LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Rebslagning
Rebslagning, ved hvilken man som råmateriale navnlig anvender hamp, manilahamp, sunhamp, hør, nyzealamdsk hør, jute, aloëhamp, jerntråd med mere, består for de vegetabilske stoffers vedkommende i en hegling, spinding af det heglede materiale til garn og sammensnoning af flere garn til reb. Spindingen foregik tidligere altid som håndarbejde, nu sædvanlig maskinmæssig. Det dannede garn, kabelgarn, bruges undertiden, som det er, men sædvanlig snos, »slås«, flere kabelgarn sammen, to eller tre til sejlgarn, hyssing eller snore, eller i et større antal, lige til 200, til såkaldte dugter, som atter slås til tre- eller fireslagne trosser, der kaldes kordeler (treslagne), når dugterne forud er afskårne i bestemte længder. Kordelerne slås atter sammen til tre- eller fireslået kabelgods. Ved disse arbejder sørger man altid for at sno de enkelte elementer sammen i modsat retning af den, hvori de selv er snoede, og sædvanlig således at garn, trosser og kordeler er højresnoede, dugter og kabelgods venstresnoede. Jo stærkere snoningen er, des stivere og mere vandtæt bliver rebet, men samtidig lider styrken. Når rebet slås af fire eller seks dugter, må man helst sno disse uden om en tynd dugt, »sjælen«, for at rebet kan blive rundt; dog kan sjælen udelades, når rebet har et mindre omfang end 8 cm.

Ved fremstillingen af jerntrådstove benyttes altid en sådan sjæl, oftest af hamp, sjældnere af udglødet, blød jerntråd, omkring hvilken man opvikler jerntråde, sædvanlig af 1-2 mm's tykkelse. Foruden de almindelige runde tove hører til rebslagerarbejder også de flade gjorde, der fremstilles af flere dugter, som lægges ved siden af hinanden, vekselvis snoede til højre og til venstre, for at gjorden ikke skal få tilbøjelighed til at sno sig, og derpå sammensys med hampesnor eller med udglødet metaltråd.