LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Prometheus
Prometheus, en titan, hovedpersonen i en række meget kendte, græske sagn, der allerede i Hesiodos' digte gengives meget udførlig. Han var søn af Japetos og Klymene (eller Themis), bror til Menoitios, Atlas og Epimetheus.

Navnet betyder den forud betænksomme. Det fortælles i teogonien, at Zeus efter sejren over de andre titaner holdt ting med menneskene i Mekone (Tiryns) om, hvilke ofre de i fremtiden skulle bringe. Prometheus, der under kampen havde holdt sig på gudernes side, slagtede da en tyr og lagde kødet i 2 dele. Alle de gode dele lagde han i en bunke og dækkede dem med et dårligt stykke, maven; benene og andre ringe stykker lagde han i en anden bunke og dækkede dem med et lag skinnende fedt. Da Zeus spurgte, hvorfor han havde delt så ulige, svarede han med at bede Zeus vælge sin del. Skønt guddommen gennemskuede bedrageriet, valgte han den ringere del, men straffede i vrede menneskene med at berøve dem ilden, hvorved de også blev udelukkede fra at tilberede kødet. Men Prometheus stjal ilden på Olympen, gemte den i en hul plantestængel og bragte den tilbage. Til grund for fremstillingen ligger vel de gamle, især fra Herodot, så vel kendte tanker om gudernes misundelse over for menneskene og deres frygt for, at de skulle bliver for mægtige.

Også i det andet hesiodeiske digt, »Værker og dage«, er myten behandlet, og allerede her er Prometheus blevet profeten og seeren, den typiske repræsentant for den tænkende, fremad stræbende menneskeånd, som overvinder naturhindringerne.

Menneskene må arbejde for at få brød, hedder det, fordi Zeus af harme over bedrageriet i Mykone har skjult deres føde i jorden. Også ilden berøver han dem, til Prometheus skaffer den tilbage. Men da straffes han ved at lænkes til en søjle, mens hver dag en ørn sønderflænger hans lever, som stadig på ny vokser ud. Selv da lader han sig dog ikke kue. Han kender en hemmelighed, som vil bliver skæbnesvanger for Zeus' herredømme, og nægter at røbe den. Tid sidst befries han af Herakles, som nedlægger ørnen, med Zeus' billigelse, idet han ønsker at skaffe sin søn berømmelse. Prometheus fortæller da hemmeligheden, at den af Zeus elskede Nereide Thetis skal føde en søn, der vil blive sin fars overmand. Thetis bliver så gift med Peleus og får sønnen Achilleus.

Mægtigere linjer havde billederne i Aischylos' store tragedietrilogi, den ildbringende, bundne og befriede Prometheus, af hvilke kun den mellemste i helhed er bevaret. Der byggedes dog noget på det gamle stof. Prometheus havde efter sin mor, Themis' råd holdt sig uden for titan-kampen og derfor undgået de andres skæbne, at nedstyrtes i Tartaros. Han stod i venligt forhold til Zeus, og det var ham (eller Hefaistos), der med et øksehug åbnede Zeus' pande, da Athena skulle fødes. Men da Zeus så ville udrydde den rå og vilde menneskeslægt for at skabe en bedre i stedet, sætter Prometheus sig til modværge. Fra Hefaistos tager han ilden og bringer den til menneskene. Han lærer dem bogstavskrift, bygningskunst, tydning af stjernerne og varseltagning af fuglenes flugt, lægekundskab, kort, er i enhver henseende menneskenes ven og velgører. Men Zeus harmes over denne trods og lader Hefaistos (uvilligt) med Kratos og Bia (kraft og vold) som hjælpere gribes og bindes Prometheus til en klippe i skyternes land, hvor han også pines af ørnen. Han lider her således, at han misunder sine brødre i Tartaros. Okeanos og okeaniderne søger forgæves at få ham til at falde til føje under Zeus' magt. Zeus sender selv Hermes til ham for at erfare hemmelighede, men han nægter stadig og rammes da af Zeus' lyn, hvorefter han med klippen synker i Tartaros. Men senere hæver klippen sig atter. Scenen er nu Kaukasus, og befrielsen nærmer sig. De andre titaner er blevet løste og kommer som bud om mildere tider. Herakles kommer med Zeus' billigelse for at befri ham, og da efter Zeus' vilje en anden udødelig må opofre sig for ham, giver kentauren Cheiron, der pines af et ulægeligt sår, afkald på sin udødelighed, ørnen dræbes, Prometheus løses og røber sin hemmelighed, hvorefter han forsones med Zeus. Siden bar han til minde en jernring på fingeren og en pilekrans på hovedet.

Hos Apollodoros, Ovid og andre fortælles, at Prometheus dannede mennesket af jord og vand, hvad enten det nu var i tidernes begyndelse, eller han efter Zeus' befaling gjorde det sammen med Athena efter den store vandflod, mens vindene indblæste de nyskabte mennesker livsånde. Disse sagn er således meget senere, om end de kunne spores i tidligere tid. Ved Panopeus i Fokis viste man den jordart, han skulle have benyttet. Det hedder, at han gav mennesket noget af hvert dyrs egenskaber. Med Hesione (eller Klymene eller Pandora) havde Prometheus sønnen Deukalion, hvem han i tide rådede til at undgå vandfloden ved at byggee et fartøj.

I Athen dyrkedes han sammen med Athena og Hefaistos, hvem han i det hele står nær. Han havde i Akademiet en helligdom og et alter, og der fejredes for ham en fest med fakkelløb, Promethea. Utvivlsomt har det i et af de tabte stykker af Aischylos' trilogi været skildret, hvorledes han kom til Athen. På nogle vaser med mere er han afbildet, mest som den lænkede Prometheus. På en del romerske sarkofagrelieffer er han fremstillet som menneskeskaberen. Sagnene om ham er rent græske, opståede af mange forskellige kilder, religiøse almenideer og lokale traditioner. For senere tiders kunst og digtning har hans skikkelse som bekendt haft megen tiltrækning.