LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Nøkke
Nøkke (norsk nøk, nykk, svensk näck, islandsk nykur), i nordisk folketro overnaturligt væsen i elv eller sø; tænkes stadig som et listigt og ondskabsfuldt væsen, der vil drukne mennesker i vandet; viser sig snart i menneskelig skikkelse, snart som hest eller på enkelte egne som ko.

Er i dansk folketro kløvet ud i to: Åmanden og damhesten. Derimod har for eksempel skånsk fuld bevidsthed om, at »Bäckahesten« også kan komme i skikkelse af fæstemand eller ægtefælle for at lokke kvinder. Hans forføriske væsen træder stærkt frem i folkeviser, der har tilknytning til sydslavisk og tysk folkepoesi. Nøkke er mest knyttet til det stille vand, søen og åbredningen, hvor denne gemmer skjulte farer. Dog sættes han i Sverige i forbindelse med elvens spil; mennesker lærer »Näckens polska« og lignende melodier; jævnfør å, åmand, damhest, elv, fossegrim.