Slaget om Normandiet
Slaget om Normandiet

Slaget om Normandiet
Konflikt 2. verdenskrig
Dato 6. juni 1944 -
22. august 1944
Hvor Normandiet, Frankrig
Sejr Allierede
Modstandere
Allierede Tyskland
Ledere
Bernard Montgomery (landstyrker), Bertram Ramsay (flådestyrker) Erwin Rommel
Tropper
326.000
(den 11. juni)
?
Tab
37.000 døde, 172.000 sårede/savnede
 
Cirka 200.000 døde/sårede, 200.000 krigsfanger
Slaget om Normandiet i 1944, under kodenavnet operation Overlord, dækkede over de allieredes invasion af det nazistisk besatte Vesteuropa. 60 år senere, er det stadig den største amfibie invasion i historien. Mere end tre millioner tropper blev sejlet over den Engelske Kanal fra England til Normandiet i det besatte Frankrig.

Invasionen begyndte om natten med nedkastningen af faldskærmstropper og svævefly, massive luft og flåde bombardementer samt et amfibie angreb tidligt om morgenen. Slaget om Normandiet fortsatte de næste to måneder med kampagner der skulle etablere, udvide og endelig bryde ud af de allieredes brohoveder. Slaget afsluttedes med indtagelsen af Paris og de tyske troppers overgivelse i Chambois lommen.

Slaget om Normandiet er et af de best kendte slag under 2. verdenskrig. I daglig tale anvendes udtrykket »D-dag« også synonymt for slaget eller mere specifikt for startdagen for invasionen og dermed som den første dag i slaget om Normandiet: 6. juni 1944.

De allieredes forberedelser
Efter den tyske invasion af Sovjetunionen (operation Barbarossa) i 1941, havde russerne været involveret i de største slag Tyskland og lidt de største tab på de europæiske slagmarker. Den amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt og den britiske premiermininister Winston Churchill havde derfor lovet at USA og Storbritannien ville åbne en »2. front« i Europa for at hjælpe russernes krigsindsats. Denne 2. front skulle åbens i 1942, senere udskudt til foråret 1943.

Frem for at benytte metoden med et direkte angreb, som blev anvendt i 1. verdenskrig, foretrak briterne og især Churcill, et angreb mod yderområderne af det vestlige Europa. Tanken var et angreb fra Middelhavet op igennem Frankrig og ind i Tyskland. Denne metode mentes også at kunne skabe en barriere for Sovjetunionens fremmarch ind i Europa. Amerikanerne havde dog fra starten den opfattelse, at den optimale fremgangsmåde var, at benytte den korteste rute til Tyskland med udgangspunkt i den stærkeste allierede magtbase. Amerikanerne stod fast på denne holdning og gjorde det klart, at det var det eneste alternativ de ville støtte på lang sigt.

To indledende forslag blev fremlagt: Operation Sledgehammer med et invasionstidspunkt i 1942, og operation Roundup der indebar et større men senere angreb i 1943. Det sidste forslag blev godkendt og blev i sin endelige udformning til operation Overlord, der dog blev forsinket til året 1944.

Planlægningen af operationen blev for alvor sat i gang i januar 1943. SHAEF-staben stod for dette. Under en D-dag landgangsøvelse den 29. april 1944 ud for Englands kyst blev øvelsen overrasket af en tysk torpedobåd og 749 amerikanske sømænd og soldater blev dræbt.

Beskyttelsen af de amerikanske faldskærmstropper under invasionen, begrænsede de steder hvor invasionen kunne foretages. Transportflyene ville skulle bruge jager-beskyttelse, men de allieredes jagere (herunder den britiske Spitfire og Hawker Typhoon) havde en begrænset operationsradius. De geografiske muligheder reducerede yderligere mulighederne og tilbage var to egnede landgangssteder: Pas de Calais og Normandiet. Pas de Calais indebar den korteste vej fra England, de bedste landgangsmuligheder og den direkte vej til Tyskland. Det var derfor også det fra Tysklands side mest forventede invasionssted og Atlanterhavsvolden var derfor stærkest udbygget i dette område. Som en konsekvens heraf valgte de allierede Normandiet som mål for invasionsstyrken.

Med den dyrebare erfaring fra angrebet mod Dieppe i 1942 i erindring, blev det også besluttet ikke at angribe en fransk havn direkte under den første landgang. Flere landgangssteder over en bred front i Normandiet ville gøre det muligt at true flere havne, herunder havnene i Cherbourg, havne længere vestpå i Brittany samt et angreb over land mod Paris og mod grænsen til Tyskland. Normandiet var en mindre befæstet kyst og et strategisk vigtigt punkt, som havde potentiale til at forvirre og sprede de tyske forsvarstropper.

Det var ikke før december 1943 at general Dwight Eisenhower blev udnævnt til øverstbefalende, hvorved ham fik befalingen over de allierede styrker i Europa. I januar 1944 blev general Bernard Montgomery udnævnt som øvestbefalende for invasionens landstyrker.

På dette tidspunkt krævede planen at tre divisioner skulle landsættes fra havet og to brigader skulle kastes ud fra luften. Montgomery øgede styrken ved dette først angreb til fire divisoner fra havet og tre fra luften. Samlet blev der indsat 47 divisoner i slaget om Normandiet: 26 britiske, canadiske, Commonwealth og frie europæiske tropper samt 21 amerikanske divisioner.

