LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Sprog        


Sko
Den antikke sandal kunne antage mange former, der endog nærmede sig til støvlen, men den blev ikke begyndelsen til sko. Sandalen lod altid tæerne være fri, men skoen dækker dem.

De ældste sko er af abbed Baudry fundet i keltiske, brøndformede grave ved Le Bernard i Vendée. Det var helsko, der medgaves de døde til vandringen hinsides og stammer fra 1. århundrede e.Kr. Disse sko har en stiv sømbeslået sål uden hæl og holdes fast over vristen med remme. Mens vi nu kun lader foden røre ved jorden under gangen på to steder, sattes dengang hele sålen fladt mod den. Det er den ægte gallo-romerske sko, og dens sål ses aftrykt i romerske mursten, man har trådt på i ubrændt tilstand.

Fra 7. århundrede bevares et par sko, som blev båret af St. Germanin (død 677), abbed i Moustiers-Grandval i de bernske jurabjerge. Skoene er skåret i et styk læder med høje bagkapper, med sammensyning under foden og på dens indre side. Under hælen har den en forstærkning af påsyet læder i hjerteform. Således er alle sko på mosaikkerne i Ravenna og varieredes i det uendelige, hvad stof og prydelser angår. Det er denne sko, som endnu er i brug på Færøerne og Island, dog, at sammensyningen her falder oven på foden, og den holdt sig middelalderen igennem under skiftende former, uden at nogen påsyet sål af tykkere læder anvendtes. I stedet trådte patinerne, galochesko med træsåler.

I slutningen af 15. århundrede skete den forandring, at sko fik sål og hæl og syedes af to stykker, som tilfældet er nu. Fra den tid lærte man at gå på tæerne. Sko var indtil langt ind i 19. århundrede en del af mændenes festdragt, og det var først, da de lange benklæder kom, og strømpeskafterne gik ud af syne, at støvlen trådte i stedet, men skoen blev båret til baldragt, og det var først hen i 1840'erne, at man kunne møde på bal med støvler på.

Gregor af Tours (død 594) fortæller, at på hans tid forærede brudgommen sin brud et par sko. Det er altså en meget ældre skik og kan bunde i den ældgamle forestilling, at man tog en ejendom i besiddelse ved at kaste sin sko på den, eller som det endnu hedder, man tiltrådte den. Det var skik hos jøderne, at sælgeren af ejendom gav sin sko som tegn på, at han fratrådte den (Ruths bog 4,7). Sko har altid spillet en stor rolle ved bryllupsceremonier, ikke alene nye sko, men også udtrådte. Troels Lund i Danmarks og Norges historie XI og endnu bestemtere Liebrecht i Volkskunde fremhæver, at sko var et afrodisisk symbol, det kvindeliges tegn. På Dragør var det skik, at bruden måtte ikke bære sko på sin vej til kirken, men tøfler, og i dem gik hun, uanset hvordan føret så var, fra Dragør til kirken i Magleby.