LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Riddervæsen
Hos mange folk har der på et bestemt stadium af kulturudviklingen udsondret sig en særlig klasse eller stand af mennesker, som kaldes riddere. Dette ord er nær beslægtet med »rytter«, og i oldtidssprogene gøres der heller ingen forskel. Men dog fandt der allerede i oldtiden, i Grækenland og i Rom, en spaltning sted imellem de to begreber, idet nemlig de mænd, der var forpligtede til at gøre krigstjeneste til hest, forenedes til en særlig stand, som de da vedblev at tilhøre med bibeholdelse af deres oprindelige benævnelse, selv efter at forpligtelsen til at gøre ryttertjeneste var ophørt. Sådanne er det, som vi kalder riddere.

I Grækenland finder vi især et sådant riddervæsen i Athen. Af de fire formueklasser, hvori de atheniske borgere efter Solons forfatning var delt, kaldtes den anden ridderne, uagtet vistnok også medlemmerne af den første klasse var forpligtede til at gøre ryttertjeneste. Dog var det ikke alle de til ryttertjeneste forpligtede, der faktisk kom til at tjene som ryttere. De, der var udtaget dertil, måtte hvert år underkaste sig en prøve for Rådet. De atheniske riddere var byens stolthed, og ved de store religiøse fester optrådte de i højtidelig procession.

I Rom opstod der ligeledes en ridderstand, bestående af de mest velhavende borgere. Allerede fra den allerældste tid nævnes tre ryttercenturier, svarende til de tre gamle tribus, Tities, Ramnes og Luceres, men i den inddeling af det romerske folk, som tilskrives Servius Tullius, fandtes der 18 ryttercenturier, som bestod af de rigeste borgere. Uagtet staten leverede penge til hestens anskaffelse og underhold, var ryttertjenesten dog temmelig kostbar, men rytterne fik også tredobbelt sold i krigen. Tilsynet med dem påhvilede censorerne. I tidens løb foregik der imidlertid en stor forandring i hele dette forhold, idet man, da krigene førtes med store hære og i fjerne lande, ikke mere fandt det heldigt at bruge de fornemste unge mænd i Rom til ryttertjenesten. Rytteriet blev da mest rekrutteret fra forbundsfællerne, men de gamle ryttercenturier vedblev dog at bestå, således at deres medlemmer uden hensyn til, om de gjorde ryttertjeneste eller ikke, udgjorde en særlig stand, ridderstanden (ordo equester). Til at optages i denne udkrævedes der da blot en vis formue (400.000 sestertier), men i hæren kom ridderne nu kun til at tjene som officerer. Ridderstanden var dog kun den næsthøjeste stand, idet over den stod senatorstanden. Af ydre ærestegn for ridderne nævnes en smal purpurbræmme (angustus clavus) på tunikaen og en guldring. I skarp modsætning til deres oprindelige bestemmelse kom ridderne til at spille den vigtigste rolle som pengemænd, eftersom alene formuen var afgørende for optagelsen i ridderstanden, og senatorerne ikke havde lov til at drive pengeforretninger. Alle større handelsforetagender, skatteforpagtninger og lignende, var i riddernes hænder, og de arbejdede soldarisk til fremme for standens interesser. Mellem ridderstanden og senatorstanden gjorde der sig i republikkens sidste tid ofte et modsætningsforhold gældende. Gajus Gracchus fratog 122 f.Kr. senatorerne retten til at beklæde domstolene og gav den til ridderne, men senere måtte de finde sig i at dele denne ret med senatorerne, og da den aristokratiske republiks beståen blev truet, sluttede de to højere stænder sig overhovedet nærmere sammen. I kejsertiden vedblev ridderstanden at bestå; den militære organisation, som aldrig helt var ophørt, trådte nu endda tydeligere frem, i det mindste for hovedstadens vedkommende, hvor ridderne ved højtidelige lejligheder optrådte i festoptog.

