LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Romertal
Det romerske talsystem hvor bogstaver udtrykker tal dominerede i Europa i næsten 2.000 år. Imidlertid er romertal svære at håndtere og matematiske beregninger blev generelt foretaget på en »abacus« - regnebræt. Før det hindu-arabiske talsystem blev brugt optalte, adderede, subtraherede folk med en abacus - en forløber for vore dages regnemaskine sandsynligvis opfundet af de gamle sumerere i Mesopotamien. (Navnet stammer fra det græske ord abax, som betyder bræt eller regnebræt).

Grækerne og romerne brugte småsten eller metal skiver som tælleværk. De flyttede disse på afmærkede brætter for at løse problemer. Senere blev tælleskiverne trukket på strenge monteret i en ramme. De tidlige abacus'er havde ti tælleskiver pr. streng. Den moderne udgave har en delelinje. Tælleskiver over linjen tæller fem; dem under, en. Det er unødvendigt at håndtere tællere større end fem i værdi. Gennem tiden har de, nemmere at bruge, arabiske tal erstattet romertal.

I dag bruges romertal til at angive årstal på monumenter og grundsten og for at organisere oversigter. De kan også være brugt til at nummerere indledningssider i bøger og udgivelsesår for bøger og timerne på klokker og ure.

Syv bogstaver betegner tallene i det romerske system:
I=1
V=5
X=10
L=50
C=100
D=500
M=1000

Hvis et lille tal skrives foran et stort tal trækkes tallet fra det store: IV = 5 - 1 = 4
Hvis et lille tal skrives efter et stort tal lægges tallet til det store: VI = 5 + 1 = 6
Der må kun stå ét lille tal foran et større tal.
Der må højst stå tre ens tegn efter hinanden.
En streg over et tegn tilkendegiver multiplikation med 1.000.
Øvrige bogstaver har også været anvendt til at betegne beløb. For eksempel O=11, F=40, R=80, Y=150, H=200, K=250, G=400, Q=500, N=900, P=400 eller 4000.