LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Selene
Selene var hos grækerne den almindeligste personifikation af månelyset, altid tænkt som en ikke helt ung kvindeskikkelse, der i lang klædning og med et lysende diadem om sit hoved rider eller kører hen over himmelen. Hos Hesiodos kaldes hun en titanide, datter af Hyperion og Theia, søster til Helios (solen) og Eos (morgenrøden).

Mens de to store homeriske digte ikke kender Selene som månegudinde, er en af de lidt senere, homeriske hymner rettet til hende og skildrer, hvorledes hun efter sit bad i Okeanos, klædt i sin strålende dragt, spænder føllene i åget og i den sene aften kører frem, idet hun om sig spreder fuldmånens klare lys. Ofte tænkes hun som her at køre over himmelen, ikke som Helios med fyrigt firspand, men i jævnere tempo, med tospand af hvide heste, muldyr eller okser, ofte prydede med halvmånen. Ret ofte ses hun også afbildet ridende.

På vasebilleder ses hun hyppig, også som modstykke til Helios. Mens denne kører frem, op på himlen, forsvinder Selene i havet på modsat side. Ligesom Helios sammenblandes med Apollon, glider Selene ofte sammen med Artemis eller Hekate. Nogen selvstændig kultus har hun næppe haft. Større er hendes betydning for poesi og kunst.

Feidias havde fremstillet Selene på den olympiske Zeus' tronstol. På et fragment af det store Pergamons-relief ses hun ridende. På Parthenons østgavl sås til den ene side Helios, yderst ud til den anden Selene. Almindelig udbredt var det skønne sagn om gudindens kærlighedsforhold til Endymion, hvem hun så på bjerget Latmos i Karien. Andre sagn berettede, at hun med Zeus havde sønnen Pandion, ligsom om hendes og Endymions 50 sønner. Også digteren Musaios kaldes søn af Selene.