Tulipan
Tulipan
Klassifikation:
  • Rige: Planter (Plantae)
  • Underrige: Karplanter (Tracheobionta)
  • Division: Dækfrøede (Magnoliophyta)
  • Klasse: Enkimbladede (Lilliopsida)
  • Orden: Lilje-ordenen (Liliales)
  • Familie: Liljer (Liliaceae)
  • Slægt: Tulipa
Udvalgte arter:
(Tulipa acuminata)
(Tulipa clusiana)
(Tulipa dasystemon)
(Tulipa fosteriana)
(Tulipa humilis)
(Tulipa kaufmanniana)
(Tulipa praestans)
Vild Tulipan (Tulipa sylvestris)
Tulipan er en slægt af planter tilhørende liljefamilien med omkring 100 arter. Ved krydsninger og udvælgelsesarbejder er der fremavlet i tusindvis af forskellige sorter.

Beskrivelse
Tulipan opnår (afhængigt af art og sort) en højde på mellem 10 og 70 cm. På den enlige stængel er der kun nogle få helrandede og elliptiske blade, som sidder ved jorden. For enden af stænglen sidder én eller nogle få, sekstallige blomster, som er udfoldet mellem maj og juni. Hele planten er giftig.

Hjemsted
Hele slægten hører hjemme i et bælte, der strækker sig fra Sydøsteuropa over Mellemøsten til Centralasien. Der findes undtagelser, men ellers er Tulipan en udpræget steppeplante, som er tilpasset stor fugtighed i blomstringstiden, varme og tørke i sommertiden, fugtige forhold om efteråret og stærk kulde gennem vinterperioden. De allerfleste arter stammer fra egne med en porøs, mineralrig jord, og de vokser i selskab med for eksempel græsser, andre løgvækster og forårsblomstrende stauder.

Formering
Tulipaner har brug for op til 6 års vækst fra frøspiring til den første blomstring. Derfor bruges det meget sjældent at så tulipaner ud (selv om det i høj grad er muligt med mange af de vilde arter). I stedet bliver planterne formeret ved fraskillelse af datterløg.

Historie
Tulipanen hører til de allermest elskede prydplanter, og de er også blandt de ældste i Vesteuropa. De kom hertil fra Tyrkiet, hvor tulipanen også er nationalblomst i dag, da hollænderen Charles de l'Ecluse i 1593 fik foræret nogle løg fra Konstantinopel. Han satte dem ved Leiden, og allerede året efter så man blomsterne for første gang. Charles de l'Ecluse ønskede af videnskabelige grunde at forbyde handel med tulipanløg, men planten blev hurtigt mode og blev udbredt i hoffernes parker overalt i Europa.
Selv i dag regnes tulipaner for at være hollændernes kendetegn - og ikke helt med urette: over 80% af al handel med tulipanløg sker via hollandske firmaer.

Sorter
Ligesom hos roser og clematis deler man tulipaner op i grupper. De har hver deres karakteristika, og de vigtigste af dem omtales her:

Vidste du det om tulipaner?
Indenfor blomsterbetydning symboliserer en gul tulipan håbløs kærlighed, og en rød tulipan er en kærlighedserklæring.