Østrigske arvefølgekrig
Østrigske arvefølgekrig kaldes den krig, som 1740-48 førtes om besiddelsen af de østrigske arvelande efter kejser Karl 6.s død 20. oktober 1740. Skønt han som det sidste mandlige skud af Huset Habsburg ved den 1713 udfærdigede familieakt, den såkaldte pragmatiske sanktion, havde søgt at sikre sin datter Maria Theresia, gift med hertug Frants af Lothringen, arvefølgen i alle hans stater, hvilken også var anerkendt af alle Europas fyrster med undtagelse af Bayerns kurfyrste, protesterede dog straks efter kejserens død kong Filip 5. af Spanien, Karl Albrecht, kurfyrste i Bayern, og kong August 3. af Polen imod Maria Theresias ret, ligesom også kong Emanuel 3. af Sardinien gjorde krave på Milano.
Det var dog kong Frederik 2. af Preussen, som først greb til våben, idet han gjorde sin ret gældende til 4 schlesiske fyrstendømmer, og således opstod den 1. schlesiske krig 1740-42. Hans heldige fremgang gav de øvrige prætendenter mod til at optræde, og det kom i maj 1741 til et forbund mellem Frankrig, Spanien og Bayern, hvilket tiltrådtes af kurfyrsterne af Køln og Pfalz og derefter af Preussen og Sachsen. Østrig støttedes derimod af Rusland, Generalstaterne og England; men da Rusland kom i krig med Sverige, faldt det atter fra. I juli 1741 erorbrede bayrerne ved list byen Passau, og Karl Albrecht rykkede derefter, støttet af et fransk hjælpekorps på 40.000 mand under marskal Belleisle, ind i Hertugdømmet Østrig, mens en anden fransk hær på 40.000 mand under marskal Maillebois rykkede ind i Westfalen for at observere englænderne samt 12.000 mand danske og hessere i Hannover. Andre franske korpser sendtes mod Italien og Nederlands grænser, og 20.000 mand saksere rykkede ind i Bøhmen. Karl Albrecht, som var kommet Wien nær på 2. dagsmarcher og let havde kunnet erobre den, frygtede dog for, at sakserne ville beholde Bøhmen, og han vendte sig derfor under efterladelse af en fransk-bayersk hærstyrke i Østrig til Budweis og Tabor, som han erobrede, og derefter til Prag, som han stormede i forening med sakserne, uden af hertugen af Toscana med sine 40.000 mand kunne hindre det.
19. december 1741 lod Karl Albrecht sig krone i Prag som Bøhmens konge, mens spansk-neapolitanske tropper angreb Østrigs besiddelser i Italien. Imidlertid havde Maria Theresia ved sin optræden på rigsdagen i Pressburg 11. september 1741 forstået at eletrisere ungarerne, og disse stillede derefter så store troppemasser til hendes rådighed, at Østrig kunne tilbageerobres og Bayern besættes, således at Karl Albrecht, der i januar 1742 var valgt til tysk kejser under navn af Karl 7., nu i sin nød bad Frederik 2., der ved Englands påvirkning havde forholdt sig nogen tid passiv, om at hjælpe ham.
Kongen gik ind derpå, da han frygtede for, at Maria Theresia ville benytte sit held til at tilbageerobre Schlesien; men hans felttog i Mähren og Bøhmen varede kun kort, og allerede 11. juni 1742 sluttede han i Breslau separatfred med Maria Theresia. Så snart hun var befriet for denne sin farligste modstander, sendte hun prins Karl af Lothringen til Prag, som Maillebois fra Westfalen søgte at undsætte. Denne blev dog tvunget til at søge ned til Bayern, og herhen drog også marskal Broglie, Belleisles afløser; denne blev efterladt i Prag, men hans ved hungersnød og sydom svækkede hær, i alt kun 9.000 mand, måtte også søge tilflugt i Bayern, så at hele Bøhmen nu blev besat af østrigerne.
Også i Italien gik det dem heldig, idet de sammen med Sardinierne, der havde sluttet forbund med dem, erobrede Modena og Mirandola. Efter at Napoli ved den engelske flådes trussel var tvunget til at erklære sig neutral, gik også den spanske hær tilbage til Syditalien. En anden spansk hær under infant Don Filip gik da i september over Pyrenæerne og gennem Provence til Nizza, men måtte derefter gå tilbage til Savojen.
Endnu større resultater opnåede østrigerne 1743. Den spanske hær fra Syditalien blev 8. februar slået ved Campo-Santo, Don Filips forsøg på at trænge ind i Piemont afvistes to gange. I Bayern slog prins Karl den forenede bayersk-hessiske hær og tvang derefter marskal Broglie til at søge tilbage over Rhinen. Imidlertid havde kong George 2. af England samlet en »pragmatisk« hær på 43.000 mand englændere, hannoveranere og østrigere i Nederlandene, hvorfra han marcherede til Aschaffenburg. En fransk hær på 50.000 mand under Marskal Noailles rykkede fra Elsass ved Dettingen over Main-floden, men led her et nederlag og måtte ligeledes gå tilbage over Rhinen. I Tyskland havde Maria Theresia således ingen fjender mere, hvorefter prins Karl over Basel rykkede ind i Elsass, men måtte snart vende om. Georg 2., som overskred Rhinen ved Mainz, erobrede Worms og trængte franskmændene tilbage til Queich-floden, hvorefter han drog tilbage til Westfalen. Østrigs stilling var således blevet mere gunstig, tilmed da også Sachsen var bragt over på dets side. Frederik 2. frygtede da med rette for, at det med hele sin magt ville vende sig imod ham. Han begyndte derfor den 2. schlesiske krig, hvorved Frankrig, som 1744 åbenlyst havde erklæret England og Østrig krig, fik mere frie hænder. En hær på 80.000 mand under kong Ludvig 15.s personlige befaling rykkede ind i Flandern, hvor de allierede opstillede 76.000 mand ved bruxelles, mens en anden hær på 70.000 mand under marskal Coigny, forstærket med 20.000 mand bayrere, opstillede sig i Elsass lige over for prins Karls 70.000 mand stærke hær ved Heilbronn. Herfra overskred han Rhinen ved Philippsburg og trængte Coigny tilbage over Mosel, hvorefter kong Ludvig ilede ham til hjælp, idet marskal Morits af Sachsen efterlodes med 45.000 mand i Belgien. Herved og ved forholdene i Bøhmen blev prinsen tvunget tilbage dertil, hvorefter franskmændene og bayrerne rykkede over Rhinen.
