LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Zagreus
Zagreus, tilnavn til Dionysos som orfikernes hovedguddom, verdens hersker. I den orfiske sekts lære og mysterier fortaltes den ejendommelige, symbolske myte omtrent således: Zagreus er søn af Zeus og Persefone. Drengen blev i opvæksten holdt skjult, men Hera sendte i jalousi mod moren titanerne ud mod barnet og lod dem myrde ham. Titanerne nøjedes ikke hermed. De sønderhugger liget, koger det og spiser kødet. Hjertet bringes til Zeus, der sluger det eller giver det til Semele, og heraf fødes en ny Zagreus, den gud, som almindelig dyrkes under navnet Dionysos.

Titanerne brændes af Zeus' lyn til aske. Heraf opstår menneskene. Da titanerne i forvejen havde optaget Zagreus i sig, får også menneskerne delt oprindelse og delt natur. Det gode i mennesket stammer fra Zagreus; det må stadig stride med det onde og rå, som stammer fra titanerne, men kan finde støtte i denne kamp hos Dionysos Zagreus.

Myten selv er ret gammel. Den kendes fra peisistratidernes tid og omtales hos herodotos. Ved Zagreus symboliseredes i populær form den orfiske ide om urstoffet og dets beståen.