LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Våben        


Rustning
Rustning er fællesbetegnelse for alle de forskellige dele, hvormed krigeren i tidligere tider beskyttede sit legeme mod modstanderens hug og stød.

Hvor tidlig sådanne beskyttelsesmidler er blevet anvendt, er det ikke let at afgøre; dog kan man med nogenlunde sikkerhed gå ud fra, at allerede i stenalderen, hvor angrebsvåbnene hovedsagelig var af sten, har huden af forskellige dyr med hårlaget udad været anvendt som en slags beskyttelses for overkroppen i forbindelse med et skjold af flettede vidjer overtrukket med dyrehud. Ved bronzens fremkomst er dertil for hovedets vedkommende føjet først en ring eller et bånd, senere en hjelm af enkel form. Og således er efterhånden rustningens forskellige dele fremkommet.

Forskelligt materiale har selvfølgelig været anvendt: Såsom læder kogt i olie, med hamp polstrede lærredsplader - der atter kunne have påsyede eller pånittede læderremme, ringe eller skæl af bronze eller jern, ringfletværk, større udhamrede bronze- eller jernplader - og sluttelig den af mange små og store stålplader bestående fuldstændige rustning, hvis levning kyrasset endnu til vore tider har været i brug ved kyrasserregimenterne.

Da udviklingen ikke overalt samtidig har stået på samme trin, så har dette heller ikke været tilfælde for rustningens vedkommende. I de gamle asiatiske kulturstater, i Ægypten, Grækenland og Rom, havde rustningen så godt som gennemløbet alle udviklingsstadier - når undtages den fuldstændig leddede stålskinnerustning - inden Europas øvrige kulturfolk endnu havde taget rustning i brug. Det skal således anføres, at allerede cirka 2000 år f.Kr. var assyriske krigere iførte rustning af læder eller metal ifølge samtidige relieffer; endogså hestene var pansrede. Fra cirka 1500 år f.Kr. har man afbildning af en panserskjorte med skæl fra Ægypten og opbevarede levninger af en anden fra samme tidsrum.

De græske krigere bar omkring år 1000 f.Kr. hjelm, ryg- og brystplade samt benskinner af bronze. Etruriske og romerske krigere var cirka 600 år f.Kr. udrustede på lignende måde; senere afløstes dog kyrasset - bryst- og rygplade - af læderrustningen (Lorica).

Det svære persiske rytteri under arsasiderne og sassaniderne fra cirka 250 år f.Kr. til cirka 600 e.Kr., der var berømt, var både for rytters og hests vedkommende fuldstændig pansret med ringpanser fra hoved til fod, hjelm med visir, skjold, lanse etcetera, ganske som den senere europæiske middelalders ridder.

Med hensyn til den særlig europæiske ridders udvikling er den i de første tider meget vanskelig at bestemme, da der kun findes så få og spredte levninger og gengivelser. Dog er det temmelig sikkert, at det i begyndelsen kun var konger og andre stormænd, der bar sådanne kostbare genstande, mens den store krigermængde har måttet nøjes med hjelm og skjold.

Først i 6.-7. århundrede bliver rustningen almindeligere, går efterhånden over til at være et kendemærke for de besiddende klasser, adelen, og får dermed bestemtere karakter. I begyndelsen dækkede man kun overkroppen, senere kom arm- og benskinner til.

Man kan i almindelighed sige, at den såkaldte brynje (brogne, brunne) eller panseret alene var i brug til udgangen af 12. århundrede, brynjen i forbindelse med pladen (i panser og plade) til godt ned i 14. århundrede og sluttelig den fuldstændige skinnerustning derefter indtil henimod slutningen af 17. århundrede.

Samtidig med disse optræder panserjakken (brigantinen, korazin, panserkyras), hvor skællene, de er rundede, anbringes indvendig på et ydre af fløjl eller silke, så den lignede en vams og kun nåede til livet.

I 16. århundrede bliver benævnelsen harnisk for rustning almindelig.

Brynjen går sikkert langt tilbage i tiden. Den består af flere lag polstret lærred, der enten kunne være forsynet med mindre påsyede ringe ved siden af hinanden eller med ovale ringe, der ligesom kæder greb halvt ind over hinanden i parallelle rækker, med påsyede eller pånittede læderremme, tillige forsynet med en stor nitte i hver firkant, eller endelig med påsyede eller pånittede skæl. Den egentlige ringbrynje, der bestod af et fletværk af ganske små nittede jern- eller stålringe, hver enkelt samlet med 4 andre, optræder først i Europa omkring år 1000 i sparsomme eksemplarer, men fortrænger efterhånden de andre brynjearter. Den var ens på begge sider og havde intet underlag af lærred, var altså gennemsigtig.

Brynjen var i begyndelsen kort med meget korte ærmer, forsynet med den fastsiddende brynjehætte, halsbrynjen eller kapuzen, hvorover den lille koniske hjelm blev båret. Efterhånden blev brynjen længere, fik længere ærmer, blev opslidset, og den koniske hjelm fik næseskærm. I 11. århundrede blev brynjehoser tilføjede, og ærmerne nåede håndleddet, ligesom læggende beskyttedes ved læderremme vundne om læderstrømper.

