LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Poseidon
Poseidon, herren over havet og hvad dertil hører, som Zeus er himlens behersker og den tredje bror, Hades, herre i underverden. Tilsammen hersker de over hele tilværelsen.

Kronos er deres far, moren Rheia. Poseidons hustru er Amfitrite, hans søn Triton og hans datter Benthesikyme. Han er den af de græske guder, hvis karakter mest har formet sig efter hans element. Han har sin bolig i havet. Det er et herligt palads, »af strålende guld«. Hen over havet færdes han i sin vogn, der trækkes af 2 rask flyvende heste, med manker og fødder af metal. Bølgerne glattes for ham, når han kører frem, og vognen vædes ikke af voverne (Iliaden, 13. sang).


Poseidon
Foto: Engelsk Wikipedia, Poseidon-statue i Berlin.
Men Poseidon er langtfra altid den milde, nådige gud. I hans skikkelse og karakter ligger langt mere af det mægtige, voldsomme elements særpræg. Hans øje er mørkt som havet. Som han er den dunkelt lokkede guddom, er han klædt i en mørk, bølgende kappe, og med sit våben, treforken, rejser han havet, så bølgerne kommer i oprør, hærger kysterne og knuser skibene.

I Attike ligger den efter ham opkaldte måned, poseideon, i vinteren, hvor havet er mest uroligt. Svarende til forestillingen om havet som det, der bærer Jorden, er Poseidon også den jordrystende. Med et stød af treforken åbnede han i Thessalien afløb for de i Tempe-egenen samlede vandmasser og skabte derved den skønne Tempe-dal. Når jorden skælver, er det Poseidon, der ryster den.

I modsætning til Zeus' mægtige, rolige kongeskikkelse står Poseidon som den yngre bror, hos hvem lidenskabeligheden og heftigheden er fremherskende. Sammen med Hera prøvede han endog engang, hedder det, på at lægge Zeus i lænker, men måtte erkende, at han var den mindste. Siden efter bøjer han sig for broren, men ofte med en uvilje, som han ikke skjuler. Samme karakter har også de, der i sagnene siges at nedstamme fra ham eller at være hans sønner: laistrygonerne, Kyknos og Polyfemos, Antaios, Prokrustes.

Han er god at have til ven, og sine yndlinge blandt mennesker yder han kraftig hjælp, men han er også en frygtelig fjende. Sammen med Apollon hjalp han kong Laomedon med at bygge Trojas mure, men da Laomedon narrede dem for den aftalte løn, sendte Poseidon et havuhyre, der hærgede kysten, til kongedatteren Hesione bragtes det som sonoffer. Ligeledes sendte han et uhyre mod Ægypten (Andromeda) og mod Hippolytos. Også den kretiske og den maratoniske tyr kom fra ham. Da Odysseus havde blindet sønnen Polyfemos, lod Poseidon ham lange tider igennem drive om på havet og lod ham først komme til sin hjemstavn, da Zeus selv greb ind. Lokreren Ajas knuste han mod klipperne, da han pralede af ved egen hjælp at have reddet sig fra skibbrud. Han er gigantisk i kraft. Som det hed, at han byggede Trojas mur, henførtes også andre af fortidens mægtige bygningsværker, der syntes for store til at være udført af mennesker, til Poseidon. Han havde også bygget de vældige metalporte, som lukker Tartaros. Omvendt har han magt til at udslette store menneskeskabte værker.

Da han under den trojanske krig klager til Zeus over, at grækerne om deres skibe har bygget en mur, hvis ry vil overgå Poseidons, svarer Zeus ham, at han jo kun behøver at omstyrte muren, skylle den ud i havet og lade sandet dække stedet, hvor den stod.

I den hos Homer og Hesiodos udformede skikkelse er således forholdet til det urolige, bevægede hav trådt i forgrunden, og også i de andre myter er hans personlighed mest udformet i denne retning. Men som havet ikke alene er det frygtelige, men også det mægtig forbindende og hjælpende element, er der en række træk, der tyder på en helt anden gruppe af forestillinger om Poseidon. Han tænkes da som herren over det våde element i dets helhed, også når det bliver mildt og frugtbargørende, som i bække og åer, floder og indsøer. Han sættes herved naturligt i forbindelse med nymferne og nævnes som deres elsker. I Lerna på Pelopponnes fortaltes således om hans forhold til Amymone. Poseidon fremmer frugtbarheden, især i planteverden, og opretholder den. Således nærmer han sig i virkekreds til Demeter og sættes undertiden også i forbindelse med hende. I Arkadien, hvor hun dyrkedes som Despoina, fortaltes endog, at hun var hans hustru og Persefone deres datter. I forbindelse med denne ændring i opfattelsen af Poseidon står utvivlsomt de sagn, som melder om strid om forskellige lande og byer mellem ham og andre guder. Således hedder det, at han stredes med Athena om besiddelsen af Athen (til bevis for sin ret havde han med sin trefork spaltet klippen og ladet en salt kilde strømme frem - eller efter andre sagn skabt den første hest) - og om Troizen, med Helios om Korinth, med Zeus om Ægina, med Hera om Argolis. Sin andel i Delfoi afstod han til Apollon mod til gengæld at få herredømme over Kalaureia.

