LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Nordisk mytologi        


Odin
Odin, nordboernes øverste gud, krigsgud og dødsgud, tillige digtningens, trolddommens og åndsevnernes gud.

I mytedigtningen tænkes Odin først og fremmest som herskeren i en kæmpestor hal, Valhal, tækket med skjolde og oplyst med blinkende sværd. Her modtager han alle de i slag faldne krigere; hver dag færdes de udenfor i »Odins Tun« og fælder hinanden, ved kvæld samles de atter levende og æder flæsket af Særimner og drikker mjøden fra Heidrun. Selv sidder Odin i højsædet med de krigerske dyr, ulvene (Gere og Freke) og ravnene (Hugin og Munin) hos sig; valkyrierne skænker for ham og alle einherjerne. Samtidig er han leder af skæbnens; og særlig krigens gang; han udsender ridende valkyrier for at »kåre val« (udvælge dem, der skal falde); ravnene på hans skuldre flyver ud og henter ham budskab fra alt. Han har højsædet Hlidskjalf. hvorfra der ses over hele verdenen.

Frigig er hans hustru (dog uden at gøre sig stærkt gældende som hans jævnstillede); de fleste af guderne opfattes som hans sønner, dels med Frigg, dels med jorden (Tor) og andre upersonlige eller jætteagtige væsener.

Over for den samlede gudeflok står han som kongen (asagramr), der leder det fælles ting under Yggdrasil. Odins ydre er som langskægget olding med kun eet øje (det andet er sat i pant hos jætten Mimer), usædvanlig høj; til hans fremtræden i gudevælde hører våben (spydet Gungner) og den 8-fodede hest Sleipner; men for mennesker og for jætter viser han sig kun formummet, med Sidhatten ned over øjnene og hyllet i blå kappe ridende eller, endnu hyppigere vandrende ad dunkle veje, som ingen kan udforske, og først gennem hans trylleords eller snildes magt aner man hans vælde.

I heltesagnet kommer han stadig på denne skjulte måde, ofte som rådgivende olding, der leder helten frem til stordåd og til sidst volder hans fald; idet han vil jo øge krigen på jord og samle krigere til Valhal; han bringer Sigmund sværdet Gram og (fælder ham senere i slaget; han skaffer Sigurd hesten Graane og lærer ham at fælde Faavne; fremkalder Harald Hildetands fødsel, ægger til sidst hans frænde Hring op imod ham og fælder ham selv i Braavallaslaget og så videre »Ene Odin volder alt ondt, han bar Splid mellem Frænder«. Et heltesagn af anden støbning er fortællingen om hans komme til Geirrød. der - skønt Odins yndling - ikke kender ham, piner den fangne Gubbe som troldmand, men ved hans forbandelse falder i sit eget sværd. Her er digtningen nærmere ovre mod jættemotiverne.

I jættekampene optræder Odin aldrig som kriger; det er snildet, som er hans våben. Han kommer ukendt til jætten Vavthrudne, indlader sig i visdomskamp med ham, og da de når det punkt i tilværelsen, hvor jættens kløgt glipper, har han tabt sit liv; det var indsatsen. Hyppigst handler dog myterne om, hvorledes Odin vinder sig ny visdom. Han går til Mimes-brønden under Yggdrasil og »taler med Mimes hoved«; han vækker døde spåkvinder af deres grav; han drager igennem de fjerneste jætteverdener og udspørger de ældste væsener om trylleord. En enkelt myte lader ham endogså blive hængt i Yggdrasil og såres med spyd som offer »til sig selv«, at han derved skal vinde løndomsfuld kraft. Alt er for Odin et middel til at øge asernes magt og standse jætternes vælde. Rigest udviklet er myten om Skjaldemjøden; den af dværgene skabte drik gemmes af jætten Suttung dybt i fjeldet, hvor hans datter Gunlad vogter den; men Odin borer gennem fjeldet og kryber som orm indi, vinder Gunlads elskov, får i velkomstdrik den dyrebare mjød - og forlader hende endnu i brudenatten; således er sangens magt, tryllesangens og digtersangens, vunden for guder og mennesker. Elskoven er for Odin midlet til hans planers fremme; han vinder ved trolddom kongedatteren Rinds kærlighed, for at en hævner efter Balders død kian fødes. Enkelte kvad, satiriske eller skæmtende, fremstiller ham som den øvede forfører, der dog undertiden skuffes.

Undertiden optræder Odin med en slags tredobbelt skikkelse. Odin, Høner og Loke vandrer ofte om land og indlader sig på farlige eventyr blandt jætterne, hvor det dog er Loke, der spiller hovedrollen. Under ædlere form går denne trehed igen i Odin, Høner og Lodur, de tre »Burs sønner«, der skaber mennesker ud af træstammerne Ask og Embla. Mere upersonlig er Odin, Vile (o: Villie) og Ve (o: den Hellige), som intet særligt mytestof har; og endelig optræder - meget sent, ikke før det hedenske tilbagefald under Håkon Jarl - en Odinstreenighed »Høj«, »Jævnhøj« og »Tredie«.

