LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Nødværge
Nødværge betegner den afværgelse af retstridige angreb, der består i indgreb i angriberens retsgoder.

Handlinger, begåede i nødværge, er retmæssige og medfører hverken straf eller pligt til erstatning. Såvel om betingelserne som om grænserne for nødværge hersker megen tvivl. Mens nogle love (således den tyske, hollandske og flere Schweizkantoners) hjemler så godt som ubegrænset nødværge, idet ethvert til angrebets afværgelse fornødent middel kan anvendes, indskrænker andre love nødværge dels ved kun at fremhæve visse retsgoder, der giver ret til nødværge (fransk lov: Drab og legemsangreb, svensk lov: Vold, trusler, indbrud under visse omstændigheder, dansk lov: Person, ære eller gods), dels ved inden for det tilladte nødværge at opstille positive begrænsninger (således dansk Lov: kun til forsvar for liv, helbred og velfærd tillades midler, som udsætter angriberens liv for øjensynlig fare). Såvel det ubegrænsede som det begrænsede nødværge, af hvilke det første i almindelighed støttes af opinionen og er karakteristisk for nyere love, kan vanskelig undgå i det enkelte tilfælde at føre til resultater, der strider mod den sunde retsfølelse. I praksis rådes der til en vis grad bod herpå, idet domstolene selv med lovhjemmel for ubegrænset nødværge ofte fordrer en vis forholdsmæssighed mellem det angrebne retsgode og den ved forsvaret tilføjede skade, og omvendt over for love med begrænset nødværge er tilbøjelige til ved analogier og på anden måde at bryde rammerne.

Når handlingen overskrider det tilladte nødværges grænser (eksces i nødværge), hjemler dansk straffelov, at domstolene skal undersøge, om gerningen på grund af den ved skræk og bestyrtelse fremkaldte mangel på besindelse kan tilregnes gerningsmanden. Kan overskridelsen tilregnes ham, bliver lovens almindelig straf dog ikke ubetinget at anvende, hvorimod en mindre, efter overskridelsens grad lempet straf kan idømmes.