LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Zeus
Zeus


Zeus marmorstatue
Forældre
Ægtefæller og børn
  • Themis
  • Demeter
  • Søskende
    Zeus, var hos grækerne gennem alle tider den højeste af guderne, himmelens, jordens, ja endog også underverdenens herre.

    Der fandtes rundt om i Hellas ved den historiske tids begyndelse en række former for dyrkelse af den højeste gud, der også vedblev at bestå i historisk tid og henførtes til samme personlighed.

    Tillige opstod der rundt om i herskerdynastierne forestillinger om Zeus som alle høvdinges og kongernes far, og ud fra disse dannedes der nye fortællinger, oftere genealogiserende, for at tilvejebringe guddommelig herkomst for ætterne; og følgelig er der ingen guddom, om hvem der er talt og skrevet som om Zeus.

    Navnet er fra oldtiden overleveret i en del noget afvigende former. Grundbetydningen deri synes at være himmel, og det synes, at en række nogenlunde ensartede ældgamle former for dyrkelse af himmelen som guddom efterhånden er smeltede sammen og samlede om Zeus. Derfor er det til bjergtoppe, at den ældste kultus knyttedes. Her dyrkedes den dæmon, der herskede over regnen og lynet såvel som over hele naturen. Også visse andre træk, såsom dyrkelsen af et helligt natursymbol under navnet Zeus, tyder i samme retning. Sammensmeltningen af de gamle lokale overleveringer kan dog kun delvis udredes.

    I Dodone i Epeiros fandtes et af de ældste sæder for Zeus' dyrkelse. Den store naturguddom tilkendegav sig her i en stor eg, gennem hvis blades susen man troede at høre gudens røst. Præsteskabet kaldtes sellerne, og deres opgave var væsentlig orakeltjeneste, idet de af bladenes susen skulle tyde gudens vilje. Visse træk, således det, at præsterne skulle sove på den nøgne jord, tyder på, at dyrkelsen her går tilbage til de allerældste tider. Også kvindelige præstinder, en art sibyller, gjorde tjeneste her. Siden hen ændredes gudstjenesten ved oraklet. Da fik Zeus også her sit tempel med billedstøtte, en tronende skikkelse med Dione ved sin side. Helligdommen i Dodone bevarede sin anseelse gennem hele den klassiske, græske blomstringstid (5-4. århundrede f.Kr.). Som orakel trådte den dog noget i skyggen for det lettere tilgængelige Delfi.

    En olympisk Zeus dyrkedes på grænsen mellem Thrakien og Makedonien. Denne kultus overførtes siden til Athen og Olympia i Elis på Peloponnes og vandt herved en berømmelse som ingen anden. I Arkadien var fremdeles et gammelt kultussæde. På bjerget Lykaon fandtes et alter for Zeus Lykaios, himmelens og lysets behersker. At betræde hans hellige område var under livsstraf forbudt (eller det hed, at overtræderen herefter ikke kunne leve mere end et år). Alle genstande mistede her deres skygge. Alteret var af jord. To gyldne ørne, der var vendt mod øst, symboliserede guden. Utvivlsomt havde menneskeofringer her i gammel tid hørt til gudens dyrkelse. Det hed, at Lykaon, en konge i gamle tider, havde slagtet et barn og stænket blodet på gudens alter, men derefter blev forvandlet til en ulv. Videre siges, at efter hver ofring blev det menneske, som foretog den, forvandlet til en ulv. Kunne denne i to år afholde sig fra at æde menneskekød, blev den atter til et menneske, men i modsat fald måtte den være ulv i resten af sin levetid. I tørketider gik præsterne til en kilde på bjerget og berørte under bøn vandet med en egegren. Vandet kom da straks i bevægelse. En tåge steg op og dannede en sky, som drog andre skyer til sig og endelig frembragte regn.

    Ældgammel er også hans dyrkelse på Kreta, hvor kureterne dannede hans præsteskab. I Hesiodos' teogoni fortælles om Zeus' byrd. Han betegner her først det tredje gudedynasti. Efter kaos følger som de første gudeherskere Uranos og Gaia, derefter Titanslægten med Kronos og Rhea. Da det er varslet Kronos, at et af hans børn skal berøve ham herredømmet, sluger han dem efterhånden som de fødes. Den yngste, Zeus, undgår dog denne skæbne. Rhea giver Kronos en sten i svøb at sluge og lader barnet føre til Kreta, hvor han opfostres på Ida-bjerget. Bier bringer honning, en ged, Amalthea, mælk, og duer henter Ambrosia. På vidunderlig måde bringes hans søskende, Poseidon, Hades, Demeter, Hera og Hestia, atter levende for dagens lys, og nu starter en vældig kamp, hvori Zeus søger hjælp hos de hundredarmede og kykloperne. Disse bragte ham den vældige tordenkile, de blev hans stærke hjælpere i kampen, som førtes mellem bjergene Olympos, hvor Zeus og hans forbundsfæller tog sæde, og Othrys, hvor de andre havde befæstet sig. Zeus sejrede til sidst og gav nu sine brødre del i magten, Hades i underverden, Poseidon på havet. Endnu måtte han kæmpe mod uhyret Tyfon, Gaias yngste søn, mod giganterne og mod Otos og Efialtes, Poseidons sønner, men derefter stod hans herredømme urokkelig fast.

