Nar
Nar, et menneske, som i sin adfærd røber latterlighed, hvis tale og handlinger vidner om eller foregiver mangel på sund forstand, og som i sin optræden mest følger forfængelige eller tilfældige indskydelser.

Alvorlige mennesker vil normalt ikke have den store overbærenhed eller sympati med en nar, og dog kan allerfleste ikke lade være at trække på smilebåndet eller endog at bryde ud i latter, når en nar optræder, især når hans ydre, ikke blot dragt, men også hans hele skikkelse, er meget afvigende fra det normale. Deraf kommer det, at man hos de fleste folk har sat ikke så lidt pris på narren, hvad der dog let lader sig forklare med, at man førhen ikke, som i nutiden, havde let adgang til adspredelser, og man derfor måtte taget til takke med mindre avancerede forlystelser.

Allerede 3.000 år f.Kr. havde man narre, som det ses af indskrifter i datidens grave. Det omtales således i Herkhufs grav som særlig fortjenstligt af ham, at han fra det indre Afrika skaffede kongen en person, vel en dværg, som vistnok er optrådt som en art nar. Også i Persien og andre østlande var der i fordums tid narre. Fra de østlige lande kom skikken til Grækenland og til Italien. Den snyltegæst (parasit), som ofte omtales, og som underholdt gæsterne ved pudsige indfald, var i virkeligheden en form for nar. Da narre ofte høstede bifald og tjente en skilling ved deres optræden, blev det snart til en form for levebrød for dem, der havde evner i den retning, at lade sig se som nar. Denne slags folk havde for øvrigt i det gamle Grækenland åbenbart spillet en vis rolle ved udviklingen af den dramatiske kunst. De, der optrådte på Thespies' kærre og drog rundt i Grækenland, idet de forklædte og malede i ansigtet gav forestillinger, som folkets brede lag fandt megen glæde ved, kunne nærmest betragtes som en slags nar.

I Athen var der i 5. og 4. århundrede f.Kr. mange af den slags mennesker. De dannede endog, synes det, selskaber eller foreninger. Siden finder vi noget lignende i Rom. Institutionen døde ikke ud med oldtiden. Idet vore dages Pjerrot og Polichinel, ligesom den engelske Punch og lignende er så at sige efterkommere af sådanne narre fra oldtiden. I Rom holdt rige privatmænd ofte i deres hjem narre til egen og gæsters underholdning. Skikken at holde nar findes i middelalderen senest fra 10. århundrede i fuldt flor. Særlig ved hoffer (hofnar), men også hos andre endog hos gejstlige kirkefyrster, biskopper og abbeder. Hugo Capets far, Hugo den Store, havde en sådan nar. Selv den hellige Ludvig havde en nar ved sit hof. Af og til hører man dog om, at en nar blev jaget bort, fordi han viste usømmelig adfærd, men da narrene havde et frit sprog og ofte kunne udtale, hvad ingen anden ustraffet vovede at komme frem med for fyrster og herskere, kunne en nar ofte udøve en ikke ringe indflydelse.

Fra 14. århundrede blev det et formeligt hofembede at være nar hos en hersker. Undertiden så man ved hoffer foruden den fast ansatte hofnar tillige andre narre. Reformationen førte ikke til ændringer heri. De protestantiske konger havde lige såvel som de katolske deres narre, således blandt andet de danske konger.

Alle vegne bar narren en let genkendelig dragt, ofte med bjælder, med en udfaldende krave, en hue med æselører eller hanekam. I hånden en art scepter. Til narre valgtes gerne dværge. Endnu Peter den Store holdt flere narre, men snart efter gik skikken at holde nar helt af brug undtagen i Rusland og i Neapel, hvor Ferdinand 4. (1759-1825) holdt hofnar.

Foruden de egentlige narre, ser vi i middelalderen ofte mange mennesker, der ellers førte et normalt og regelmæssigt liv, en gang imellem i kortere tid, ofte efter jul, ved en art festligheder optræde som nar. Selv gejstlige deltog deri. Men da disse fester ofte udartede sig, blev de gentagne gange forbudt.


           

nbsp;