Natmandsfolk
Natmandsfolk er den danske betegnelse for de omstrejfende folk, som svarer til, hvad der i Norge kaldes fanter. Oprindelsen til natmandsvæsenet må søges i en forordning af Christian 2., ifølge hvilken der i hver købstad skulle holdes en bøddel og en rakker. Denne sidste skulle opsamle dyreådsler og anden luftforpestende urenhed og bringe dem til rakkerkulen uden for byerne. Desuden udførte rakkerne alle slags forretninger, som ingen »skikkelige folks børn« ville have med at gøre, såsom at rense »nathuse«, besørge skorstensfejning, flå selvdøde kreaturer, kastrere heste, kagstryge, radbrække og stejle forbrydere og lignende.

Fra disse rakkere samt fra alskens inden- og udenlandske landstrygere nedstammer det arvelige vandringsfolk, som dels kaldtes natmandsfolk, dels keltringer, rakkerpak, med mere, selv kaldte de sig »rejsende«.

De uensartede elementer, af hvilke dette omstrejfende folkefærd var sammensat, fordeler sig dog i hovedsagen således, at det danske (jydske) element var overvejende hos de engentlige natmandsfolk, mens de såkaldte glarmesterfolk for størstedelen nedstammede fra tyske gaunere eller rotvælskere, af og til vel også fra virkelige tatere (sigøjnere).

Skønt natmandsfolk kunne træffes på de danske øer, fandt de dog deres egentlige tilhold på Jyllands heder, hvor de strejfede om snart i større hobe, snart familievis, skyede af den øvrige befolkning som en foragtet pariakaste, der ernærede sig ved rakkergerning, som kedelflikkere, glarmestere eller skorstensfejere, eller drev kvaksalveri og spåede på markeder, tiggede eller stjal. Indbyrdes brugte de et eget tyvesprog, rotvælsk eller, som de selv kaldte det, »prævelikvantsproget« (det velklingende).

Af myndighederne forfulgtes de gennem lange tider med største strenghed, og Viborg Tugthus spillede en fremtrædende rolle i mange prævelikvanters liv. I 19. århundrede gjordes der mange forsøg på at gøre befolkningen mildere mod natmandsfolk og samtidig at hindre deres omstrejfen. Men der anføres flere eksempler, at opsnappede omløberes børn, der var sat i kost hos bønder, igen forlod plejeforældrene uden anden grund end deres lyst til et omflakkende liv.

Antallet af disse lovløse eksistenser anslås forskellig. Dyrlund har beregnet, at der i året 1835 næppe fandtes flere natmandsfolk i Nørrejylland end mellem 2 og 300. I dag eksisterer begrebet ikke. Deres liv er skildret novellistisk, for eksempel af St. Blicher, Goldschmidt og Carit Etlar.