Også i Italien kæmpedes der forskellige steder; en fransk-spansk hær under prinsen af Conti og Don Filip slog i begyndelsen af 1744 sardinierne ved Stura, hvorimod den østrigske fyrst Lobkowitz i marts tvang en spansk hær tilbage til kirkestaten; men da Napoli på ny erklærede Østrig krig og forstærkede den spanske hær under Don Carlos, måtte Lobkowitz gå tilbage til Toscana.
Året 1745 begyndte atter heldig for østrigerne, idet de indtil 15. april på ny besatte hele Bayern, og da Karl 7. kort forinden var død, afsluttede hans søn kurfyrst Maximilian Josef 22. april separatfred i Füssen, hvorved han opgav sine fordringer på de østrigske arvelande og lovede Maria Theresias mand Frants Stefan sin stemme ved kejservalget. I december sluttede også Frederik 2. fred med Østrig i Dresden, hvilken tiltrådtes af Hannover, Pfalz og Braunschweig, så at Maria Theresia derefter kun havde at gøre med Frankrig; idet efter Filip 5.s død deltog Spanien kun svagt i krigen, og heller ikke Napoli var en videre farlig modstander.
Frankrig førte krigen hovedsagelig i de østrigske nederlande, hvor 1745 en 80.000 mand stor hær under marskallen af Sachsen fra maj belejrede Tournay (Ludvig 15. og Dauphinen var også ved hæren). Hertugen af Cumberland og feltmarskal Königseck, som førte befalingen over den 50.000 mand stærke allierede hær, ilede fæstningen til undsætning, men led 11. maj et nederlag ved Fontenay.
Også i Italien var Østrig mindre heldig, idet marskal Gages slog Lobkowitz ved Rimini og rykkede ind i Genova, der sluttede sig til spanierne og franskmændene. Disse under Don Filip og marskal Maillebois, i alt 80.000 mand, tilføjede 27. september østrigerne og sardinierne et nederlag ved Bassignano og var i slutningen af året herrer over næsten hele Piemont og Lombardiet.
Da Ludvig 15. i slutningen af 1745 sendte den stuartske prætendent Karl Eduard til Skotland, blev en del af Cumberlands hær 1746 kaldt tilbage til England. Heraf benyttede marskallen af Sachsen sig; han indtog først Bruxelles, slog derefter prins Karl ved Huy, trængte ham til Maastricht og slog ham på ny ved Raucoux i nærheden af Liege, hvorefter hele de østrigske Nederlande og Luxembourg blev besat af franskmændene. I Italien var heldet derimod på østrigernes side, idet de fortrængte spanierne til Genova, hvorfra de vendte tilbage til Spanien og franskmændene til Provence. En udbrudt opstand og mangel på proviant tvang dog østrigerne i januar 1747 tilbage til Novi. Senere på året belejrede de i forening med sardinierne Genova, som på søsiden indesluttedes af englænderne, mens marksal Belleisle fra Piemont i juni undsatte byen, men derefter måtte gå tilbage.
I Nederlandene optrådte begge modstanderne med kraft. De allierede rådede i april over 150.000 mand og ønskede at tilbageerobre de tabte fæstninger. Marskallen af Sachsen havde taget stilling bag floden Dyle, mens general Løvendal med 21.000 mand indtog hele hollandsk Flandern. Derefter indtrådte en stilstand, indtil begge hære i slutningen af juni marcherede til Maastricht; 2. juli led hertugen af Cumberland et betydeligt nederlag ved Laffeld, hvorefter de allierede gik tilbage bag Maas, mens marskallen af Sachsen belejrede og erobrede Bergen-op-Zoom.
Imidlertid sluttede Rusland sig i juni til sømagterne og forpligtede sig mod subsidier at sende en hær på 37.000 mand til Rhinen.
1748 belejrede marskallen af Sachsen Maastricht, understøttet af Løvendal; de allierede, som rådede over 80.000 mand, opstillede sig ved Roermond for at afvente russernes ankomst. Frankrig, hvis kræfter ved en uheldig kolonialkrig mod England var udtømte, havde allerede i april på en kongres i Aachen indledt fredsforhandlinger, og efter at Maastricht 7. maj havde kapituleret, sluttedes en våbenstilstand, som 18. oktober førte til freden i Aachen.
Maria Theresia beholdt alle sine arvelande, med undtagelse af Schlesien, som blev afstået til Preussen, Parma og Piacenza til Don Filip, og et stykke af Lombardiet til Sardinien. Hendes mand anerkendtes som tysk kejser.