Ny Guinea
Ny Guinea Ny Guinea er verdens anden største ø. Den har et areal på 785.000 kvadratkilometer. Øen er beliggende i den vestlige del af Stillehavet, og er delt mellem Indonesien og Papua Ny Guinea. Der bor cirka 7,5 millioner mennesker på øen.

Geografi
Ny Guinea har en afrundet form med få indskæringer. Kun mod sydøst og nordvest løber øen ud i to større halvøer. Den sydøstlige halvø afdeles fra øens hovedmasse ved det smalle sted melle Papuabugten og Astrolabebugten. Dens østkyst er rig på mindre bugter, Collingwoodbugten, Goodenoughbugten, Milnebugten. Den nordvestlige halvø tager sin begyndelse ved landtangen mellem Geelvinkbugten og Sakahiabugten. Selv er den delt i to dele ved den lange Mac Cluer-bugt. Sydkysten er lav og bevokset med mangrove, de øvrige kyster er gennemgående høje og ledsagede af koralrev, der dog mangler ud for flodmundingerne. Det indre er med undtagelse af det betydelige lavlandsstrækninger omkring Fly River højt og bjergfyldt. Med vest strækker Charles-Louis-bjergene sig i retningen fra vest til øst. Deres højeste toppe angives til cirka 5.000 meter. I den østlige del løber et stort antal bjergkæder parallelt med nordkysten. Først kommer den lavere kystkæde, så Finisterrekæden, Krätkebjergene, Bismarckbjergene og Albert-Victor-bjergene. De største højder er gennemgående cirka 3.500 meter. Også den sydøstlige halvø er opfyldt af et stort antal bjergkæder, af hvilke Owen-Stanley-kæden i Mount Victoria hæver sig til 4.000 meter.

Klimaet er ækvatorialt. I den sydlige halvkugles sommer er nordvestmonsunen herskende, om vinteren sydøstmonsunen. Da bjergkædernes hovedretning omtrent falder sammen med monsunens, er der i henseende til regnforhold ikke stor forskel på nord- og sydsiden. Begge har rigeligt nedslag i alle måneder, kun længst mod syd synes den større afstand fra Ækvator at gøre sig gældende i ringere regnmængder og tydelig tørtid om vinteren.

Plantevæksen er meget rig og slutter sig i lavlandet nærmest til den østasiatiske, dog med mange endemiske arter, ja endog endemiske slægter. Kysterne omgives mange steder af mangrove, der ind imod land går over i kystskoven. Stor udbredelse har tropiske regnskove med mangfoldige arter af træer. Mellem træerne findes en rigdom af buske, ligesom epifytter og lianer optræder i mægtig udvikling. Talrig repræsenterede er palmerne, ja vilde sagopalmer kan i sumpede lavninger danne rene palmeskove. På den nordlige del af øen optræder desuden savanner, der minder om dem på De Indiske Øer. I højlandet hersker subtropisk regnskov hvor bregner er hyppige som bundvegetation og som epifytter. På stejle skrænter afløses skoven af krat af rigt blomstrende rhododendrer.

Dyreverdenen slutter sig nærmest til Australiens. Af pattedyr forekommer et svin, nogle rotter, flagermus, men derudover kun pungdyr og monotremer, men selv disse er ikke rige på aarter. På savannerne lever en kænguru, i skovene flere klatrende arter og nogle pungdyr. På fugle er øen meget rigt repræsenteret og det store flertal af arterne er endemiske. Fremhæves kan kakaduer, lorier, duer, isfugle, paradisfugle, kasuar, næsehornsfugle. Mange af fuglene udmærker sig ved pragtfulde farver, det samme gælder de talrige insekter.

Opdagelseshistorie
Nordkysten skal først være besøgt 1512 af portugiserne Antonio d'Abreu og Francisco Serrao. Sikker er imidlertid først opdagelsen (1526) ved Jorge de Meneses, der på en rejse til Ternate af stormen blev drevet til Ny Guinea, hvor han forblev til maj 1527. Senere besøgtes øen flere gange både af portugisiske og spanske opdagere, og 1605 sejlede Torres gennem det efter ham opkaldte stræde, en opdagelse, der dog længe blev ukendt, så at Ny Guinea ansås for landfast med Australien.

I 17. århundrede besejledes vestkysten af flere hollændere, for eksempel Lemaire og Schouten (1616), senere besøgtes øen af Dampier (1699), Cook (1770) og Bampton (1793). Hollænderne satte sig fast 1828 på vestkysten ved Triton Bay, men opgav atter kolonien 1836. Endnu var Ny Guinea med undtagelse af kystomridsets grove træk så godt som ukendt. Først med Wallaces rejser 1856-63 begyndte en nøjere undersøgelse af øen, der i de følgende år efterfulgtes af talrige andre ekspeditioner. Blandt de betydeligste forskere kunne nævnes Miclucho Maclay (1870-77), Moresby (1870) og fremfor alt d'Albertis (1871-1872 og 1874-1878), der ad Fly River trængte langt ind i det indre. Imidlertid var der fundet guld på den sydøstlige halvø af Ny Guinea, dog kun i ringe mængde, så at de forsøg, der 1877 og 1878 af australske guldgravere gjordes på at udbytte lejerne, måtte opgives. Imidlertid var interessen vakt særlig i Queensland for disse egne, og 1884 proklameredes Englands overhøjhed over det sydøstlige Ny Guinea, næste år fik det tyske Ny Guineas Kompagni højhedsretten over det nordøstlige.