LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Rebec
Rebec, et middelalderligt strygeinstrument, med hvælvet lydkasse ligesom en lut. Da lutten er af arabisk herkomst, og da et med rebec nærbeslægtet strygeinstrument, »Rebab«, ligeledes er arabisk, har man i normalt sluttet, at rebec er bragt til Europa i 8. århundrede med den arabiske besættelse af Spanien. Da rebec fremdeles hører til de ældste strygeinstrumenter, man kender, har man videre sluttet, at disse i det hele skulle have deres oprindelse fra araberne. Denne teori om strygeinstrumenternes oprindelse fra den arabiske rebec må dog optages med stor forsigtighed. Vi ved ikke bestemt, om rebec virkelig er et indført arabisk instrument, desuden kender vi andre gamle former, der ikke er arabiske (den indiske »Ravanastron«, den walisiske »Crwth«, den finske »stråkharpa«).

Rebec og de dermed beslægtede strygeinstrumenter, »rubeba«, »fidula« og »gige«, nød stor popularitet i middelalderen. Rebec var et diskantinstrument, havde normalt 3 strenge og spilledes ligesom en violin. Fra rebec nedstammer den lutformede »pochette«. Efterhånden fortrængtes rebec af de senere fremkomne, mere fuldkomne viola- og violinformer og fristede til sidst livet som et simpelt spillemandsinstrument rundt om på kroer og kipper. Endnu i 18. århundrede forekommer rebec. Nu er den forsvundet, findes end ikke på museerne. Instrumentmuseet i København besidder dog et ganske lignende italiensk istrument fra 18. århundrede, »Rubecchino« ved navn.