LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Paris
Paris eller Alexandros, søn af kong Priamos i Troja og Hekabe, bror til Hektor og flere. Sagnene om ham er udformede dels i de homeriske digte, især Iliaden, dels i Euripides' og Sofokles' tragedier, og senere atter og atter behandlede i de fleste landes litteratur.

Da hans mor kørt før Paris' fødsel havde drømt, at hun fødte en brand, som bredte sig over hele Troja, og drømmen tydedes således, at barnet skulle volde hele Trojas undergang, blev han straks efter fødslen overgivet til en hyrde, Agelos, og af ham sat på Ida-bjerget. En hunbjørn ammede her barnet, og da hyrden 5 dage senere kom igen og fandt drengen uskadt, tog han ham med til sit hus, kaldte ham Paris og opdrog ham sammen med sin egen søn. Som voksen blev han hædret blandt de andre hyrder med navnet Alexandros ("Mandværner"). Han ægtede flodguden Kebrens datter, bjergnymfen Oinone.

Sagnet om, hvorledes han blev anledning til den trojanske krig, fortælles således: Ved Peleus' bryllup opstod der blandt gudinderne Hera, Athena og Afrodite strid om, hvem der var den skønneste (efter senere sagn drejede striden sig om Eris' gyldne æble med påskriften: til den skønneste). Gudinderne blev da af Zeus henvist til at søge striden afgjort hos en jordisk dommer, og Hermes førte dem til Paris, hvem de traf på Gargaron, en af Ida-bjergets to toppe, hvor han vogtede sin hjord. Gudinderne lovede ham nu skønne gaver for at tilkende dem prisen. Hera lovede ham herredømmet over Asien, Athena sejr og berømmelse i krig, Afrodite, at den skønneste kvinde på jorden skulle blive hans hustru. Han dømte da, at prisen tilkom Afrodite. Snart efter førte Paris et offerdyr til Troja, og under en strid med en af kongesønnerne blev han her genkendt af Kassandra og derefter af Priamos anerkendt som hans søn. Efter Afrodites anvisning drager han nu, trods Oinones advarsel, over havet og opsøger kong Menelaos i Sparta, af hvem han bliver gæstfrit modtaget. Ikke desto mindre bortfører Paris hans skønne dronning, Helene, tillige med umådelige skatte, til Troja, men fremkalder derved et hævntogt og Trojas fald.

Efter senere fremstillinger var det dog kun et skyggebillede af Helene, der blev ført til Troja, mens hun selv opholdt sig hos Proteus i Ægypten. I kampene om Troja viste Paris sig ikke at eje særlig tapperhed eller krigerisk dygtighed. Ved var han til tider udfordrende nok, men for det meste skildres han som modløs og fej. Kun som bueskytte udmærkede han sig. Han var mere til strengespil og de søde liv i paladset. Hos Troerne var han derfor hadet. Han forsøgte at starte en afgørende tvekamp med Menelaos, men kom hurtig i den yderste livsfare, og var blevet dræbt, hvis ikke Afrodite havdet dækket ham og ført ham ud af kampen.

Med Apollons hjælp sårer han senere Achilleus dødelig, men bliver derefter selv såret af Filoktetes (med Herakles' våben). Han søger nu lægehjælp hos Oinone, der afviser ham, harmfuld over hans troløshed, hvorefter han vender tilbage til Troja og dør. Oinone, der angrer sin hårdhed, kommer for sent til at redde ham og tager sig selv af dage.

Som sønner af Paris og Helene nævnes Agauos, Bukinos, Idaios og Korythas, samt en datter, Helene. Fremstillinger af forskellige episoder af Paris-sagnene fandtes allerede på Kypselos' skrin og den amyklæiske Apollons trone. Senere er de almindelige i relief og især i vasebilleder. Han fremstilles i kunsten som en ungdommelig skøn, skægløs skikkelse, kendt på den frygiske hue og ofte tillige på hyrdestaven.