I 12. århundrede begynder ringbrynjen eller ringskjorten at blive langt mere almindelig blandt det fornemmere ridderskab, mens stadig lærredsbrynjerne af de forskellige arter anvendes af de ringere riddere og andre krigere. Ringbrynjen forsynes nu både med vantelignende handsker, med kun een tommefinger samt brynjehoser med fødder. Den bæres over en polstret og gennemsyet underklædning. Den koniske hjelm afløses af kedelhuen og kappen, en lille flad baret af jern, der bæres under ringhætten og uden over en polstret lærredsbaret. Senere fremkom tøndehjelmen, der hvilede på skuldrene og bæres uden på hele den øvrige hovedbeklædning. Den var oftest fast spændt både for og bag. Tillige begynder små plader af læder eller jern at beskytte albue og knæled. Hesterustning af læder eller polstret lærred fremstår. Brynjen var vel i forbindelse med den øvrige udrustning modstandskraftig mod pileskud og hug, men kunne ikke modstå lansestød, der afværgedes med skjoldet.

Derfor anvender man i 13. århundrede brynjen i forbindelse med pladen, der bæres uden over brynjen. Den var af læder, kogt i olie, og havde på indersiden lange metalskinner pånittet, så nittehovederne viser sig udvendig. Senere bæres på brystet endnu en plade af jern (brytspladen). Efterhånden blev brystpladen større, og i 2. halvdel af 14. århundrede forsvandt læderpladen fuldstænding, da rygpladen tillige indføres og dermed kyrasset eller kyrritset fremkom. Endnu i slutningen af 14. århundrede anvendes dog læder i form af skinner til beskyttelse for forskellige legemsdele ligesom til hesterustningerne. Tillige er nu lanseanlægget taget i brug.

I 14. århundrede begynder skinnerustningerne at udvikle og brede sig, idet først benene beskyttes, derefter armene, ligesom hjelmen forsynes med bevægeligt visir. Uden over såvel ridderens som hestens rustning bæres i reglen for riddernes vedkommende en kjortel, for hestens et skaberak, prægtig udsyede.

Således udvikler sig efterhånden den smukke gotiske rustning med det hvælvede og leddede bryst samt rygstykke eller -plade, fuldstændige arm- og benskinner, skulderstykker, albuepukler, knæpukler (genouillère). Lårtasker, jernsko etcetera, leddede kamphandsker i vanteform eller med fingre. Alt af jern eller stål. Ringskjorten bæres dog hyppig under rustningen til beskyttelse for de åbne steder ved armhulen og albue. I første tilfælde tillige dækket ved små skjolde fastholdt med remme. Halsen dækkes af halskraven, under bryst- og rygpladen; den bar i grunden hele rustningen. Ringskjorten dækker også skridtet, tit i forbindelse med en leddet beskyttelse, lemskærmer. Under ringskjorten bæres atter en lærredsunderklædning. Til denne fastgjordes ved læderbånd såvel overarmsrørene som lårskinnerne. Den kaldes gambeson eller gamboisson i Frankrig. Panserskoene skiftede efter moden for klædedragten, lange spidse, brede, flade og så videre. Hjelmen var enten nærmest kugleformet med bevægeligt visir, fastholdt til bryst og rygpladen ved spænderemme, eller også var hjelmen en skålformet hue - salade - med lav kam og øjenspalte. Underansigtet dækkedes da af forhjelmen (barthaube), der med en bolt med møtrik eller split fastholdtes til brystpladen. Den gotiske rustning afløses omkring år 1500 af den maximilianske eller majlandske kannelerede rustning, der derved blev stivere og lettere. Den har navn efter kejser Maximilian 1. og har intet med Majland eller Milano at gøre, da den er af tysk oprindelse.

Renæsancens rustning bliver sværere, navnlig brystpladen eller brystharnisket, for bedre at modstå de forbedrede skydevåben. Brystpladen forlænges, gøres fladere og tager - ligesom hele rustningen - form efter klædedragten. Allerede nu begynder benskinnerne at forsvinde og erstattes af svære støvler. En overordentlig kunstfærdighed ved forarbejdelsen af våben i dette tidsrum gør sig gældende. Hyppig - især for Italiens vedkommende - tagende antikken til forbillede.

I 17. århundrede forfalder rustningen fuldstændig, bliver for at dække mod skud sværere og sværere, klodset og tung (50-65 kilogram), indtil den henimod midten af 17. århundrede i hovedsagen afløses af køllerten af læder med ringkraven og burgunderkappen, indtil ringkraven - oftest smukt graveret og smykket - som en militær pryd bliver ene tilbage.

Hvad fodfolksrustningen angår, da har den selvfølgelig i de forskellige tidsaldre lignet rytterens eller riddernes, ne har både været tarveligere og lettere, ligesom den i reglen har manglet både arm- og benskinner. Dog skal nævnes bueskytterustningen, en brigantin og landsknægtsrustningen med spangerelaksler (skulderstykker) fordi de var reglementerede for større hærdele.

Turneringsrustningen var enten en til turnering særlig konstrueret rustning, der var langt sværere end krigsrustningen, eller krigsrustningen anvendtes forstærket med forskellige rustningsdele såsom en ekstra brystplade, en forhjelm, stærkere skulderstykker, handsker etcetera. Figuren viser et såkaldt stikketøj, fordi der anvendtes skarp od; ellers var reglen, at lansen, der var meget svær, var forsynet med en lille tregrenet od (kronen). Ved det fremstillede stikketøj blev i reglen benene beskyttede af sadelens to forsider, der gik langt ned og fuldstændig dækkede benene. Turneringer var allerede i brug i 11. århundrede.

Selvfølgelig er tidsangivelserne for de angive rustningsarter kun omtrentlige, da de forskellige former gik over i hinanden.