LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige        


Schlesiske krige
Schlesiske krige. Med dette navn betegnes de 3 krige, som Frederik 2. af Preussen 1740-63 førte imod kejserinde Maria Theresia af Østrig og hendes forbundsfæller om besiddelsen af Schlesien, hvilke endte med, at Frederik 2. beholdt denne provins.

1. krig 1740-42
Ved kejser Karl 6.s død 20. oktober 1740 anså Frederik 2., der efter sin far havde arvet en slagfærdig hær på 80.000 mand og en kassebeholdning på 10 millioner thaier, øjeblikket for gunstigt til at erobre den nævnte provins. Samtidig med, at han åbnede forhandlinger i Wien for ad fredelig vej at nå sit mål, lod han dog 16. december 1740 en hær på 25.000 mand rykke ind i landet, hvilket i januar var taget i besiddelse med undtagelse af fæstningerne Glogau, Brieg og Neisse. Forhandlingerne i Wien førte ikke til noget resultat; i steden for udvirkede Østrig, at kong Georg 2. af England ville slutte en alliance med Holland, Sachsen og Rusland mod Preussen, som nu forstærkede sin hær i Schlesien. 9. marts indtog general Leopold v. Dessau, der skulle holde Sachsen i skak, Glogau, mens hovedhæren under kongen rykkede frem til Jägerndorf. En østrigsk hær under Neipperg søgte nu over Freudenthal og Neisse at afskære Frederik 2. tilbagetoget over Breslau, men sejren ved Mollwitz 10. april, hvor 20.000 preussere overraskede 19.000 østrigere, åbnede atter forbindelsen, hvorefter Brieg erobredes.

Disse sejre hindrede dannelsen af den planlagte koalition, og Georg 2. forsøgte nu at forlige preusserne og østrigerne, mens Frankrig og Bayern søgte at vinde Preussen som forbundsfælle i deres kamp om de østrigske arvelande. Frederik 2. afviste dog de i så henseende af marskal Belle Isle fremsatte forslag og lod gennem den engelske gesandt Hyndford Maria Theresia adspørge, om hun ville afstå Nedreschlesien. Da hun dog afslog dette, sluttede Frederik 4. juni 1741 i Breslau et defensivt forbund med Frankrig, men han opdagede snart dets egoistiske planer og lagde derfor juni-august sin hær i lejr ved Strehlen. I september forsøgte kongen dog at erobre Neisse og at tvinge Neipperg til slag, men begge dele mislykkedes, og han besluttede derfor at indlede forhandlinger med sin modstander. Forhandlingerne førte imidlertid ikke til noget resultat, og Frederik begyndte derpå kampen på ny i forbindelse med franskmændene og bayrerne, der 26. november 1741 havde stormet Prag. Da østrigerne herefter under Kheven-huller rykkede ind i Bayern, besluttede Frederik at hjælpe det ved med 30.000 mand preussere, sachsere og franskmænd at gøre et stød mod Wien gennem Mähren, som general Schwerin allerede havde besat. Forskellige vanskeligheder tvang dog kongen, i begyndelsen af april 1742, tilbage til Bøhmen, hvor han ville yde franskmændene hjælp. 7. maj sejrede han med sine 28.000 mand over prinsen af Lothringen, der over Olmütz var marcheret til Prag, ved Chotusitz. Maria Theresia blev derefter villig til at slutte fred, og også Frederik ønskede at komme ud af sin forbindelse med franskmændene, hvorefter 11. juni en præliminærfred sluttedes i Breslau, der fulgtes af den endelige fred i Berlin 28. juli, ved hvilken Maria Theresia afstod størstedelen af Schlesien og grevskabet Glatz.

