LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Stand
Stand bruges i daglig tale såvel om et menneskes af ydre livsforhold, for eksempel fødsel, uddannelse, erhverv eller andre vilkår, betingede stilling i samfundet, som om indbegrebet af de personer, der til enhver tid indtager samme stilling; man taler således om den lærde stand, om officersstanden, embedsstanden, handelsstanden og så videre. Mens disse sondringer inden for befolkningen i nutiden kun i ringe udstrækning har retlig betydning, idet alle i princippet er lige for loven og udøverne af de enkelte livsvirksomheder i det højeste med hensyn til disse er underkastede særregler, var forholdet i tidligere perioder et andet. Befolkningen var da ofte sondret i et antal mere eller mindre skarpt adskilte klasser eller stænder, hver med sin særlige retsstilling, og denne stænderadskillelse prægede hele samfundsbygningen. Dette var vistnok allerede tilfældet i det oldgermanske samfund, der var spaltet i forskellige sociale lag, og som til dels havde karakteren af særlige stænder. Dybestgående var skellet mellem fri og trælle, men inden for de første måtte der atter sondres mellem en flerhed af klasser: de almindelige frimænd, adelen, der hævede sig op over disse, samt som regel en klasse af halvfri, der stod på overgangen mellem frimænd og trælle og omfattede de frigivne samt efter omstændighederne rester af en ældre besejret befolkning. Ved gennemførelsen af standsadskillelsen, der i almindelighed var arvelig, kom forskellige hensyn i betragtning. Ofte svarede der til de enkelte stænder særlige økonomiske kår og navnlig et særligt forhold til jorden (som godsejer, selvejerbonde eller dyrker af andres jord), men dette moment var dog kun undtagelsesvis og vist i reglen først på senere udviklingstrin det egentlig afgørende.

Adelens fortrinlige stilling beroede således næppe i første linje på dens rigdom, men snarere på formodede særlige egenskaber hos dens medlemmer og på vedkommendes æts berømmelige fortid. Omvendt hang trællenes retsløshed og de halvfris mindre ret vistnok mindre sammen med deres økonomiske afhængighed end med, at de ligefrem opfattedes som havende en anden og lavere natur end de højere stænder, hvad måske havde sin årsag i, at de i reglen var af fremmed afstamning. Stænderadskillelsens retlige betydning var ikke ensartet udviklet inden for alle retsforfatninger. Adelen, der næppe fra først af havde egentlige forrettigheder, fik det således kun på enkelte steder, og også i øvrigt gjorde mange afvigelser sig gældende. Hvad særlig dansk ret angår, synes stænderadskillelsen inden for den ikke i oldtiden og den tidlige middelalder at have været stærkt retlig udpræget. Den måde, hvorpå den hos de germanske folk oftest fik retligt udtryk, var for de fri befolkningsklassers vedkommende gennem bødesatserne, idet mandeboden og andre bøder for personlige krænkelser ansattes forskellig for de enkelte klasser, for nogle til et normalbeløb, for andre henholdsvis lavere eller højere, og på tilsvarende måde var det karakteristisk for trællens stilling, at han slet ingen mandebod havde. Undertiden varierede også de bøder, en mand skulle udrede, efter hans stand, eller standsforskellen ytrede sig i den vægt, der blev tillagt vedkommendes ord, og dermed i hans brugbarhed som mededsmand, vidne eller nævning, for trællene og de halvfri endelig på mange andre måder. Den politiske indflydelse var vel faktisk højst forskellig, men bortset fra de sidstnævnte klasser var rettighederne på dette område formelt oftest de samme.

