LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Møbler        


Seng
Seng, hvilemøbel bestemt til nattesøvn, er langtfra kendt i alle kulturkredse. Mennesket kan nøjes med et tæppe bredt på jorden, måske med en nakkeskammel under hovedet; det kan søge hvile i en hængekøje, eller lejet kan indrettes på en fast forhøjning, som i eskimoernes vinterhytter, eller i norske tømmerkoier. På sagatidens Island havde man i soveskålerne sådanne faste forhøjninger, set, ofte vistnok af jord, fortil kantet med setstokken og oftest dækket med et bræddegulv. Her hvilede man side om side, med fødderne mod væggen. Men man var dog også begyndt at dele dette set eller flet i rum, der hver for sig kom til at minde om en trækasse, og at anbringe disse sengesteder parallelt med væggene, ligesom man ikke var ukendt med særlige sengekamre og enkeltsenge.

Fra oldtidens kulturlande omkring Middelhavet er der bevaret enkelte ældgamle, løjbænklignende senge i ægyptiske fund, og selv om det må erindres, at grækere og romere lå til bords, er en pompejansk bronzeseng med profilerede ben og hovedgærde dog snarest et sovemøbel. Fra vor hjemlige oldtid kendes Gokstadskibets træseng, med smalle planker mellem fire lange ben. Middelalderlige miniaturer viser os talrige eksempler på senge; der ses tremmesenge, som nærmest svarer til vore barnesenge, og »spændesenge«, hvor tæpper og madrasser hviler på et fjedrende underlag af udspændte reb eller remme. Også anselige, tømrede, kisteagtige sengeformer kendtes.

Middelalderens sengelejer kunne redes med halm og lædervår, men datiden, hvis boligudsmykning for en stor del var tekstil, kunne også udfolde den største luksus i sengeudstyret, ikke blot med linned, men også med pragtfulde, farverige og kostbare vævninger. Ikke mindst i de nordlige lande måtte kulden, som boligernes primitive kaminer og ovne kun dårligt kunne modvirke, friste til at omgive sengen med lunende omhæng, der tilmed også kunne værne mod uvedkommende blikke og mod snavs og utøj fra de utætte lofter. Den senere middelalder udformede et helt sengetelt med vandret ophængt himmel og med bevægelige gardiner, spærlagen, hængende på stænger (sper, spyd).

Snedkerkunstens fremskridt i sengotikkens periode (15. århundrede) blev også udnyttede for at lune nattelejet, der nu omgaves med panelværk. De vægfaste sengesteder indrammedes af træværk med døre i forsiden og blev til de endnu i gammeldags bøndergårde kendte hulsenge eller tætsenge, i almindelighed, men ikke helt rigtigt kaldte alkover. Renæssancetidens panelede senge var måske lignende, men flyttelige sengeskabe. De løse sengesteder omformedes dog i almindelighed således, at baldakinen eller himmelen udførtes i træ og kom til at hvile dels på et højt hovedgærde, dels på stolper ved fodendens hjørner (himmelsenge, stolpesenge); de ældste eksemplarer i gotisk stil, fra tiden cirka 1500, er endnu ret beskedne, men den nordiske renæssance (cirka 1600) udfoldede på dette område en vældig pragt og smykkede senge på det kosteligste, med snitværk og indlægning, sølv og ibenholt. Samtidig vedblev dog også spærlagen at være i brug, og da omhængene skjulte det kostbare træværk, gik dette igen af mode, og man nøjedes nu med et simpelt stativ til støtte for det hermetisk tillukkede omhæng, der samvirkede med datidens talrige og tunge dyner, hvori Danmark excellerede; de danske dyner vakte i al fald allerede på Christian 4.s tid udlændinges forbavselse. Omhængssengene kaldtes i Danmark franske senge, tapetserisenge, og var i brug både som standseng og rejseseng før midten af 17. århundrede, samtidigt med de udskårne himmelsenge. Enevældens barokstil lod stolperne ved fodenden falde bort og anbragte himmelen hængende under loftet ligesom i den senere middelalder, men vedblev at udstyre både himmelen og selve sengen med snitværk. Når seng og himmelen havde samme længde, hed den baldakinseng eller duchesseseng. Var himmelen kortere, hed den engleseng (lit d’ange), såfremt den var udskåret (figur 4); var den udført i tapetseri, hed den pavillonseng. Seng af denne pompøse art gjordes yderligere virkningsfulde ved at opstilles i pragtfulde arkitektoniske omgivelser, i alkover. Hele det ceremoniel, der allerede i middelalderen var vokset op omkring de fornemmes senge (sammenlign lit de justice, lit de parade), kulminerede i Ludvig 14.s højtidelige »lever«, når hoffet bivånede solkongens morgentoilette bag alkovens balustrade.

I 18. århundrede, især under Louis 16.-stilen, blev senge igen mindre pompøs; himmelen skrumpede ind til en lille oval plade. Omhængene blev lettere, selve lejet kunne være en let kanapé. Endnu i empirestilen bevaredes gerne omhængene, og som en fortidslevning kunne der endnu i slutningen af 19. århundrede bruges et dekorativt draperi over hovedgærdet, nu i virkeligheden lige så overflødigt som de tunge fjerdyner. Først i løbet af den sidste menneskealder har man fjernet de sidste rester af den repræsentative paradeseng og den lumre tætseng til fordel for den moderne hygiejne.