LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Floder        


Ob
Ob, Obj, flod i det vestlige Sibirien, udspringer under navnet Katunja på Bjelucha, flyder mod nord og optager ved Biisk Bija i højre bred, hvorefter den, bliver sejlbar. Ob flyder nu ud i det vestsibiriske lavland, Bredderne omgives indtil Tomsk af bakkede stepper, derefter af nåleskove. Ved Barnaul ligger vandspejlet kun 129 meter over havet. I en stor bue flyder floden mod nordvest. Alle de større tilløb kommer fra højre, for eksempel Tom, Tschulym, Ket og Vach. Efter ved Troizkoje at have optaget sit mægtigste tilløb Irtisch, der i længde overgår hovedfloden, vender den sig mod nord og udmunder neden for Obdorsk i den 950 km lange Obbugt (Obskaja guba).

Ob er sejlbar på en strækning af 3.640 km, men med bifloderne stiger vandvejenes længde til 15.000 km. Bifloden Ket er ved en 9 km lang kanal forbundet med Kas, en biflod til Jenissej, og danner således en vandvej mellem disse to mægtige flodsystemer. Ob er ved Barnaul dækket med is gennemsnitlig fra 9. november til 26. april, ved Obdorsk fra 28. oktober til 4. juni; om sommeren er derimod trafikken livlig både med damp- og sejlskibe.

Floden er landets fjerde længste og har det længste æstuarium i verden.

Ob er kendt af Khantyfolket som As, Yag, Kolta og Yema; for nenetsfolket som Kolta eller Kuay; og af de siberiske tatarer som Umar eller Omass. På russisk hedder floden Обь.

Ob bruges hovedsagelig til overrisling, drikkevand, energi og fiskeri; floden har mere end 50 fiskearter.
En dæmning blev bygget nær Novosibirsk i 1956 og skabte dermed den dengang største kunstige sø i Siberien under navnet Novosibirskreservoiret.

Større byer beliggende ved Ob: Barnaul, Novosibirsk (Ruslands tredjestørste by) Kolpashevo, Nizhnevartovsk, Surgut, Khanty-Mansiysk, Beryozovo, Labytnangi, Salekhard.