LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Senechal
Navnet senechal kommer af de to germanske ord sins og scalc og betyder egentlig gammel tjener eller træl eller tjenernes eller trællenes øverste. I de af folkevandringen fremgåede germanske riger blev senechal betegnelse for den højeststående blandt hofembedsmændene, nærmest svarende til den tyske truchsesz og den danske drost. Nogle steder, således i Frankerriget under merovingerne, kaldtes vedkommende embedsmand dog i steden for majordomus, men efter at indehaveren af embedet som sådan med Pipin den Lille var blevet frankisk konge, fremtrådte også ved det frankiske hof en senechal som øverste hofembedsmand.

Som hofembedsmand var det senechals hverv at forestå ordningen af kongens bord, men ligesom de andre høje embedsmænd ved hoffet havde han også politiske og administrative hverv, i sammenligning med hvilke hofforretningerne snart forekom som de mindre betydende, der faktisk i det væsentlige besørgedes ved stedfortrædere.

Under de ældre kapetinger var senechals offentlige funktioner dels militære, dels civile. I førstnævnte henseende var han anfører for hæren, i sidstnævnte henseende som foresat for de stedlige kongelige embedsmænd en slags indenrigsminister, hvorhos han ikke sjælden anvendtes som dommer i den kongelige hofret. Indehaverne af embedet søgte at gøre dette arveligt, men tendenserne hertil standsedes ved Ludvig 6.s afsættelse af Etienne de Garlande som senechal 1127, og siden 1191 undlod Philip August endog helt at besætte det, hvad hans efterfølgere fortsatte med, så at stillingen som senechal, skønt aldrig formelig ophævet, faktisk forsvandt.

Foruden de franske konger havde i lenstiden også lensfyrsterne hver sin senechal med lignende funktioner som kongens, og endelig brugtes ordet i det sydlige og vestlige Frankrig om rent provinsielle embedsmænd svarende til dem, der ellers kaldtes bailli.