Da lensadelen i Mellem- og Vesteuropa i 11.-12. århundrede nåede sin største blomstring, satte denne en naturlig frugt i udviklingen af det middelalderlige riddervæsen. Ligesom ordet ridder er nøje beslægtet med ride og rytter, således hersker der også i middelalderen en stadig tilbøjelighed til at kalde enhver adelsmand, der kæmper til hest, med navnet ridder. I Danmark, hvor det egentlige riddervæsen først sent fik indpas (henimod år 1300), var således fra Valdemarernes tid og det 13. århundrede igennem var ordet ridder (latin miles) enstydigt med herremand; tilsvarende forhold fandtes i Sverige. men allerede fra tiden omkring 1100 begyndte navnlig i Frankrig et ridderskab i snævrere forstand at arbejde sig frem, der ifølge sin ide, dom dog kun meget ufuldkomment virkeliggjordes, var en art internationalt broderskab af de forskellige landes adel, med en vis kirkelig farve, som dog til en begyndelse kun var mindre fremtrædende. Fra cirka 1100 tog tilløbene til denne art sammenslutning mellem de forskellige landes krigerske overklasser større fart, og der udviklede sig et for de enkelte lande noget forskelligt ceremoniel for optagelse i ridderskabet. Grundlaget synes at have været den gamle germanske skik at betegne ynglingens overgang til mand ved den højtidelige overrækkelse og iførelse af våbnene (schwertleite), der nu fik et kirkeligt præg, for eksempel ved, at sværdet indviedes af en præst, inden den ny ridder omgjordedes med det. Derimod stammer ridderslaget fra Frankrig, hvor der i løbet af 12. århundrede i det hele udviklede sig et vidtløftigere ceremoniel med bad, nattevagt i kirken med mere forud for selve iklædningen af våbnene og ridderslaget. Efterhånden fik kirken i det hele en betydelig indflydelse på ceremonien; ridderslagets oprindelige rå form mildnedes, sværdet indviedes af en præst, ridderløfterne fik en tydelig kristelig farve (kæmpe for den kristne tro, værne enker og faderløse, være sin Herre tro), ligesom den kirkelige fortolkning af højtideligheden, der snart endog blev henlagt til kirken foran alteret, og den allegoriske udlægning af de enkelte våbens betydning udpensledes mere og mere. Kun langsom bredte dette franske ceremoniel sig fra tiden omkirng år 1300 til de andre lande. Dog opnåede flertallet af adelsmænd aldrig selv ridderslaget, men måtte nøjes med det forberedende trin som væbner (latin armiger, fransk écuyer, tysk <Knappe), og dette ord blev derfor det almindelige navn på den lavere adel. Hvor der - som i Norden - kun fandtes et meget ringe tal virkelige riddere, betegnedes da så godt som hele adelen som væbnere eller, som det oftest hedder på gammelt dansk, »af våben«, riddermændsmænd.

Ridderlivet falder efter ovenstående væsentlig sammen med adelens liv i middelalderens midte. Ridderens borg beherskede omegnen med sine stærke fæstningsmure. Hovedtårnet (fransk Donjon, tysk Bergfried) indeholdt oprindelig beboelsesrummene. Fra 12. århundrede fandtes der dog gerne på de større ridderborge et »palas« i flere stokværk, hvoraf det underste indeholdt økonomirummene, det næste opholdsrummene, og det øverste ridder- eller dansesalen. Fruerstuen (kemenatet) indholdt kaminen. I Nordens adelsgårde var vistnok som regel kun det faste tårn af sten, de øvrige bygninger var lofthuse af træ eller bindingsværk.

I fruerstuen voksede drengen op til sit 7. år. Derefter begyndte den egentlige opdragelse, der først og fremmest gik ud på oplæring i al slags idræt, fornemmelig ridt, jagt og først og sidst våbenfærdighed. Omtrent 12 års alderen måtte den unge riddersøn hjemmefra for at fuldende sin uddannelse ved et eller andet hof som page (fransk Damoiseau, Varlet; tysk: Knappe eller Junkherr; i Norden smådreng), der gjorde tjeneste som budbringer, vartede op ved måltiderne og så fremdeles. Hvad han især ksulle tilegne sig i denne ofte strenge læretid, var høviskhed - et ord, der (ligesom den mere tysk form høflighed) er dannet af hof, som fransk courtoisie af cour. I det hele betegnes riddervæsenets opkomst ved en ny fremvækst afa alle slags anstandsregler og formler at overholde i godt selskab. herved lagdes grunden til en hel side af det moderne kulturliv, og det er særlig denne side af riddervæsenet, vi nutildags tænker påved ord som ridderlig og chevaleresque - ikke mindst i forholdet til kvinden. Herimod betyder ikke meget, at de bevarede anstandsregler fra datiden nærmest tjener til at vise, hvor langt man endnu stod tilbage i ydre kultur, for eksempel med hensyn til at spise ordentlig ved bordet og lignende. Ikke mindst i forholdet mellem mand og kvinde trængte, som berørt, denne ny anstandskultur igennem og løb henimod år 1200 ud i en kvindedyrkelse, der er et af riddervæsenets mærkeligste fænomener. Vistnok under keltisk påvirkning trængte elskovsbegrebet sig frem på en hidtil ukendt måde; kærlighedens almagt erkendtes på trods af slægts og ægteskabsbånd, og en hel systematik af det erotiske forhold mellem mand og kvinde udviklede sig, fornemmelig på fransk grund; mange forfattere docerede umuligheden af elskov mellem ægtefæller, der jo var tvunget sammen med lovens bånd, hvorimod den »fri« kærlighed, navnlig mellem en ridder og en anden ridders hustru, lovpristes. I det hele var Frankrig det egentlige hjemland for hele denne side af den ridderlige kultur, og herfra bredte den sig til Tyskland, hvor allerede i 12. århundrede franske opdragere ikke var nogen sjældenhed. Derimod træffes der i Norden kun få spor af denne kvindedyrkelse, der trods alle de skønne ord virkede ret opløsende på de sædelige forhold.