LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krydderier        


Peber
Peber uden videre tilføjelse bruges altid som betegnelse for de tørrede frugter af peberbusken, Piper nigrum, der forekommer i handelen dels som sort, dels som hvid peber.

Sort peber er de før modningen afplukkede og derpå hurtig tørrede bær. Ved tørringen skrumper frugtkødet ind og danner en mørk, rynket såkaldt »bark«, der omslutter et enkelt gråligt eller brunligt frø. Hvid Peber, der ikke har så skarp en smag som den sorte, fås af de modne bær, som efter afplukningen udblødes i vand og derpå tørres i solen, hvorefter de ydre lag af frugtkødet fjernes ved bankning og lignende. Varen har som følge af denne behandling en glat, gråhvid overflade.

Peber er et af de tidligst kendte og anvendte krydderier - det omtales allerede i de gamle Vedabøger - og ved begyndelsen af vor tidsregning indførtes betydelige mængder til Europa over Genova og Venedig. Efter opdagelsen af søvejen til Østindien faldt prisen meget betydelig, og nutildags er Peber det almindeligst anvendte krydderi.