LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Red Hat
Red Hat Linux er en af de mest populære Linux-distributioner, og er mest populær i USA. Den fremstilles af Red Hat, Inc (kendes på aktieindekset Nasdaq som RHAT).

Det er en af de »midaldrende« Linux-distributioner; version 1.0 blev udgivet i 1994. Den er ikke så gammel, som Slackware, men helt sikkert ældre end mange andre distributioner. Red Hat Linux var den første Linux-distribution, der brugte RPM som sit pakkeformat, og med tiden har det fungeret som et udgangspunkt for flere andre distributioner, som for eksempel den desktop-orienterede Mandrake Linux (oprindeligt ikke andet end Red Hat Linux med KDE), og Yellow Dog Linux (grundlæggende Red Hat Linux med understøttelse af PowerPC), ASPLinux (grundlæggende Red Hat Linux med bedre understøttelse af andre tegnsæt end det latinske).

Marked
Red Hat Linux markedsføres primært som et styresystem til servere. Den er også populær i virksomheder, der driver computerfarme og lignende, da det indbyggede skriptværktøj til installering, »kickstart«, gør det muligt, hurtigt at indstille og opsætte standardiseret hardware. Fra version 8.0 har Red Hat også haft desktop-maskiner i virksomheder, som målgruppe.

Særlige kendetegn
Red Hat Linux installeres ved hjælp af et grafisk installationsprogram kaldet Anaconda, der anses for nemt at anvende for nybegyndere. Der er også et indbygget værktøj kaldet Lokkit til opsætning af brandmursfunktionalitet.

Fra og med Red Hat Linux 8.0 blev UTF-8 slået til som systemets standard til indkapsling af skrifttyper. Dette gjorde man ved at ændre værdien af "LANG" i /etc/sysconfig/i18n fra for eksempel "da_DK" til "da_DK.UTF8". Det har ikke den store betydning for engelsk-talende brugere, men når man anvender den øverste halvdel af tegnsættet ISO 8859-1, indkapsles tegn på en radikalt anderledes måde sammenlignet med tidligere. Det syntes blandt andre fransk- og svensk-talende brugere var en stor omvæltning, fordi deres gamle filsystem så meget anderledes ud og måske ikke længere var brugbart. Ændringen kan omgøres ved at fjerne .UTF-8-delen af LANG-indstillingen. Distributionen leveres også med et meget kritiseret og samtidig et meget rost desktop-tema kaldet BlueCurve, der ser ud på næsten samme måde, uanset om man kører det under GNOME 2 eller KDE.

Multimedie
Fra og med Red Hat Linux 8.0 leveres styresystemet uden mulighed for at afspille MP3-filer på grund af patentproblemer.