Som havets herre dyrkedes Poseidon fremfor alle af fiskerne. Treforken, hvormed også andre, underordnede havguddomme ses udrustede, men som Poseidon altid fører som scepter og våben, er utvivlsomt oprindelig den harpun, hvormed de store fisk jagedes. Sømændene havde Poseidon at takke for de milde briser, som fører dem i havn. Han bliver den, som tænkes at give sejren i søslaget, og den sejrende part rejser trofæ til hans ære og bringer ham ofre som tak. Mange søfarende nationer afledte deres herkomst fra Poseidon, således faiakerne i Odysseen. Han har æredes rundt om i kystlande og på øer, navnlig langs kysterne af Peloponnes. I de homeriske digter er pylos et hovedsted for hans kultus, og Nestor, landets konge, afledte sin herkomst fra ham. Også æredes han rundt om i Arkadien. For den ioniske stamme var Poseidon den nationale guddom. Hans dyrkelse er gammel såvel i Attike og Euboia som på øerne og i Lilleasien. De homeriske steder Aigai og Helike, som utvivlsomt oprindelig var mytiske betegnelser for hans bolig havet, søgtes senere i Achaia eller på Euboia.

I Lilleasien grundlagde ionerne en helligdom for ham ved forbjerget Mykale og oprettede en stor, samlende fest, panionia, til hans ære. Forsæde førte Priene, senere Efesos. Også i Thessalien er hans kultus gammel. På Akropolis dyrkedes han i Erechtæet sammen med Athena. Ligeledes dyrkedes de sammen ved Sunion og i Kolonos. Et hovedsted var Istmen ved Korinth, hvor man hvert tredje år for Poseidon-Hippios fejrede de istmiske lege, der efterhånden blev til en græsk nationalfest. Af doriske byer, hvor man særlig dyrkede Poseidon, skulle nævnes Halikarnassos i Karien, samt i Syditalien Posidonia (Pæstum), der bar hans navn, og hvor hans tempel endnu står.

Ofre til Poseidon bringes mest ved havbredden, oftere således, at dyrene styrtede levende ud i bølgerne (i Argos i kilden Deine). Mest ofredes tyre, desuden vildsvin og væddere. Fyrren er ham helliget (af dets kviste var sejrskransen i de istmiske lege), men i et gangske særligt forhold stod hesten til ham. Pegasos var avlet af ham og Medusa, fra ham stammede Adrastos' vingehest Areion, og om Achilleus' talende heste, Xanthos og Balios, hedder det, at de var en gave fra Poseidon. Da Pelops skulle køre væddeløb med Oinomaos, fik han også sit spand fra havets konge. Ligesom det hedder, at han har skabt den første hest, bliver han den, der beskytter hesteavlen, og som man i hestevæddeløbene beder om sejr (Poseidon Hippios). Hos Sofokles sammenlignes hesten med skibet, som flyver hen over havet, og Poseidon prises som den, der gav mennesket dem begge. Undertiden dyrkedes han i denne egenskab sammen med Athena (Hippia), om hvem det hedder, at hun opfandt tømmen.

I kunsten fremstilledes Poseidon i lighed med Zeus, stående, tronende eller kørende hen over havet. Ved et af hans vigtigste kultussteder, Istmen, rejste grækerne efter perserkrigene en bronzekolos af ham. På Tenos var der i oldtiden et højt billede, og af kunstneren Lysippos kendtes en berømt statue, der ligeledes var opstillet på Istmen. Af statuer, der med nogen sikkerhed kunne antages at fremstille Poseidon, er til vor tid kun bevaret få. En af de bedste, hvor han ses nøgen, stående på forstavnen af et skib, findes i Lateranmuseet. Men fra vasebilleder og gemmer og ikke mindst fra mønterne i de byer, som særlig ærede ham (Korinth, Posidonia, Byzans), kendes hans skikkelse bedre. I hans ansigtsudtryk er der mere uro og trods end majestæt og mildhed som hos Zeus. Hår og skæg er krusede, den hele skikkelse mere sluttet og sammentrykt end Zeus. Ofte ses han med andre havguddomme, især Amfitrite. På hånden eller ved hans fod ses delfinen, symbolet på det stille fredelige hav. Også i kunsten er han således, ligesom i myterne, væsentlig tænkt som havets herre.