LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige        


Puniske krige
Puniske krige kaldte romerne de tre krige, som de førte med karthagerne om verdensherredømmet.

1. puniske krig
Den første krig (264-41 f.Kr.) drejede sig væsentlig om herredømmet over Sicilien, hvoraf Karthago ved krigens begyndelse besad den større, vestlige del, mens den østlige del tilhørte Syrakus og andre græske byer. Anledningen til krigen var syrakusanernes angreb på mamertinerne i Messana, som bad både romerne og karthagerne om hjælp, hvorfor de begge kappedes om at komme i besiddelse af dette vigtige punkt. Kampen førtes især på Sicilien, som romerne efterhånden erobrede, og desuden stræbte disse at vinde herredømmet på søen. Med en nybygget flåde sejrede Duilius ved Mylæ (260), men Regulus' angreb på selve Karthago mislykkedes (255). Senere led romerne endnu flere uheld, og den dygtige karthagiske hærfører Hamilkar, som havde besat bjerget Herkte ved Palermo, forstod i lang tid at holde dem stangen. Først Catulus' sejr ved de ægatiske øer afgjorde krigen (241). Karthagerne måtte afstå hele deres del af Sicilien til romerne.

2. puniske krig
Den anden krig (218-01 f.Kr.) skyldtes den store fremgang, karthagerne efter tabet af Sicilien og Sardinien (238) havde i Spanien, især under Hamilkars søn Hannibal. Dennes angreb på Saguntum bragte krigen til udbrud. Hannibals overgang over Alperne overraskede fuldstændig romerne, hvis herredømme i Italien viste sig at stå på temmelig svage fødder. Sejrene ved Po og Trebia (218) gjorde Hannibal til herre i Norditalien, hvor gallerne sluttede sig til ham, og efter sejrene ved Trasimener-søen (217) og ved Cannæ (216) faldt også mange af de syditaliske folk fra romerne. Men disse forstod med stor energi at skaffe sig fremgang på ny og førte krigen over til Sicilien og Spanien. Marcellus erobrede Syrakus (212), som havde sluttet sig til karthagerne, og i Spanien udmærkede Scipio sig, mens selve Hannibal i Italien blev trængt mere og mere tilbage. Da endelig Scipio gik over til Afrika med en hær (204), måtte også Hannibal vende tilbage (203), men blev slået af Scipio ved Zama (202). Karthago måtte afstå alt land uden for Afrika og forpligte sig til ikke at føre krig uden Roms tilladelse.

3. puniske krig
Den tredje krig (149-46 f.Kr.) skyldtes de romerske statsmænds og købmænds frygt for Kartahogs atter voksende magt og rigdom. Romerne brugte som påskud til krigen karthagernes stridigheder med numiderkongen Masinissa, som følge af hvilke de havde grebet til våben uden hensyn til fredstraktatens bestemmelse. Kampen drejede sig især om selve Karthago, som efter en hårdnakket modstand blev erobret af den yngre Scipio og fuldstændig ødelagt.