Oldtidens stænderadskillelse gav i middelalderen plads for en stænderadskillelse på et andet grundlag. Den almindelige frimandsklasse, der oprindelig havde dannet kernen i befolkningen, fik efterhånden mindre at betyde. Der indtrådte en stærkere økonomisk differentiation inden for denne klasse, hvorved den spaltede sig i et øvre lag, der nærmede sig adelen og efterhånden smeltede sammen med den, og et lavere lag, der sank ned omtrent på samme niveau som de halvfri og optog disse og, efter ufrihedens bortfald omkring midten af middelalderen, også trællene. Endvidere forsvandt under påvirkning af den kristne kultur mange af de forestillinger, på hvilke den ældre tids stænderadskillelse havde hvilet, og dermed grundlaget for denne, således både for adelens særstilling og for trællenes retsløshed, og endelig nødvendiggjorde kulturens stigning en mere gennemført arbejdsdeling. Mens den ældre tid ikke havde kendt nogen egentlig sondring af folket efter livsgerning, blev forholdet nu et andet. Ikke blot medførte udviklingen af handel og håndværk, at man ved siden af landbefolkningen fik en særlig til købstæderne knyttet borgerstand, der hovedsagelig levede af disse erhverv, men heller ikke landbefolkningen udgjorde længere en enhed, idet der måtte sondres mellem bondestanden, som besørgede jordens dyrkning, og adelen, hvis medlemmer var godsejere og for så vidt også levede af jorden, men som lod den dyrke af andre, nemlig bønderne, og hvis særlige samfundsopgave blev at besørge statsstyrelsen og forsvaret, for hvilket bondestanden mere eller mindre fritoges. Endelig fik man en særlig gejstlig stand med den opgave at tage sig af folkets åndelige vel. Da den livsvirksomhed, som var særlig for adel og gejstlighed, efter sin natur ikke var indtægtsgivende, måtte der, for at de pågældende kunne ofre sig for den, på anden måde være sørget for deres underhold. For adelens vedkommende beroede dette i det væsentlige på besiddelsen af jordegods, hvilket faktisk var en forudsætning for optagelse i standen og for hævdelse af stillingen som medlem af den, og på til dels samme måde forholdt det sig med gejstligheden, der dog foruden gennem indtægterne af kirkens jordegods også fik sit underhold gennem ydelser, udredede af befolkningen, derunder først og fremmest tienden. For at vederlægge adelen den særlige tjeneste, den påtog sig, og for at støtte gejstligheden økonomisk i dens samfundsvigtige virksomhed var det dog nødvendigt, at der også bragtes ofre af staten, og dette skete ved, at der af kongen tildeltes de nævnte stænder privilegier, hvorved deres godser fritoges for alle eller dog de fleste af de offentlige byrder, og de desuden fik overdraget visse kongelige indtægter af godserne, særlig sådanne, som stod i forbindelse med jurisdiktionen over beboerne, med hvilke indtægter da før eller senere tillige fulgte andel i øvrighedsmyndigheden og også ofte i retsplejen. Gennem meddelelse af den art privilegier, de såkaldte immunitetsprivilegier, sattes der et retligt skel mellem adel og gejstlighed på den ene side og borger- og bondestand på den anden side, hvilket skel efterhånden også uddybedes på anden måde, idet adel og gejstlighed på mange områder fik en særstilling, gejstligheden navnlig ved helt at være unddraget de verdslige love og domstole, der for den erstattedes af kirkens egen lovgivning og jurisdiktion, adelen ved foruden immuniteten at opnå en række specifikke forrettigheder og ved at blive underkastet talrige særregler af privatretlig, processuel og strafferetlig natur. Der fremkom således en modsætning mellem privilegerede og uprivilegerede stænder, i Danmark også betegnede som henholdsvis fri eller frelse og ufri eller ufrelse stænder, hvorved man nærmest havde de førstnævntes skattefrihed for øje, og denne modsætning fik en dybtgående politisk betydning, idet i reglen kun de privilegerede stænder formåede at gøre sig politisk gældende, så at magten i staten blev delt mellem dem og kongen. For gejstlighedens vedkommende var det dog væsentlig kun højgejstligheden, der kunne hævde sig som privilegeret stand jævnsides adelen, hvilket beroede på, at indtægterne af de rige gejstlige stiftelser for størstedelen tilflød den. Sognegejstligheden var derimod som regel udgået, af de uprivilegerede stænders kreds og stod socialt nærmest i niveau med dem, men også den indtog dog i retlig henseende en særstilling, idet den lige så lidt som den øvrige gejstlighed var underkastet den verdslige jurisdiktion. Hvad de uprivilegerede stænder angår, var det, der knyttede dem sammen, væsentlig det rent negative, at de ikke var i besiddelse af de adelige forrettigheder. Borgerstanden kunne vel strengt taget ikke kaldes uprivilegeret, idet købstæderne som sådanne i reglen havde privilegier, der på forskellige måde kom borgerne til gode og også til en vis grad kunne ligne immunitetsprivilegierne, men skattefri var borgerstanden ikke, og det var dette, der i datidens øjne var det afgørende. Mellem borgerstanden og bondestanden behøvede den retlige forskel i øvrigt ikke at være særlig vidtgående. Undertiden hang den blot sammen med, at retsudviklingen i købstæderne som følge af disses karakter af særlige retsområder gik sine egne veje, og den var da kun sjældnere udtryk for nogen egentlig fortrinsstilling for borgerne. Som oftest betød forskellen dog noget mere og viste sig foruden på det nævnte område i de to stænders forskellige forhold til de privilegerede stænder. Borgerstanden stod i reglen ikke i noget egentlig afhængighedsforhold til disse eller emanciperede sig i hvert fald fra det, hvor det fra først af havde været til stede. Bondestanden indtrådte derimod mere og mere i et sådant forhold, idet den, også hvor den oprindelig for en stor del havde været selvejere, næsten helt igennem blev fæstere hos godsejerne eller hos kronen og herved ofte gik stærkt tilbage i personlig frihed og selvstændighed.

