LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Senat
Senat kaldtes det regerende råd i det antikke Rom. Dets oprindelse går tilbage til de ældste tider af Roms historie. Det fandtes allerede i kongetiden, hvor det vistnok nærmest har haft en rådgivende stilling, men ved republikkens indførelse fik det større indflydelse på statsstyrelsen.

Ifølge en usikker tradition havde det oprindeligt 100 medlemmer, senatorer, der repræsenterede de forskellige adelige slægter, men senere var i ethvert tilfælde det normale antal 300. Fra først af beroede det på kongen selv, hvem han ville tage til sine rådgivere ved at optage dem i senatet, og efter republikkens indførelse valgtes senatorerne ligeledes af konsulerne.

Det var rimeligvis for at svække disses magt, at man 443 f. Kr. overlod valget af senatorerne til særlige embedsmænd, censorerne, men deres valgfrihed var dog ikke ubegrænset, idet de var forpligtede til at optage dem, der af folket var valgte til et af de årlige embeder, medmindre de kunne give grunde for forbigåelsen. Efter hvilke regler valget i øvrigt foregik, vides ikke, men i republikkens ældste tid var det overvejende antal af senatorerne sikkert patriciere; det kan heller ikke angives med sikkerhed, når plebejerne fik adgang til Senatet.

Sulla forøgede senere senatorernes antal til 600, men da han samtidig i høj grad forøgede de årlige embedsmænds tal, så at disse alene var tilstrækkelige til at holde det normale antal af senatorer vedlige, blev censorernes valg så temmelig betydningsløst, idet pladserne i senatet nu helt besattes ved folkevalg.

I kejsertiden kom senatet derimod til formelt at supplere sig selv, idet valget af embedsmænd overførtes fra folkeforsamlingen til det, men kejserens forslagsret gjorde dog, at han fik hovedindflydelsen på pladsernes besættelse. Til at blive medlem af senatet krævedes i republikkens senere tid og i kejsertiden besiddelsen af en vis, temmelig stor formue. Som særlige kendemærker for senatorerne nævnes en bred purpurbræmme (latus clavus) på tunikaen og en ejendommelig art sko. Senatorernes personlige frihed var indskrænket ved forbuddet mod at drive handels- eller pengeforretninger og mod at forlade Italien uden særlig tilladelse af senatet.

Senatets myndighed var ikke skarpt afgrænset. Det manglede embedsmændenes eksekutive magt og dermed midlerne til under alle omstændigheder at tvinge sin vilje igennem. Men alligevel lå statsmagtens tyngdepunkt i størstedelen af republikkens tid hos det. Det havde først og fremmest rådighed over statskassen og desuden retten til at afgøre spørgsmål om soldaterudskrivning, fordelingen af provinserne mellem konsuler og prætorer og tilsynet med deres styrelse, ledelsen af hele statens udenrigspolitik, af den offentlige gudsdyrkelse og så videre.

Af senatets midte udtoges de edsvorne dommere, indtil det ved Gajus Gracchus' lov måtte afgive denne ret til ridderstanden for dog senere delvis at få den tilbage. Det havde således gennem lange tider hele statens styrelse i sin hånd, og de ledende embedsmænd, der kun beklædte deres embede for et år, men var senatorer for livstid, følte sig i reglen som blotte udøvere af senatets myndighed.

Senatet repræsenterede det konservative og aristokratiske princip i Roms forfatning og ledede i lang tid Roms politik på en målbevidst og forstandig måde, men i republikkens senere tid kom det i alt for høj en grad ind på, en snæversynet klassepolitik, som medførte borgerkrige og til sidst republikkens undergang.

Senatets møder holdtes enten i rådhuset (curia Hostilia, fra Cæsars tid curia Julia) eller i et tempel. De lededes af en embedsmand, hyppigst en konsul, der alene havde at afgøre, hvilke sager der skulle sættes på dagsordenen. Han kunne rådspørge hver enkelt senator om hans mening, og ofte udviklede der sig en længere forhandling. Den beslutning, som senatet endelig fattede ved stemmeflerhed, blev nedskrevet og opbevaret i arkivet. Hvis der blev intercederet mod senatets beslutning af en embedsmand, der havde samme eller højere rang end den præsiderende, eller af en folketribun, ligesom hvis det konstateredes, at der ikke var det i forretningsordenen fastsatte antal senatorer til stede, kunne der ikke komme en egentlig senatsbeslutning (senatus consultum) i stand, men kun en meningstilkendegivelse (senatus auctoritas), der ikke havde bindende kraft.

I kejsertiden var senatets myndighed i begyndelsen på en vis måde i tiltagende. Dels fik det, som allerede omtalt, formelt ret til at supplere sig selv, dels gav de første kejsere det en temmelig vidtstrakt del i rigsstyrelsen. Over en stor del af provinserne beholdt senatet ledelsen, mens kejseren forbeholdt sig andre, og desuden fik senatet nu i mange vigtige sager, for eksempel i majestætsfornærmelsessager og i sager, hvori senatorer var indviklede, dømmende myndighed; men i realiteten måtte senatet dog oftest bøje sig for kejserens vilje. Derimod medførte mangelen på regler for tronfølgen, at senatet ved kejserens død stod som indehaver af den suveræne myndighed og som den eneste bevarer af kontinuiteten i rigsstyrelsen, så at den ny kejser måtte have sit valg stadfæstet af senatet. Men da det snart blev soldaterne såvel i Rom som i provinserne, der kom til at råde over kejservalget, fik denne stadfæstelse i virkeligheden kun ringe betydning, og da kejserne efterhånden lod større og større dele af forvaltningen besørge ved deres egne embedsmænd, blev senatets betydning dog ringere og ringere, og stillingen som senator til sidst kun en hæderspost. Alene forvaltningen af Roms kommunale anliggender, som senatet havde haft fra den tid, da Romerstaten var identisk med Roms Kommune, beholdt senatet således tilbage, og da Konstantinopel blev rigshovedstad, oprettedes der et lignende senat der.


Senat er i nyere tider blevet brugt i mange stater for at betegne en del af lovgivningsmagten, særlig førstekammeret. I den tidligere polske rigsdag hed de høje rigsembedsmænd med selvstændigt sæde senatorer, og 1791-96 og 1815-31 hed første kammer i de polske forfatninger senat. Under det franske konsulat og kejserdømme 1800-15 var der et Sénat conservateur af livsvarig udnævnte medlemmer; genoprettet 1852-70. Også den republikanske franske forfatning af 1875 har et senat, men folkevalgt, den ene afdeling af Nationalforsamlingen. Fremdeles bruges navnet om første kammer i Belgien (siden 1831), i Spanien (1837-68 og efter forfatningen af 1876), i Sardinien (1848-61) og senere i Italien, i Rumænien (siden 1864), i Portugal (siden 1911), i Tjekkoslovakiet (siden 1920; landet er nu opdelt i Tjekkiet og Slovakiet) og i Polen (siden 1921). Endvidere kaldes kongressens øverste afdeling i den nordamerikanske union (USA) siden 1789 senat, og ligeledes i Mexico og i fristaterne i Sydamerika; dette var også tilfældet i kejserdømmet Brasilien (1822-90). 1809-1917 kaldtes i Finland landets øverste myndighed senat, delt i en udøvende afdeling (regeringsråd) og en dømmende (højesteret); også i kejserdømmet Rusland var senat 1802-1917 navn for højesteret. Endelig var senat navn for regeringsrådene i de tre tyske hansestæder.