Odins dyrkelse
Odin påkaldes først og fremmest om sejr i krig. Menneskeofringer til ham omtales fra de allerældste kilder af; hængningen var den til Odin viende dødsmåde. Også de i slaget faldne opfattedes som offer til ham. Odins plads som, øverste gud er nøje knyttet til et stærkt krigersk samfund. Nogle nyere forskere har ment, at han for Nordens vedkommende først har gjort sig gældende i vikingetiden. Dette er dog for Danmark og Sverige ganske urigtigt, og for Norge kun delvis sandhed.

I 1. århundrede efter Kristus dyrkedes Odin (Wodan) som øverste gud af de germanske folkestammer i Rhin-egnene, angler og sakser må have haft hans dyrkelse før udvandringen til England, langobarderne før de forlod Østersø-egnene; i Sydtyskland nåede den aldrig at slå rod. I Norden er den næppe yngre end folkevandringstiden, måske ældre. (A. Olrik hævder således, at en af figurerne på Guldhornene, en hornet skikkelse, som bærer spyd og ring, skal forestille Odin). (Mange danske og svenske stednavne vidner om dens styrke; i Norge ligeså i bygderne nær om Krå, men ellers kun et par udflyttersteder; Vestkysten og de derfra bebyggede vestlige øer har næsten ikke et eneste. Odin optræder i vikingetidens norske kilder mindre som folkeguden end som enkeltmands særlige »ven«.

Odins opsving skyldes i første række den gotisk-germanske stammes krigerske udvikling. Kulturindflydelse fra den mere personliggjorte keltiske eller græsk-romerske gudeverden har formodentlig virket med. Men tillige er der en væsentlig forudsætning i den lavere folketros Odinskikkelse. Uafhængig af Odins tilværelse som gud har der dannet sig forestilling om ham som et natligt overnaturligt væsen, knyttet til en bestemt naturytring. Når i stille mørke efterårsnætter i trækfugletiden pludselig høres lyd som gøende hunde, og en flok mærkes at suse forbi, skabes troen på en mægtig rytter, der jager gennem skove og over heder. Disse forestillinger kender vi mest kun af nyere optegnelser, men det gamle har - naturbundet som det er - holdt sig på omtrent samme lave religiøse trin som fra først af og med alle de ejendommeligheder for enkelte egne, som svarer nær til deres natur. Det er ikke hele den gotisk-germanske verden, hvor denne forestilling kendes: I Norden tilhører den Danmark og den sydlige del af Sverige (indtil Småland, Østgotland og Sodermanland); derimod ikke de midtsvenske egne og heller ikke Norge, hvis da ikke Oskoreien (fejlagtig kaldet Asgårdsrejen) står i forhindelse med dette, hvad nogle antager.

Hans navn er ligefrem Odin (svensk Oden, Oen, jysk Un, Wojen, Wojensjæger), kun på de danske øer natjægeren, kong Volmer og lignende. Hans hovedopgave er at føre udryddelseskamp mod skovfruer eller ellekvinder. I de skovfattige vestjyske egne opfattes han som, mere farlig for mennesker, forsøgende på at trænge ind i menneskers huse og undertiden førende død med sig. I England er troen på the wild man som den, der henter de dødes sjæle, mere fremtrædende,, mens Nordvesttysklands »Wilde Jager«. »Wodenjager« mere tænkes som grådig husgæst i juletiden. I de mellemtyske skovegne forfølger han de kvindelige skovvæsener, der må ty til mennesker for hjælp. I Sydtyskland optræder en helt anden forestilling: »Wuottensjagd«, »wutender Jagd«, et natligt togt af afdøde sjæle. Ud fra denne forudsætning hæves Odin til at være de dødes eller rettere de dræbtes hersker, og som dødsgud atter krigens gud, men dermed også den, der har de øverste afgørelser i menneskelivet, den øverste gud.

Fra den oprindelige Odinskikkelse stammer hans vindrappe hest, hans skjulende kappe, hans høje vækst, det dræbende spyd, de ledsagende rovfugle og vilddyr; dertil hele det skjulte, natlige og tvefoldige i Odins fremtræden, som krigens, trolddommens og pengenes gud breder han sig fra den ene stamme til den anden, dog således, at sammenhængen med den lavere tros Odin ikke helt er brudt. I Danmark og Sverige opfattes han fortrinsvis som den ridende gud. Norske digtere, der ikke var vundne af folketroen, tænker sig ham helst som den, der fra valhal styrer skæbnens gang; men alle de øvrige træk fra den jagende gud er fastholdte hos ham. Endnu i kristen tid evner Odinsforestillingerne at indgå forbindelse med helgenlegender, således i Hellig-Anders-legenden, hvor den overnaturlige rytter synes at være en Odinsskikkelse.