LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Ægypten           Ægyptiske guder        


Osiris
Osiris, græsk gengivelse af navnet på en af det gamle Ægyptens allervigtigste og mest ansete guddomme.

Osiris var lokalgud i Busiris, der lå midt i deltaet, og i Abydos i Mellemægypten. I begge byer var han den fornemste af disse steders guddomme, i andre byer var han også en af stedets hovedguddomme, men ved siden af ham stod der her gudinder (i Sais Neith, på Filæ Isis), for hvilke han noget trådte i skygge. Endelig var der flere byer, som Mendes og andre, i hvilke der dyrkedes guder, som væsentlig var former af Osiris, om de end betegnedes med andre navne.

Ved siden af at være lokalgud i flere egne af Ægypten var Osiris tillige en guddom, med hvem alle ægyptere måtte komme i berøring, uden hensyn til, hvor i landet de levede. Osiris var nemlig hersker i De Dødes Rige, og alle mennesker måtte efter døden stilles for hans domstol. At Osiris er hersker i De Dødes Rige, står i forbindelse med ægypternes opfattelse af Osiris som en naturgud. Han bringes ofte i forbindelse med Nilen, der i Ægypten er al frugtbarheds giver. Osiris har derfor også tilnavnet Unnofri, »den, som i sin virken og fremtrædelse viser sig som den gode«.

Ligesom Osiris i naturens verden er frugtbarhedens giver, således er han i åndens verden skaber af kulturlivet. Indretningen af borger- og statssamfund, opfindelser og lignende skyldes Osiris.

Han er en søn af jordguden Keb (Seb) og himmelgudinden Nut. Hans hustru er hans søster Isis. Deres søn er Horos.

Osiris er ikke blot hersker i De Dødes Rige, han er tillige en typus på menneskeslægten, forbillede for hvert enkelt menneske. Som ægte menneske måtte Osiris være døden underkastet. Den kom fra onde magters side. Som disses fornemste repræsentant nævnedes hans egen bror Set, hvem grækerne kalder Tyfon. Efter hvad der fortælles, rigtignok i sildige skrifter, lokkede Set Osiris til at lægge sig en pragtfuldt udstyret kiste. Den sluttedes til og stødtes ned i Nilen, hvorfra den af strømmen førtes ud på Middelhavet. Hans trofaste hustru Isis søgte alle vegne efter sin forsvundne ægtefælle. Hun fandt hans legeme i Byblos på Syriens kyst og bragte det atter hjem til Ægypten, men Set opdagede det og huggede det i mange, det siges 14, stykker, hvilke han spredte over hele Ægypten. Isis vandrede atter rundt for at samle de spredte lemmer. Ved hjælp af sønnen Horos, der var vokset op i Buto i Deltaet, lykkedes det atter at få legemet samlet og nyt liv indblæst i det, således at Osiris atter kaldtes tilbage til livet.

Hieroglyfskriften for Osiris,
hvad der rimeligvis
har været udtalt: Osiri.
Horos med sine hjælpere begyndte nu en krig imod Set, som blev vundet. På alle de steder, hvor Isis fandt et af lemmerne af Osiris, opførtes en helligdom; disse blev senere kaldt serapeier. Efter døden bliver ethvert menneske til en ny Osiris, ja til Osiris selv.

Hans søstre Isis og Neftys klager over hans død og beskytter ham mod de ondes angreb. Sønnen Horos tager sig ligeledes af enhver afdød, der jo i sin egenskab af at være Osiris er far til Horos. I virkeligheden håbede alle ægyptere, at de, ligesom fordum guden Osiris, engang atter skulle få liv igen.

Osiris afbildes ofte, snart siddende, snart stående. På hovedet har han en hjelm med to fjer, en på hver side, undertiden bærer han en mere sammensat hovedprydelse. I sine hænder holder han krumstaven og svøben. Hans ben er indviklede i et hylster som en mumie, for at antyde, at han er de dødes gud og repræsentant. Han afbildes uendelig ofte på mumiekister og så videre, men man har også talløse statuetter af ham, særlig af bronze. De blev båret som amulet, blev nedgravet med de døde i graven og blev opstillet i husene.

To symboler bruges også ofte til at fremstille Osiris; det ene hørte hjemme i det landskab, hvor Abydos lå, det andet i Busiris. Om Osiris haves et græsk skrift, der næppe med rette antages for skrevet af Plutark (De Iside et Osiride).