Mere end 6.000 skibe blev indsat under kommando af admiral Sir Bertram Ramsay, herunder 4.000 landgangsbåde og 130 krigsskibe beregnet for artilleribeskydning af kystområderne. 12.000 fly under luftmarskal Sir Trafford Leigh-Mallory skulle støtte landgangen, herunder 1.000 transportfly til faldskærmstropperne. 5.000 ton bomber skulle kastes over de tyske forsvarsstyrker.

Målene for de første 40 dage indebar at skabe et brohoved, inkluderende byerne Caen og Cherbourg (specielt Cherbourg, da den har en havn med dybt vand); et udbrud fra brohovedet som skulle befri Brittany og dets Atlanterhavshavne og en fremmarch til et område cirka 200 kilometer sydøst for Paris.

I et forsøg på at få tyskerne til at tro at invasionen ville komme ved Pas de Calais, forberedte de allierede et storstillet afledningsmanøvre navngivet operation Fortitude. En helt igennem opdigtet første U.S. hærgruppe blev skabt, inklusiv falske bygninger og udstyr. Falske radiobeskeder blev udsendt. General George Patton blev nævnt som hærgruppens øverstbefalende. Tyskerne var ivrige i at få afklaret hvor styrken ville gå i land, og de forsøgte at udbygge et netværk af agenter i det sydlige England. Samtlige af disse agenter var dog blevet »overtaget« af englænderne som kontraagenter og de sendte i stor udstrækning oplysninger tilbage til Tyskland om, at de Pas de Calais var det forventede angrebsområde. For at bevare effeksten af afledningsmanøvren, blev der selv under den rigtige invasion foretaget angreb mod radarer og andre installationer i området.

En anden afledningsmanøvre, operation Skye, blev igangsat fra Skotland. Den indebar radiotraffik, som skulle overbevise de tyske analytikere om at en invasion også ville blive igangsat i Norge, eller måske Danmark. Tyske tropper blev tilbageholdt i Norge mod denne trussel, og de var derfor ikke til rådighed for tyskerne i Frankrig.

De tyske forberedelser
I november 1943, da Hitler besluttede at invasionstruslen i Frankrig ikke længere kunne ignoreres, blev generalfeltmarshal Erwin Rommel udnævnt som ansvarlig for kystforsvaret, og senere som kommandør over hærgruppe B, landstyrkerne som var beregnet for forsvaret af det nordlige Frankrig. Rommel var af den faste overbevisning at den eneste måde en invasion kunne slås tilbage på, var et modangreb mod strandene hvor invasionsstyrkerne gik i land. Dette modangreb skulle foretages med pansrede enheder og en del af disse skulle derfor placeres tæt på strandene så det uden ophold kunne iværksætte dette modangreb. Rommels autoritet var dog begrænset, idet han ikke var den øverstbefalende for styrkerne i vest. Denne kommando havde Gerd von Rundstedt. Rundstedt foretrak en løsning hvor de panserede enheder var placeret længere inde i landet. Herfra skulle landgangsområdet samt angrebsstyrkens målområder så identificeres og et massivt modangreb igangsættes. Rundstedt blev støttet af den øverstbefalende for pansergruppe vest, Geyr von Schweppenberg, som igen blev støttet af general Heinz Guderian.

Forskellen i holdningen mellem de ledende tyske officerer, kom af deres forskellige erfaringer. Rundstedt og Guderian havde hovedparten af deres krigserfaring fra perioder hvor Luftwaffe kontrollerede luften, eller fra østfronten hvor ingen af siderne var i stand til at opnå luftherredømme over hele fronten. Rommels erfaring var modsat anderledes. Han havde oplevet hvordan de allierede var i stand til at bruge deres luftstyrker med ødelæggende effekt. Det er interessant at bemærke at Rundstedt og Guderian ikke så det allierede luftherredømme ud fra Luftwaffes situation i 1939-1941, hvor de også med ødelæggende effekt påvirkede slagmarkerne. En fremskrivning af denne effekt ville kunne give et særdeles godt billede af de muligheder som de allierede ville få i luftrummet. Rommel forstod dette, men ingen af de andre øverste officerer gav det større eftertanke.

I et forsøg på at løse officersuenigheden i det nordlige Frankrig delte Hitler sine panserdivisioner og gav tre direkte til Rommel. De resterende tre blev placeret et godt stykke fra strandene, og kunne ikke indsættes uden direkte godkendelse fra Hitlers stab. LUftforsvaret til rådighed for den nordlige franske kyst bestod alene af 169 jagerfly. Lufthavnene i det nordlige Frankrig var blevet særdeles hårdt ramt af en stigende engelsk-amerikansk bombekampagne og Luftwaffe kunne kun mønstre to modangreb den 6. juni.

Uvidenhed om de allieredes plan og hvor landgangen ville finde sted gjorde det også svært for tyskerne. For at kunne bevare deres brohoved var de allierede afhængig af en dyb havn, Pas de Calais, eller en kortere rute der kunne kompensere for længere tid anvendt til på- og aflæsning af skibene. Såfremt dette var tilfældet ville en invasion finde sted nær Brest, Cherbourg eller le Havre, de eneste havne store nok til den mængde af materiel og forsyninger som skulle sejles over kanalen. Set med nutidens øjne var Brest ikke reelt en mulighed. Området var uden for rækkevidde af RAF, stærkt forsvaret på grund af den store ubådsbase og langt fra det indre af Frankrig. Dette betød at de allierede styrker ville med stor sandsynlighed gå i land nær Cherbourg-le Havre (som ligger tæt på hinanden) eller Pas de Calais. De tyske styrker var på trods af dette spredt ud over det vestlige Frankrig for at kunne imødegå en invasion uanset hvor den ville blive igangsat.