LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Møbler        


Stol
Stol betød oprindelig et stillads, et underlag (jævnfør vævestol, tagstol) og gik siden over til at betegne selve sædet; de faste og løse bænke hed i flæng stol; senere var det de løse bænke, der særlig benævntes således, og man træffer derfor i inventarer fra 16. århundrede lange stole. Af den beskaffenhed var stole i kirker, hvor navnet har holdt sig. Havde disse flyttelige stole rygstød, hed de bagstole. Fra oldtiden af havde man stole som flytteligt enkeltsæde, men overvejende til ceremonielt brug; i middelalderen brugtes ordet mest om embedsmændenes sæde og om embedet selv (bispestol, domstol). Det er først i den danske kong Frederik 2.s tid, at de optræder til daglig brug; men da ordene stol og bænk endnu brugtes om samme ting, er det ofte vanskeligt at se ud af inventarer, hvad der menes. De ældste var vistnok kubbestole, holkede ud i en træstamme, og af sådanne ejer Nationalmuseet den såkaldte Tyge Brahes stol og Dansk Folkemuseum flere eksemplarer i denne udførelse, men yngre; typen er almindelig i Norge og Sverige. De var forsynede med ryg og havde sæde af træ. Helsingørske inventarer i tiden efter 1570 kender kurvestole og trekantede stole samt indførte danzigske, engelske og hollandske stole. Sæderne var oprindelig af træ med løse hynder. Senere spændtes læder over en ramme, og der anvendtes betræk over en let stopning.

Den anseligste stoltype i 17.-18. århundrede var armstolen, der også vandt indpas hos landalmuen; i Nordsjælland hed den vingestol.

Efter sædebrættet og læderet kom sent i 17. århundrede rørfletningen fra Holland. Hvor sjældne stole var i deres første, borgerlige tid, så man i øvrigt endnu ned imod vore dage i bondestuer. Der stod kun en enkelt stol til højre for indgangsdøren i krogen ved bilæggeren.