LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Rending
Rending eller rendearbejde (af det tyske »Rinnen«, at bringe til at flyde), fremstilling af smedeligt jern umiddelbart af malmen. Rending er den ældste måde at fremstille jern på, altid i små portioner, ofte som en blanding af svejsejern og svejsestål; der krævedes meget brændsel - trækul - og ren malm. Da man på reformationstiden indførte højovnen, blev det reglen at gå omvejen gennem dens produkt, råjernet, for at fremstille smedeligt jern. Rending fortrængtes til afsides kroge af Europa med rigelig skov og god malm såsom Pyrenæerne, Finland, Ungarn og var i 19. århundrede i færd med helt at forsvinde derfra; i Asien og Afrika er den årtusinder gammel, på sine steder foregår den i så små ovne, at de sammenlignes med urtepotter, i Nordamerika har den omkring de store søer spillet en vis rolle. En ulempe ved Rending er, at slaggen optager meget jern; er malmen fattig, går derfor næsten alt over i slaggen. Den primitive ovn kan være en Herdovn (Den Katatoniske Ild for eksempel) eller en skaktovn, som i Asien kan være dannet ved at skære ind i en lerbrink, der bliver til de tre sider, og opføre en forvæg af teglsten; blæseværket til denne ovn er bælge af gedeskind eller bøffelskind. Mens ved højovnsprocessen malmens reduktion foregår før dens rulning, er der ved Rending ikke en sådan tidsforskel. Produktet, luppen, en svampet klump med kulstumper og slagger, renses ved smedning og kan forædles ved gentagne svejsninger.

I Skandinavien og Finland foregik Rending i små skaktovne af omvendt pyramideform med træbeklædning, de benævntes styk- eller ulveovne (lupe = ulv), bonde- eller Osmundovne (af Åssmund, en gammel, svensk benævnelse på myremalm). Ud af disse fremstår højovnen ganske naturligt; ved relativ stærk brændseltilsætning og ved forøget blæst fra bælgen, endelig ved forøget højde af ovnen vil jernet blive kullet så stærkt, at det ikke mere bliver dejagtigt smedeligt jern, men flydende råjern. Når dette tidligere undtagelsesvis var produceret, betragtedes ovnen som »syg«.

Senere blev der gentagne gange gjort forsøg på i ny og bedre form at fremstille smedeligt jern direkte af malmene, såvel svejsejern (C. W. Siemens i England i begyndelsen af 1870’erne) som stål (hans yngre bror Fr. Siemens i Tyskland), men uden held. Derimod lykkedes fremstillingen af jernsvamp.

I Sverige og Italien anvendte man rending med elektricitet, idet man i en elektrisk ovn udsatte en blanding af kulstøv og jernmalm for den store varme, som kunne udvikles ved den elektriske strøm. Processen fik dog kun ringe betydning.