LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Parlament
Parlament. Mens i middelalderens latiniserede retssprog de almindelige rigsdage eller rigsforsamlinger i de forskellige stater oversattes ved parlamenta - i Danmark var det således gængs sprogbrug i 13. og 14. århundredes love og dokumenter, for så vidt de blev skrevet på latin, at kalde "Danehoffet" parlamentum generale Danorum, jævnfør blandt andet Erik Klippings forskellige forordninger, håndfæstningerne af 1326, 1360 og flere - fik ordet i Frankrig, hvor det også oprindelig var blevet brugt på samme måde, fra 13. århundrede fast anvendelse som navn på rigets øverste domstol i Paris, i hvilken adel og gejstligheden fra først af alene havde sæde, men noget senere tilkaldtes også særlige retskyndige, og disse fik efterhånden overtaget.

1302 oprettedes endvidere et tilsvarende parlament i Toulouse (for Sydfrankrig). Ludvig 11. forøgede antallet med 3 andre, og under hans efterfølgere på tronen tilkom der endvidere 9. Men Paris-parlamentet vedblev dog stadig at bevar sin plads som det vigtigste, hos hvilket de øvrige i tvivlstilfælde indhentede råd.

Oprindelig udnævntes parlamentsmedlemmerne af kongen. Men fra 15. århundredes begyndelse fik parlamentet ret til at fremsætte forslag til dommerpladserne. I løbet af samme århundrede opnåede medlemmerne uafsættelighed og fra 1603 blev embederne enddog, til dels i det mindste, arvelige. I tidernes løb tiltog parlamentet sig, jævnsides med deres dommervirksomhed, endvidere myndighed til, som det kaldtes, at "registrere" de kongelige anordninger, således at disse først derigennem opnåede almindelig lovgyldighed. - altså noget svarende til det tidligere dansk-norske tinglæsning - og dette udartede fra 16. århundrede af til et slags veto, og således at parlamentet kunne nægte at "registrere" og dermed atter hindre et kongeligt lovbud i at træde i kraft, medmindre imidlertid kongen selv personlig gav møde i parlamentet og påbød registreringen (hvilket kaldtes at holde lit de justice.

Ludvig 14. havde mange sammenstød med sine parlamenter. Forholdet til kongemagten forværredes stadig, og under Ludvig 15. blev de 1771 endog ophævede, for dog 3 år efter under Ludvig 16. atter at blive indført. Revolutionen begyndte nu allerede at kaste sin skygge foran sig. Det sporedes også nu på Paris-parlamentet, som 1787 nedlagde energisk indsigelse mod de skattepålæg, som landets fortvivlede finansforhold nødvendiggjorde, og forlangte indkaldelse af rigets stænder. 1790 gjorde nationalforsamlingen ende på de franske parlamenter som domstole at betragte. Når der senere tales om parlamenter i Frankrig, tænkes der kun på de lovgivende folkerepræsentation med dens to kamre: Deputeretkammeret og senatet.

I England vedblev parlamentet eller, som det her på normannisk-fransk kaldes, parliamentet at være betegnelsen for rigets lovgivende repræsentation med overhus og underhus. I året 1707 blev Skotlands og 1801 Irlands parliamenter ophævede og indlemmede i det engelske (Storbritannien), hvis medlemsantal derefter blev væsentlig forøget såvel med peers som med commoners.