LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Nyx
Nyx, natten personificeret som gudinde. At nattens mørke og stilhed skyldes et særligt guddommeligt væsens indgriben, hører utvivlsomt til de ældste religiøse forestillinger hos grækerne.

Nyx opfattedes dels som en nådig guddom, der breder sine beskyttende vinger ud over Jorden eller kører frem på himmelhvælvingen, ledsaget af stjernerne, dels som et skummelt, uhyggeligt væsen, der bringer al mørkets uhygge og avler alt det onde, som skjuler sig i mulmet.

Hesiodos lader i teogonien Erebos (mørke) og Nyx være opståede af Kaos; af deres forening fremgik Aither (den klare luft) og Hemera (dag). Ifølge et andet sted i samme digt avlede Nyx af sig selv Moros (skæbnen), dødsgudinden Ker, Thanatos (død), Hypnos (søvn), Oneiroi (drømmene), Momos (dadel) og en række andre væsener af beslægtet art.

Efter en ret udbredt forestilling kendte Nyx alt det dunkle og havde spådomsevne. Det skal således være Nyx, der advarede Zeus mod elskovsforbindelse med Thetis.

På et ældgammelt kunstværk, Kypselos'es skrin i Olympia, var efter Pausanias Nyx afbildet som en kvinde med søvnen og døden som to sovende børn, det ene hvidt, det andet sort, i sine arme. I den senere oldtidskunst var fremstillinger af Nyx sjældne.