LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Sprog        


Spansk
Det spanske sprog (castellano eller español) er et romansk sprog; nummer tre eller fire blandt de mest udbredte sprog på kloden. I 1999 var der omkring 352 millioner mennesker, som talte sproget på de syv kontinenter, særligt i Amerika.

Sprogets spanske navn er et politisk problem. Mange spansktalende spaniere kalder deres sprog for español. De fleste spaniere som taler andre sprog, kalder spansk for castellano (castiliansk). I spanske skoler er det officielle navn hyppigere castellano end español, primært fordi der er mange regioner, som har to modersmål - castellano og det regionale sprog (catalansk, baskisk eller galicisk), der på en måde også er »spanske« sprog (hvilket på ingen måde betyder, at de er dialekter). På den anden side fortrækker folk i nogle latinamerikanske lande ordet castellano, fordi español mere fremstår som en nationalitet end navnet på sproget. Danskere kalder sproget spansk, mens castiliansk er en dialekt, som tales i den spanske region Castilien.

Spansk er rigssprog i Spanien og tales desuden i store dele af Mellem- og Sydamerika, på Portorico, Cuba og enkelte andre øer. I 16. og 17. århundrede, da Spanien var blevet et verdensrige, var spansk det dominerende sprog i Europa og indtog den stilling, der senere tilfald fransk. Nu er forholdene betydelig ændrede.

De ældste spor af spanske ordformer træffer vi hos Isidor af Sevilla (død 636) i hans Origines; her læses for eksempel: Astrosus, quasi rnalo sidere natus; det spanske astroso har bevaret betydningen ulykkelig til vore dage. Fra de følgende århundreder findes forskellige glossarer, juridiske aktstykker, pønitentialer, krøniker og så videre, der indeholder interessante vidnesbyrd om folkesproget. Den første sammenhængende brug af det træffes i dokumenter fra slutningen af 12. århundrede; fra samme tid skriver sig også de ældste litterære tekster (E. Monaci, Testi basso-latini evolgari della Spagna [Rom 1891]).

Det metodiske studium af spansk sprog begynder på rænessancetiden og grundlægges af Antonio de Lebrija, hvis hovedværker er Gramdtica sobre la lengua castellana (1492), Lexicon latino-hispanicum et vice versa og så videre (1492), Reglas de ortographia (1517). Han fik mange efterfølgere og efterlignere i Spanien, af hvilke de fleste dog nærmest må kaldes dilettanter. Den filologiske dilettantisme herskede der endog længe efter, at Diez havde grundlagt den romanske sprogvidenskab. Først i nyere tid træffer vi spanske sprogforskere, der er fuldt fortrolige med den moderne videnskabs metoder (Cuervo, Menendes Pidal). Uden for Spanien har derimod spanske sprogstudier lige siden Diez' fremtræden været dyrkede med held af forskere som A. Mussafia, J. Cornu, Morel-Fatio, G. Baist, K. Vollmoller, C. Michaelis, E. Gorra, Aake Munthe, Carrol Marden og andre.

Dialekter
Man skelner mellem følgende hoveddialekter: kastiliansk (el castellano), aragonesisk, asturisk (elbablé), leonesisk, navaresisk og andalusisk (det må mærkes, at dialekten i Galicien [ei gallego] hører til portugisisk, og at catalansk står provencalsk nærmest). Disse dialekter var alle oprindelig sidestillede og ligeberettigede som litteratursprog, men ved samvirkende politiske og litterære omstændigheder hævedes efterhånden, særlig ved Alfons 10.s bestræbelser i 13. århundrede, kastiliansk til at blive officielt rigssprog, og det blev herved tillige eneherskende som litteratursprog. Et tydeligt minde om, at hvad vi nu kalder spansk, kun er en videre udvikling af den kastilianske dialekt, findes i selve navnet la lengua castellana.

Ordforråd
Den overvejende del af det spanske ordforråd er af latinsk oprindelse eller afstamning. Man må ved de latinske ord skelne mellem dem, der er af folkelig oprindelse, arveordene, der udgør sprogets egentlige grundstamme, og de lærde låneord, der blandet andet kendetegnes ved, at de står den latinske grundform ganske nær (familia, espiritu, Sacramento, columna og så videre); undertiden foreligger det samme latinske ord i to former; som eksempler på sådanne dubletter anføres: artejo-articulo, diezmo-décimo, hechura-factura, henir-fingir, siesta-sexta og så videre. Vi finder kun få og usikre rester af iberernes gamle sprog; heller ikke vestgoterne synes at have udøvet nogen videre sproglig indflydelse. Derimod kan der eftervises et betydeligt antal arabiske låneord, der væsentligst vedrører de eksakte videnskaber (algebra, cifra, zero, azimut o. s. v.), handel, mål og vægt (almacén, maravedi, arroba, azumbre, quintal), agerbrug (arroz, aceile, al-godén, sandia), krigsvæsen (adarga, alarde, alfanje, almirante, atalagd) og en del udtryk vedrørende det daglige liv, husgeråd og så videre (alfombra, almohada, ajuar, jarra, alcarraza, alcoba, alquiler, ajedrez).

I senere perioder har spansk lånt adskillige ord fra fransk (jardin, paje, trinchar, manjar, bajel, sargento, jaula, jefe, petimetre, corsé, hotel, avalancha, quin-qué); franske og provencalske låneord findes allerede i det gamle heltedigt om Cid (afdn, ardida, ardiment, deleit, ofrenda, palafre, vianda, gesta) og afgiver et interessant vidnesbyrd om, hvilken stor rolle det franske epos har spillet også i den spanske litteraturs udvikling.

Fra italiensk er optaget ord vedrørende industri, kunst og søfart (fachada, medalla, soneto, terceto, brujula, drizar, proa, lename). I øvrigt har man lånt såvel fra portugisisk (sarao, vigia, macho, follada, chubasco, Lisboa) som fra spanske dialekter, især andalusisk (jamelgo, jaca, jalear, cedazo, cerrar, zueco, zahorra). Af catalansk oprindelse er ord som pleita, paella, seo, nao. Endelig må mærkes det store antal ord, som fra arner. sprog er gået over i spansk og derfra i mange moderne sprog (canoa, huracdn, sa-bana, colibri, tomate, chocolate, cacao, condor, jaguar, alpaca, pampa).