    Han ægtede sin søster Hera og havde sønnerne Ares og Hefaistos, døtrene Hebe og Eileithyia. Fremdeles nævnes som hans hustru Themis, med hvem han havde børnene horaerne og moirerne; Demeter, der fødte ham Persefone; Leto, der havde sønnen Apollon og datteren Artemis; Eurynome, der fødte charitterne, Mnemosyne, der blev musernes mor; endelig forskellige jordiske kvinder, navnlig Leda, Danaë, Semele, Alkmene og Europa. Endnu var Dione, hans hustru, mor til Afrodite, og Maja, der havde sønnen Hermes. Allerførst havde han ægtet Metis. Men da det var skæbnens vilje, at hun skulle føde en søn, der blev gudens og menneskers konge, gemte Zeus mor og barn i sit eget legeme, og siden udsprang Pallas Athene af hans pande. Således var der allerede i gammel digtning, i Hesiodos' og Homers kvad, genealogisk slægtforbindelse mellem næsten hele det olympiske gudesamfund.


    Zeus
    Zeus med Nike i baggrunden. I højre hånd tordenkilen. Til venstre verdenskuglen, ved fødderne ørnen. Vægmaleri.
    Zeus er de andre guder langt overlegen i styrke. Han skildres næsten altid som den store gudehøvding, alfader, mod hvis bud kun sjælden nogen af de andre vover at gøre oprør. Efterhånden som digtningen syslede med gudeskikkelserne og gjorde dem mere menneskelige i deres færd, kommer også fortællingerne om stridigheder og opsætsighed mod Zeus. Komikerne og satirikerne vendte deres spot mod disse fortællinger, men i alt fald for Zeus' vedkommende er der ikke tvivl om, at man bag de mange fortællinger endnu anede den mægtige guddom og viste ham sin ærefrygt.

    Zeus er himmelens og jordens herre. Han sender lynilden og torden, men også regnen. Han fører dels tordenkilen, dels ægiden. Han sørger for årstidernes regelmæssige veksling, men er også menneskenes herre. Han besidder i højeste grad de egenskaber, der blandt mennesker tillæges størst værdi, højsind, retfærdighed, godhed, men også strenghed. Snart tænkes han som skæbnens herre, snart er der bag ham en uafvendelig nødvendighed, som han ikke har magt til at ændre. I et bekendt sted i Homers Iliaden lægger han på en gylden vægt to dødslodder, løfter vægten op og ser, hvorledes lodderne og dermed de to menneskers skæbner stige og synke. Han værner om det ordnede samfund, over lov og ret og over ægteskabet. Som folkeretttens og gæstevenskabets gud beskytter han den værgeløse fremmede, og ganske særlig står kongerne i hans beskyttelse. Disse sider af Zeus' væsen finder udtryk i en lang række af tilnavne, hvorunder han dyrkedes.

    Hovedstederne for Zeus' dyrkelse var i historisk tid, foruden Dodone og Kreta, især Athen og Olympia. I Athen dyrkedes han dels som den milde gud, Meilichios, dels som den barske og stormende, Maimaktes. Hans kultus har sit sæde på Akropolis. Her havde efter sagnet allerede Kekrops viet ham det første alter. Der fejredes for ham en hel række fester, Diasia ved vinterens slutning, Bufonia eller Dipolia ved sommertid, med tyreofring, Maimakteria, vistnok ved vinterens begyndelse, samt endnu Pandia og Olympiea. I Olympia på Peloponnesos havde han sit ældgamle alter og sit tempel i Altis. Med de olympiske leges gennem tiderne stigende nationale betydning fik også dyrkelsen her en særlig berømmelse. Her opstilledes Feidias' mægtige Zeus-billede, der blev et eksempel for alle senere fremstillinger. Feidias havde vist Zeus siddende på sin tronstol med sejrsgudinden, Nike, på den højre hånd. I den venstre holdt han scepteret, på hvis top hans hellige fugl, ørnen sad. Billedet var 12½ meter højt, af guld og elfenben, og forbilledet for kunstneren havde efter overleveringen været de berømte ord i Iliaden: Talt, da nikkede Zeus med de sortblå bryn i det samme | og fra udødelig isse faldt gudens ambrosiske lokker | bølgende ned, og højen Olymp, den kom til at skælve. Oldtiden kunne ikke finde ord stærke nok til at udtrykke beundringen for dette billede: dets ophøjede, næsten oversanselige ro og klarhed, mildhed og strenghed på en gang, dets kraft og åndelige rigdom.

    Mønter fra Elis viser de ydre konturer af Zeus-billedet, hvis stol yderligere bar talrige plastiske fremstillinger. Alle den senere tids billeder blev stærkt påvirkede herfra. Mest kendt af de til vore dage bevarede fremstillinger er dels en buste i Vatikanet, Zeus fra Otricoli, dels en siddende skikkelse, Zeus Verospi, ligeledes i Vatikanet, begge dog fra en langt senere tid og langt ringere. I øvrigt er der en rigdom af relieffer og vasebilleder, der behandler sagnene. Adskillige af disse har i øvrigt gennem tiderne lige til vore dage hørt til kunstens almindelige stof.

    Endnu skal nævnes, at Zeus ved Lebadeia under tilnavnet Trofonios dyrkedes som chtonisk guddom og orakelgud, og at han i Ægypten sammenstilledes med Amon. Romerne anså Zeus for at være den samme som Jupiter og overførte adskillige træk til ham.