Nassau
Nassau, tidligere suverænt og til det tyske forbund hørende hertugdømme, der 1866 indlemmedes i Preussen. Det havde et areal på 4.708 kvadratkilometer med (1865) 465.600 indbyggere.

I oldtiden boede her først den til katterne hørende stamme mattiaci, derefter alamannerne. Disse blev 496 besejret af Chlodovech og kom efter forliget i Verdun 843 under det tyske Rige. Cirka 1100 byggede greverne af Laurenburg ved venstre bred af Lahn borgen Nassau, efter hvilken deres efterkommere kaldte sig greverne af Nassau. Ved grev Henrik den Riges død 1255 blev landet delt mellem hans to sønner. Grev Walram 2. fik besiddelserne syd for Lahn, Idstein, Wiesbaden, Sonnenberg og Weilburg, og blev stifter af den walramske hovedlinje. Den yngre, Otto, fik den nordlige del, Dillenburg, Beilstein og Siegen, og blev stifter af den ottoniske linje, der fik Nederlandenes trone. Fælles for begge blev dog slottet Nassau samt enkelte andre besiddelser og rettigheder.

Walram 2.s søn Adolf var tysk konge (1292-98). 1355 delte den walramske linje sig i linjerne Nassau-Idstein og Nassau-Weilburg.

1605 forenede Ludvig af Nassau-Weilburg samtlige walramske besiddelser. Efter hans død 1627 delte hans tre sønner på ny landet, hvorved fremstod linjerne Nassau-Saarbrücken, Nassau-Idstein, der uddøde 1721, og hvis besiddelser derefter tilfaldt første linje, samt linjen Nassau-Weilburg. Linjen Nassau-Saarbrücken bestod efter yderligere deling under navnet Nassau-Ussingen indtil 1816.

Ved indtrædelsen i Rhin-forbundet blev Nassau erklæret for et udelbart hertugdømme og forstørret med den oraniske linjes besiddelser. Efter fyrst Frederik Vilhelm af Nassau-Weilburgs død 1816 fulgte hans søn Vilhelm, der, efter at hertug Frederik August af Nassau-Ussingen var død samme år, forenede den walramske linjes samtlige besiddelser og blev eneste regent og hertug af Nassau. Hans søn, Adolf, der er født 1817 og 1839 fulgte efter sin far, gav efter for folkets ønsker og publicerede 1849 en ny forfatning med etkammersystem, men allerede 1851 under reaktionsperioden indførtes atter tokammersystem.

Ved udbruddet af den preussisk-østrigske krig sluttede hertugen sig til Østrig. I juli 1866 blev Nassau besat af preussiske tropper og indlemmedes oktober samme år i kongeriget Preussen.

Den af grev Otto 1. (død 1292) stiftede yngre linje spaltedes ligeledes ved adskillige delinger i flere grene, af hvilke linjen Nassau-Dillenburg var den vigtigste. Engelbrecht 1. erhvervede ved giftermål (1404) flere besiddelser i Nederlandene (Leck, Breda). Vilhelm den Rige (1516-59) erhvervede ved forliget med landgreverne af Hessen 1557 den hessiske del af Nassau-Dietz, hvorefter han benævnte sig greve af Nassau-Katzenelnbogen. En søn af ham, Vilhelm 1., den Tavse, der frivillig havde givet afkald på de nassauske stamlande, arvede fyrstendømmet Orange i Sydfrankrig efter sin brorsøn Renatus, som atter havde arvet det efter sin mor, en søster til den sidste prins af Orange. Således stiftedes den ældre linje Nassau-Oranien, der uddøde 1702.

1606 stiftede Ernst Kasimir linjen Nassau-Dietz. Hans søn Vilhelm Frederik blev 1654 ophøjet til rigsfyrste. Dennes sønnesøn Johan Vilhelm Friso, arvestatholder af Friesland, arvede 1702 efter kong Vilhelm 3. af England alle det oraniske huses besiddelser med undtagelse af Orange og Mörs, der tilfaldt huset Brandenburg. Hans søn Vilhelm 4. forenede samtlige nassau-ottoniske besiddelser, blev 1748 arvestatholder, generalkaptajn og adminral over de forenede Nederlande og døde 1751. Han efterfulgtes af sin søn Vilhelm 5. (død 1806), der 1795 ved Nederlandenes besættelse af franskmændene nedlagde sin arvestatholderværdighed og ved freden i Lunéville til erstatning fik abbedierne Fulda og Korvey. Hans søn Vilhelm 6. mistede, da han vægrede sig ved at tiltræde Rhin-forbundet, både abbedierne og sine nassauske stamlande, men blev ved wienerkongressen 1815 ophøjet, under navn af Vilhelm 1., til konge over de forenede Nederlande og fik til erstatning for de i Tyskland mistede territorier storhertugdømmet Luxembourg.