Ridderskab
Ridderskab er oprindelig betegnelsen for korstogstidens riddere, de mænd, der på højtidelig vis, ved »ridderslaget«, var gjort til »riddere«, en klasse, som var udbredt over hele Europa og på mange måder følte sig som en stand for sig, adskilt fra de arbejdende klasser.

Da ridderne dannede kernen i adelen, brugtes ridderskab dog ofte som navn for adelen som stand, og inden for ridderskab sondrede man så mellem de virkelige riddere og væbnerne eller, som de også kaldtes i Danmark, »riddermændsmændene«.

I Tyskland skilte man mellem rigsridderskabet og ridderskab i de enkelte fyrstelande; i Mecklenburg dannede ridderskab den ene afdeling af stænderne. Efter at Slesvig og Holsten var blevet knyttede nær sammen, stod ridderskab rigt udstyret med privilegier og havde hovedindflydelsen på hertugdømmernes landdage; efter landenes deling mellem flere fyrstelinjer dannede ridderskabet vedblivende en enhed under fyrsternes fællesregimente. Efterhånden hørte fyrsterne dog op at sammenkalde landdagen, og da de danske konger var blevet eneherrer i Sønderjylland, stadfæstedes privilegierne kun for hvert hertugdømmes ridderskab for sig. Dog indrømmedes der de to landes ridderskab en nexus socialis, hvorved der især sikredes dem adgang i fællig til de fire frøkenklostre i landene; 1778 fik de ret til at vælge en »vedvarende deputation«, og ved stænderforordningen 1834 bestemtes det, at 4 medlemmer i hver af hertugdømmernes stænderforsamlinger skulle tildeles medlemmer af ridderskabet; de forsøg, ridderskabet gjorde efter Wienerkongressen, på atter at få politisk indflydelse, blev derimod afvist af Frederik 6.