LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Silenos
Silenos, en af den græske mytologis mange halvguddommelige personligheder, der optræder i andre, større guddommes følge. Silenos kendes såvel fra Lilleasien, hvor han hørte til de væsener, som sluttede sig om Kybele, som fra Hellas, hvor han sammen med satyrer og mænader hører til den dionysiske Thiasos. Særlig på sidstnævnte sted bliver han en overordentlig yndet skikkelse, der som Dionysos' øvrige følge fik ikke ringe betydning for poesi og kunst.

Allerede om den lilleasiatiske Silenos vidste lydiske og frygiske sagn en del at berette, og allerede her er over figuren den ejendommelige blanding af alvor og kåd humor, der kendetegner ham på græsk grund. Det oprindelige er sikkert den mere alvorlige side. Han opfattes og dyrkes i forbindelse med flodguderne og sættes i nært forhold til musikken (Marsyas kaldes hos Herodot ligefrem en Selenos, Olympos var hans elev), ligesom der tillægges ham spådomsgaver. Herom fortaltes det kendte sagn, at kong Midas i frygien blandede vin i en kilde, hvoraf Silenos drak, og derved fangede ham og tvang ham til at åbenbare for sig alle mulige skjulte ting i naturen. Scenen angives snart at have fundet sted i Frygien, snart i rosenhaverne ved Bermios i Makedonien, og det hedder, at Dionysos for at skaffe Silenos fri gav Midas evnen til at forvandle til guld, hvad han rørte ved.

Men også den lilleasiatiske Silenos har allerede satyrens karakter. Som denne ynder han elskovseventyr og ivn. End mere gør dette sig gældende i Hellas, hvor han næsten altid optræder i forbindelse med Dionysos.

Kun i Elis siges det, at der fandtes en helligdom for ham alene. I den homeriske hymne til Afrodite tales om silener, som ellers om satyrer, og disse sidste omtales ikke, men det almindelige var, at han (eller de) tænktes nærmest som ældre satyrer og som disse udstyredes med hestehale, spidse ører og så videre.

I satyrspillet var han en yndet type, og i kunsten er der fra den klassiske tid, især 4. århundrede, et stort antal fremstillinger af ham. Efterhånden forældes typen noget. Han opfattes som Dionysos' ældre, fortrolige ven, eller endog hans fosterfar, dog næsten altid med et let skær af komik. Han bliver en ældre, skægget mand, tykmavet, skaldet og braknæset, ofte skive for satyrernes kådhed, især når han har drukket mere, en han kan tåle, men dog stadig af et sådant præg, at Plato kunne sammenligne Sokrates med Silenos.

Især i et Silenos-hoved i München er denne type smukt gengivet. I Thiasos ses han på den skønne berghesiske vase i Louvre. Også i Grækenland fortaltes om mennesker, mest hyrder, som tog ham til fange sovende, og for hvem han til løn for friheden sang vidunderlige sange om fremtiden og fortid, guders og menneskers byrd og skæbne. Den ædleste, stærkt idealiserede fremstilling er en i et par kopier i München og Louvre bevaret gruppe (af den sidstnævnte en bronzeafstøbning i Ørsteds-Parken i København), hvor han er fremstillet som Dionysos-barnets fosterfar. En ældre mand af slanke, spændstige legemsformer, nøgen, læner sig med venstre albue mod en træstamme, omvundet med vinløv og dækket foroven af et dyreskind. På sine arme bærer han barnet, der griber mod hans skæg. I håret bærer både Silenos og Dionysos vedbendløv, og skønnest i figuren er det inderlige sammenspil mellem manden og barnet. Men i de talrige vasebilleder er Silenos den gemytlige drukkenbolt, der tumler af sted mellem satyrer og mænader eller rider på sit æsel. Også dette tærk vidner om blandingen i opfattelsen af ham: At æselet hører ham til, stod oprindelig i forbindelse med troen på hans spådomsevne, men senere bliver det æselets priapeiske egenskaber, der bliver bestemmende. Endvidere skal nævnes, at han undertiden opfattedes som brøndguddom og almindelig frugtbarhedsdæmon.