2. krig 1744-45
Efter fredsslutningen opnåede Maria Theresia store fordele over sine andre fjender, hvilket foruroligede Frederik, så meget mere, som også England stillede sig på Østrigs side. Allerede februar 1744 besluttede han derfor at gribe til sværdet på ny for at sikre Schlesiens erobring, og han forbandt sig i juni atter med Frankrig og Bayern, efter at prinsen af Lothringen var rykket ind i Elsass. Da Frankrigs hjælp syntes noget tvivlsom, besluttede Frederik 2. i juli at føre krigen på egen hånd og rykkede i august med en hær på 80.000 mand i 3 kolonner fra Peterswald, Zittau-Braunau, ind i Bøhmen, og efter at kolonnerne havde forenet sig foran Prag, faldt denne fæstning efter kort belejring 16. september. Kongen rykkede derpå videre ned ad Moldau og erobrede Tabor, Budweiss og Frauenberg, men holdt ikke øje med den fra Pfalz komne østrigske hærstyrke under Batthyani, således at denne kunne forene sig med prinsen af Lothringen, der uden at forstyrres af bayrerne eller franskmændene i ilmarch fra Elsass var rykket til Bøhmen. Endelig fik kongen også uventet sachserne på halsen, idet de opstillede sig ved Eger og forenede sig med østrigerne, der nu kommanderedes af marskal Traun.

Preusserne måtte opgive Prag og gå tilbage fra stilling til stilling, så at i slutningen af december hele Bøhmen var opgivet, mens den preussiske hær var svundet ind til det halve. Østrigerne oversvømmede nu hele Øvreschlesien, mens de i januar 1745 sluttede en alliance med Sachsen, Polen og Holland med det formål at dele det preussiske monarki imellem sig.

Imidlertid forberedte Frederik sig til at levere sine modstandere et knusende slag. Efter nogle mindre sejre ved Ratibor, Habelsehwerdt og Landshut, der hævede hans troppers mod, lykkedes det ham maj 1745 at lokke prinsen af Lothringen med 70.000 mand ind i Midtschlesien, og efter at kongen havde bragt sin hær op på 60.000 mand, overraskede han 4. juni sin modstander ved Hohen-friedberg og vandt en glimrende sejr. Fjenden forfulgtes ind i Bøhmen, men kongen lod sig dog nøje med at besætte dets grænsedistrikter. 26. august påtog England sig at forskaffe Preussen fred på betingelsen af status quo, hvorfor Frederik gik ud fra, at krigen var forbi, så at han kun beholdt 22.000 mand ved Trautenau, lige over for de dobbelt så stærke østrigere. Prinsen af Lothringen besluttede derpå 30. september at angribe kongen i hans ugunstige stilling ved Soor, men han led et stort nederlag. Desuagtet ville Østrig og Sachsen fortsætte krigen, og for vinteren planlagdes, at en hær fra Sachsen skulle rykke ind i Mark-Brandenburg, mens prinsen af Lothringen over Lausitz skulle hindre de preussiske tropper i Schlesien fra at gå derhen. Frederik erfarede først denne farlige plan af den svenske gesandt i Berlin og samlede straks en hær i Schlesien, mens et korps under Leopold Dessau opstilledes ved Halle. Med en mindre afdeling kastede nu kongen 23. november Karl af Lothringens fortropper tilbage ved Katholisch-Hennersdorf, hvad der bevirkede, at denne gik tilbage til Bøhmen, og 15. december slog Dessau sachserne under Rutowski ved Kesselsdorf. Dessau og Frederik forenede sig derpå og besatte 18. december Dresden, hvorefter kongen tilbød fred på betingelsen af status quo. Maria Theresia ville dog ikke opgive kampen endnu og sendte sin forhandler i Dresden, grev Harrach, befaling til ikke at slutte fred med Preussen, kun med Frankrig. Befalingen indtraf imidlertid for sent; ved Englands mægling var Frederik kommet franskmændene i forkøbet og sluttede 25. december freden i Dresden, der ganske bekræftede freden i Breslau.

3. 1756-63 også kaldet syvårskrigen


  Forside           Krige