LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Møbler        


Taburet
Dette siddemøbel på 4 ben uden rygstød og læner må i sin første tid (16. århundrede) have været rundt, fordi det har taget navn efter tabour, gammelfransk navn for tromme. Da denne kom til at hedde tambour, skrev man i begyndelsen både tabouret og tambouret. I den franske hofetikette spillede dette møbel en fremtrædende rolle, da det var en særret for hertuginder at turde sætte sig på en taburet ved kongens souper eller ved dronningens cercle; kronens dignitarer, der ikke var hertuger, kunne kun som undtagelse erhverve denne forret for hustruerne. Under Fronden udbrød Taburetkrigen, der satte Frankrigs adel i større bevægelse end fædrelandets ulykker, fordi dronningen havde givet en grevinde ret til taburet. Man kaldte de damer, der nød denne ære, for tabourets (hertuginder og andre tabourets). Døde manden først, var taburetten enkens; men giftede hun sig atter, gik den tabt. Brantôme siger, at mange enker giftede sig ikke, for at beholde taburetten. Møblet var i brug fra 16. århundrede, og mærkeligt nok har det fra først af haft stoppet og betrukket sæde, en ære, som ikke dengang blev stolene til del. At taburetten måtte spille en stor rolle i slotsinventarer i Ludvig 14.s tid, er rimeligt. Kongen ejede i alt 1.609 stykker, kostbare ved betræk og udskæring. Senere blev det almindeligt, at ministrene i statsrådet sad på taburetter, og ordet bruges derfor endnu omtrentligt enstydigt med ministerembede.