, Hesiodos’ fødeby. Digternavne af halvt sagnpræg som Thamyris, Musaios og Orfeus sættes i forbindelse med indførelsen af musernes kultus. Mulig tænkte man sig dem oprindelig som kildenymfer, der havde evne til at sætte dens sind, som drak af kilden, i stemning. De stod i en vis forbindelse med Dionysos, der endog siges, engang da han var i fare, at have taget sin tilflugt til dem. Ellers er, navnlig i senere tider, Apollon stedse deres fører (Musagetes). Selv i Delfoi tænkte man sig, at han til eksempel ved fester hos guderne i Olympen slog Lyren til musernes sang. Muser tænkes altid som unge, skønne kvinder i lange, folderige klædninger. Selv udøver de sangens og musikkens kunst. Ved Peleus’ og Thetis’ bryllup sang de brudesangene; ved Achilleus’ død rørte de ved deres klagesange guder og mennesker til gråd. Oftest troede man på de steder, hvor dyrkelsen fandtes fra gammel tid, at muserne ligesom Hora’erne og Charitterne var 3. Dette antal fandtes således i en gruppe, der af billedhuggerne Kanachos, Aristokles og Hageladas blev lavet til byen Sikyon (6.-5. århundrede). På Kypselos’ skrin fandtes ifølge Pausanias ligeledes 3. I poesi og kunst fæstnede imidlertid nitallet sig efterhånden. Dette antal ses på den kendte Françoisvase, hvor også navnene er tilsatte, væsentlig overensstemmende med Hesiodos. Men endnu vedblev man i lang tid at tænke sig dem som en samlet gudegruppe, der fremkalder og værner først den rene poesi — »fra muserne stammer alle jordens sangere og kitharspillere« — senere også overhovedet al skøn tankevirksomhed; de beskytter al menneskelig viden i dens mangfoldige, vekslende former. I den senere oldtid, egentlig først i den hellenistiske periode, får de hver sin særlige virksomhed. Som den fornemste fremtræder Kalliope, den heroisk-episke digtnings muse (Attribut: en bogrulle eller en skrivetavle). Kleio er historiens muse (bogrulle); Erato lyrikkens (kithar). Melpomene værner tragedien (tragisk maske), Thalia komedien (komisk maske); Polyhymnia er musen for hymnedigtning (og pantomimedigtning) (uden attribut; hyller sig tæt ind i sin klædning); Terpsichore for dans og lette sange (lyre); Urania for astronomi (en globus); Euterpe for lyrisk digtning (fløjte).

Muserne dyrkedes rundt om i Hellas. I Athen havde de en helligdom ved floden Ilissos, og det nærliggende »Musebjerg« bar deres navn. Men hovedstederne for deres tilbedelse lå, som nævnt, i Nordgrækenland, Pieria ved Olympos, med kilden Pimpleia, og Helikon. Der var kilden Aganippe i selve musernes med statuer og andre kunstværker smykkede helligdom, og på bjergets top Hippokrene, »Hestekilden«, der sagdes at være fremkommen ved vingehesten Pegasos’ hovslag, da den svang sig op mod himmelen. Endelig lå på Parnassos kilden Kastalia. På Helikon varede dyrkelsen meget længe ved, langt ind i kejsertiden, og den tabte først sin betydning ved kristendommens stærkere fremtrængen.

Kunstværkerne skal Konstantin den Store have ført til Konstantinopel, hvor de snart efter gik til grunde ved en ildebrand. På Tempelpladsen er i ny tid udgravet et lille ionisk tempel, en søjlehal og et teater. Endnu ses en kilde, der vel er identisk med Aganippe; på Helikons top ses endnu den dybe, klare, kolde Hippokrene, næppe synderlig anderledes end i oldtiden.

Kunstneriske fremstillinger af muserne, alene eller i forbindelse med Apollon eller Mnemosyne, er ellers ret almindelig i statuer, relieffer, malerier (Herculaneum), vasebilleder, gemmer og mønter; dog er gamle, græske fremstillinger såre sjældne. Ved Mantineia er fundet et fodstykke fra Praxiteles’ tid til en statuegruppe. Tre bevarede reliefplader viser dels Marsyas’ kamp med Apollon, dels 3 + 3 muser, alle uden attributter, altså i almindelighed fremstillede som sangens og musikkens guddommelige beskyttere.