LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Nike
Nike var hos grækerne sejren, vundet i slaget eller i atletisk og musisk væddekamp, personliggjort i skikkelse af en ungdommelig skøn, vinget kvinde.

Nike nævnes ikke hos Homer, mens hun hos Hesiodos er af titanæt, datter af Pallas og Styx, søster til Zelos (iver), Bia (magt) og Kratos (kraft). Denne genealogi var dog uden betydning for grækerne. Der fortaltes ingen myter om Nike, og kun på enkelte steder, således Athens Akropolis, havde hun helligdomme og nød nogen kultus. Udformningen af gudindens skikkelse er kun i ringe grad sket i poesien, men skyldes den bildende kunst.

Nike skænker ikke selv mennesket sejr, men er det gudernes sendebud, som bringer den. Hun træder derfor i nært forhold til de sejrgivende guddomme som Zeus og ikke mindst Athena, hvis væsen endog udvides med de egenskaber, som ellers blev tillagt Nike, så at hun blev dyrket som Athena Nike. Små sejrsgudinder sås ved Feidias' berømte tempelbilleder i Olympia og Athen.

I ældre tid skal Nike være blevet afbildet uvinget. I de talrige til vor tid bevarede fremstillinger bærer hun derimod altid vinger. På vasebilleder og mønter, især fra Sicilien (Syrakus), ses hun særdeles ofte, mest flyvende hen mod den, hun bringer sejren: en rytter, en vognstyrer p åsin vogn, og så videre. Enkelte gange er hun mundskænk, offertjenerinde, opstiller et trofæ eller overværer kampen som tilskuer. Men desuden skabte den græske oldtidskunst i løbet af sin udvikling adskillige berømte fremstillinger. Den ældste skyldtes billedhuggeren Archermos (6. århundrede f.Kr.). Hans billede menes i ny tid at være genfundet på Delos. Det er en mærkelig arkaisk marmorfigur, set i profil, tænkt i stærk flugt fremad mod sit mål. Meget berømt var Paionios' Nike, der cirka 420 f.Kr. opstilledes i Olympia af messenierne og Naupaktos' gamle indbyggere. Også denne figur er genfundet, om end i meget ødelagt stand. Den viste gudinden i noget mere end naturlig størrelse, vinget og klædt i en vid, folderig dragt. Hun er i hurtig fart fra det høje ned mod jorden, i skrå flugt, med vingerne ulige hævede. Vinden presser dragten tæt mod gudindens legeme og bag det. Med de udstrakte hænder søger hun atter at føre den frem. Den store, bølgende kjortel virkede for synet som en eneste stor vinge. Gudindens fødder rører ikke jorden. Klædningen bag hende danner forbindelsen, og en ørn, der skyder sig frem under hendes fødder, øgede end mere følelsen af, at vingerne bar hende. Figuren stod på en 9 meter højt fodstykke af tresidet form og tegnede sig således frit mod himmelen. Basis' tresidede form gjorde, at den næsten syntes at forsvinde, som en skygge, hvorved den flyvende NIke end mere fremhævedes. Det hele var et stor kunstneriske fund: »et mesterværk af guds nåde«.

På tronstolen til Feidias' Zeus i Olympia sås et kor af Nike-skikkelser. Lignende (delvis endnu bevarede) fandtes på Balustraden ved Nike-templet på Akropolis.

Mere jordbunden end Paionios' Nike var den figur, som af Demetrios Poliorketes cirka 300 opstilledes på Samothrake (nu i Louvre, en del ødelagt). Her sås gudinden bevinget, men dog gående, i rask bevægelse fremad, på den forreste dle af et skib. I venstre hånd holdt hun en stav, i højre den lange Salpinx, hvormed hun forkynder sejren.

Ellers er det i fremstillingerne en krans, palmegren eller et sejrsbånd hun som sejrens tegn holder i hånden.

Til den romerske kunst hører derimod forestillingen om sejrsgudinden, som skriver på et skjold.