En stænderadskillelse af den nævnte art genfandtes i sine hovedtræk næsten overalt i middelalderens Europa, men i enkeltheder var der mange afvigelser mellem landene. Særlig forløb udviklingen i England i flere henseender anderledes end på fastlandet; immuniteten fik ikke så vidtrækkende virkninger som her, og inden for adelen opstod en sondring mellem en højadel og en lavadel, hvilken sidste ikke skilte sig skarpt ud fra borgerstanden og også politisk samarbejdede med denne. Sverige er på den anden side ejendommelig ved, at bondestanden her bedre end de fleste steder bevarede sin selvstændighed og derfor også øvede politisk indflydelse på en tid, da den på andre steder var udelukket fra al deltagelse i politik. Endvidere var borgerstandens betydning varierende under hensyn til den forskellige rolle, de borgerlige erhverv spillede i samfundshusholdningen, og for gejstligheden kom i de protestantiske lande reformationen til at betyde en omvæltning, idet den som oftest medførte, at den nu som helhed snak ned i et lavere niveau end adelen og socialt nærmest kom til at stå sammen med borgerne, selv om den stadig opfattedes som en særlig stand.

Den middelalderlige stænderadskillelse bevarede de fleste steder sin betydning langt ind i den nyere tid. Enevælden virkede vel til en vis grad nivellerende, navnlig ved en stærkere fremdragen af borgerstanden som modvægt mod adelen, men om ophævelse af dennes privilegerede stilling og om frigørelse af borgerstanden fra dens ufrihed var der foreløbig ikke tale, og det var nærmest en undtagelse, når enevælden i Danmark i betydelig grad indskrænkede adelens skattefrihed, der for eksempel i Frankrig bestod uforandret til revolutionen. Naturretsskolen sympatiserede dog med alles lighed for loven, og 18. århundredes oplysningsfilosofi virkede endnu stærkere i samme retning og undergravede derved stænderadskillelsen. Denne havde også efterhånden mistet sin eksistensberettigelse, idet de privilegerede stænder ikke længere ydede samfundet tjenester, der kunne begrunde deres forrettigheder, og landbrugets fremskridt krævede bondestandens frigørelse. Det afgørende vendepunkt indtrådte ved den franske revolution, særlig ved Nationalforsamlingens berømte vedtagelse af alle privilegiers afskaffelse natten mellem 4. og 5. maj 1789. Frankrigs eksempel efterlignedes før eller senere af andre stater, således at det de fleste steder var indførelsen af en fri forfatning, som gav stødet til forandringen. I sammenhæng hermed eller uafhængigt deraf foregik der endvidere allevegne en frigørelse af bondestanden. Enkelte steder bevaredes rester af adelens privilegier dog gennem hele 19. århundrede, og her såvel som i Rusland er det først de seneste år, som har medført en fuldstændig afskaffelse af privilegierne. Hvad Danmark angår, fandt bondefrigørelsen allerede sted under enevælden og til dels endog før den franske revolution, men i øvrigt indtrådte det egentlige vendepunkt først ved enevældens ophør, idet grundloven af 1849 § 97, med hvilken de senere grundlove for så vidt stemmer, udtalte den almindelige regel, at enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret skulle være afskaffet.