Slaget ved Trafalgar
Slaget ved Trafalgar set fra HMS Victory af J. M. W. Turner (1806–1808)
Slaget ved Trafalgar (21. oktober 1805) var det mest afgørende søslag under Napoleonskrigene og det gik over i historien som et af de afgørende slag.

Den britiske flåde under ledelse af Horatio Nelson besejrede en kombineret fransk og spansk flåde, og sikrede dermed Storbritannien kontrol med verdens oceaner for en periode på mere end 100 år.

I 1805 under Napoleon, var Frankrig bestemmende over det europæiske kontinent, mens Storbritannien herskede på havene. De lykkedes Storbritannien under krigen at indføre en forholdsvis effektiv søblokade over for Frankrig. Blokaden havde den effekt at Frankrig var afskåret fra at mobilisere deres egne flåderessourcer og dermed forhindrede dem i at invadere Storbritannien. Storbritannien på den anden hånd havde mulighed for at føre sine tropper over kanalen og invadere Frankrig.

I et forsøg på at ændre denne strategiske situation bestemte Napoleon sig for at bryde den britiske flådes herredømme på havet. Han gav ordre til, at den franske flåde sammen med den spanske flåde (Napoleon herskede på dette tidspunkt i Spanien) skullle bryde den britiske blokade og eskortere en invasionsstyrke på 350.000 franske soldater til de engelske strande.

Napoleon havde tidligere haft problemer med den britiske flåde. Den franske besættelse af Ægypten blev brudt da Nelson besejrede den franske flåde i slaget om Nilen ud for Alexandria. Dette slag i sig selv var nok til at sikre Nelson en plads i historien, men hans sejrrigste dag var i vente.

Baggrund
I slutningen af 1700-tallet havde udviklingen af de daværende moderne skibe gjort at de største søkanoner kun lige netop var stærke nok til at bryde igennem de stadig tykkere armeringer på skibene - men kun efter gentagne træffere. Dette førte til opslidende slag, hvor kolonner af skibe bombarderede hinanden indtil en af parterne trak sig tilbage.

Skibene havde dog et svagt punkt, agterstavnen. Her kunne et enkelt skud gennemtrænge den tyndere beklædning, og fortsætte ned langs dækket. Denne slags angreb med agterstavnen var dog ikke nemme at gennemføre i store søslag. Skibenes fart og deres manøvredygtighed var så langsom, at der var stor risiko for at det angribende skib også selv ville udsætte sig for angreb mod agterstavnen.

Den udbredte strategi blandt admiraler var derfor at danne lange kolonner af deres styrker og vælge en sejlretning med en vindretning som gjorde det vanskeligt for modstanderen at "indhente" dem uanset hvilken retning de sejlede i. De to kolonner ville derefter manøvrere, undertiden i dagevis, i et forsøg på at opnå en position hvor en lille andel af modstanderens skibe kunne isoleres og angribes med fuld styrke.

Denne strategi blev kendt i 1782. Efter at have besejret den britiske flådes forsøg på at forstærke deres engagement i hvad der snart efter skulle blive USA under slaget ved Chesapeake, besluttede Frankrig at forsøge at indtage Bermuda. Over for de franske styrker var en mindre flådestyrke under George Rodney. Da styrkerne mødte hinanden i Slaget ved Saintes den 12. april var udsigterne for franskmændene gode. Et manglende signal gjorde dog at deres kolonne blev brudt. Rodney signalerede en 90 graders retningsændring for sine egne skibe, og hans styrke sejlede herefter igennem den franske kolonne. Hans skibe kunne herefter affyre deres kanoner direkte mod de franske agterstavne og franskmændene mistede seks af deres hovedskibe.

Admiral Nelson
I Napoleon-dagene, var den britiske flåde præget af sine traditioner, men en række nye unge admiraler gennemførte hurtigt en række ændringer af strategien til søs. Admiral Nelson var en del af denne bevægelse der skulle ændre krigsstrategien til søs. Efter sin succes i slaget ved Nilen, gennemtænkte han den tidligere strategiske doktrin og begyndte at eksperimentere med nye metoder.

Vel vidende at det kommende slag ville foregå på det åben hav, kunne strategien fra Nilen ikke anvendes, og han brugte i stedet Rodneys slag som et forbillede for sin strategi og indførte metoder så den kunne anvendes på kommando i hans styrke. Natten før slaget var alt på plads.

Slaget
Slaget ved Trafalgar af J. M. W. Turner (1822–1824)
kombinerer en række begivenheder fra slaget. Nelsons flagsignal (11:50);
Tabet af en mast (13:00); Achille i brand i baggrunden (sent aften)
og Redoutable synker i forgrunden (den følgende dag)
I Cádiz, Spanien, sejlede en kombineret fransk og spansk flådestyrke under kommando af admiral Pierre de Villeneuve ud. Lord Nelons flåde havde store styrker i Middelhavet, og den fransk/spanske flåde måtte derfor kæmpe deres vej ud. Den fransk/spanske flådestyrke bestod af 33 skibe. Nelson havde cirka 29.

Slaget blev afviklet hovedsageligt efter Nelsons plan. Klokken 11:50 sendte Nelson det senere så kendte flag signal, "England forventer at hver mand vil gøre sin pligt". Han angreb herefter den franske position med to kolonner af skibe. Han var selv i fronten af den ene kolonne på HMS Victory. HMS Royal Soveregin var i spidsen for den anden kolonne.

Ved slagets åbning angreb den britiske flåde den fransk/spanske styrke i siden. Et passende strategisk svar fra den fransk/spanske side ville være at dele deres flådestyrke op i 33 individuelle kolonner, men de valgte i stedet at bevare deres positioner. Den britiske styrke sejlede herefter til modstanderens overraskelse tværs igennem deres kolonne.

Slaget udviklede sig til et kæmpe nærkampsøslag, og under kampen, kom HMS Victory i nærkamp med den franske Redoutable. En snigskyttes kugle ramte Nelson og han blev båret under dæk - døende - samtidig med at slaget som gjorde ham til en legende blev afsluttet i Storbritanniens favør.

Den fransk/spanske flåde mistede 22 skibe. Den britiske ikke et eneste. Cirka 1.500 britiske søfolk blev enten dræbt eller såret. De fransk/spanske tab var langt større. De mistede 14.000 sømænd, hvoraf halvdelen blev taget som krigsfanger. Den spanske admiral Duque Federico de Gravina døde i slaget.

Slagets konsekvenser
Frankrig blev hårdt ramt af deres tab ved Trafalgar. Napoleon kunne ikke risikere at krydse den Engelske Kanal af frygt for den britiske flåde, og var derfor begrænset til at føre kontinental økonomisk krig. Nelson blev en legende og en statue af ham står nu i London ved Trafalgar Square, pladsen er opkaldt efter sejren. Uden Frankrig til at udfordre Storbritannien til søs samt et delt Tyskland og et Rusland uden nogen væsentlig søstyrke indebar at Storbritannien havde opnået uindskrænket dominans på verdenshavene.