Galnebær er en plante af natskyggefamilien som kartoffelplanten. Planten blev indført i Danmark cirka år 1500, og har haft mange navne: galbær, gallebær, giftdvalebær, troldkirsebær, heksebær, morderbær og natskade. Den er idag naturligt hjemmehørende i Danmark, men sjælden.
Planten har en kraftig rodstok, er flerårig og kan brede sig over et temmelig stort område som en busk hvis den får lov, gerne over krat og i gærder. De bedste vækstbetingelser har den i god fugtig havejord og i læ.
Galnebær blomstrer med lyserødt-brunlige klokkeformede blomster, der senere danner store, runde, sorte og glinsende bær mellem 1 1/2 - 2 cm i diameter.
Galnebær er en af de få virkeligt dødeligt giftige planter i Danmark. Man mener bærrene i gamle dage var en ingrediens i vikingernes berserker-drik, måske kommer plantens navn - »galnebær« derfra.
Specielt bærrene er giftige, men de kan se appetitlige ud for børn. Ved indtagelse er symptomerne: rødmen i ansigtet, tørre slimhinder, forhøjet puls, »høj«, hallucinationer, krampe og åndedrætslammelse.
I det gamle Rom brugte kvinderne udtræk af planten som skønhedsmiddel, da giften udvider pupillen i øjet. Denne anvendelse gav planten dens latinske navn - »bella-donna«, som på dansk betyder smuk dame.
Slægtsnavnet Atropa, der er navnet på den græske skæbnegudinde, der klipper livstråden over, har siden givet navn til det vigtigste af plantens giftsstoffer - Atropin.
Udtræk af galdnebærplantens rødder har helt op i 1900-tallet været brugt som middel mod ondartet hoste for eksempel kighoste. Udtræk af planten bruges stadig i medicinalindustrien.
Galnebær blev dyrket i de danske klosterhaver og beskrives i de gamle lægebøger således
Christiern Pedersen, En nyttelig lægebog for fattige og rige, unge og gamle (1533): »Den som fornemmer at hans lever brænder hed, han skal tage natskade og støde den i smådele og blande dem med bomolje (olivenolie) og gøre plaster deraf og lægge det mod leveren.«
Henrik Smid, En skøn lystig ny urtegård (1557): »Blandt mange andre urter er næppe en som stiller pine og læsker hede mere end natskade gør.«