Kabbala
Kabbala, en jødisk hemmelig lære af mystisk-teosofisk art, som i middelalderen fandt ikke ringe udbredelse i jødiske kredse, og som særlig i humanismens dage øvede en vis indflydelse også inden for den kristne kirke. Kabbala var aldrig bestemt til at meddeles befolkningens store masse. De, der var inde i kabbala (kabbalisterne), meddelte kun kabbala til dem, som måtte antages at egne sig til at opfatte kabbala rigtig og bringe den videre. Kabbala er et led i den jødiske middelalderlige mystik, som optræder i forskellige skikkelser i tidens løb, og som nærmest er en reaktion mod den tørre forstandsretning, som så ofte var fremherskende hos middelalderens jødiske religionslærere. Man trængte i modsætning hertil til større inderlighed og varme, og derfor fandt mystikken gerne en frodig jordbund blandt middelalderens jøder.

Den mystik, der havde hersket, før kabbala fremstod, havde en stærk antropomorfistisk karakter. I sine skildringer af gud tog man mennesket til udgangspunkt. Man udmalede sig gud på menneskelig vis. At mystikken her var kommet på afveje, at det var nedværdigende for gud at skildres på denne måde, stod klart for grundlæggerne af kabbala, og derfor kom de til en modsat yderlighed, idet de påstod, at ingen bestemmelse, som gælder i den menneskelige verden, kan bruges om gud. Han er højt hævet over alle ting, endog over den menneskelige tænkning. Han er, hvad de i deres sprog kaldte: En-sof (ikke til at kende); ja, han er endog efter kabbala ain, »ikke-væsen«, altså i en vis forstand »det rene intet«. Men netop derfor var det efter Kabbala så at sige en naturnødvendighed for gud at give sin eksistens til kende, at optræde skabende, og dette skete på en hel anden måde, end hvad der kendes i den menneskelige verden. Det skete nemlig ved emanation. Det var dette problem, skabelsesproblemet, som Kabbala først grundede over, og som kabbalisterne behandlede i deres første spekulationer, støttende sig til allegoriske udlægninger og kombinationer, særlig over tal og bogstaver. Men i længden blev kabbala ikke stående herved. Man grundede ikke blot over guds væsen, skabelsen, englene og så videre, men man drog lidt efter lidt alle slags religiøse, moralske, filosofiske, ja borgerlige forhold ind under betragtningen.

Oprindelig havde kabbala været rent teoretisk, men efterhånden blev den, om man så kan sige, tillige prakstisk, idet kabbala gav regler og forskrifter for livet, anbefalede visse bønner og formularer som særlig virksomme, fremhævede visse navne som værende i besiddelse af næsten overnaturlig kraft, anbefalede visse farver til klædedragt og lignende ved bestemte lejligheder og så videre.

De, der syslede med spekulationer over de højeste spørgsmål, måtte have dybere kundskaber til naturen og dens hemmeligheder end andre. Kort sagt kabbala udartede efterhånden til magi, trolddom og lignende. Derved kom kabbala (i sin franske form cabale) til at betegne underfundighed, makinationer og lignende, altså lige det modsatte af ordets egentlige og oprindelige betydning. Kabbala er nemlig ikke noget nyt ord, der dannedes, dengang det, vi kalder kabbala, fremstod i middelalderen. Kabbala er et gammelt jødisk (aramæisk, ikke hebraisk) ord, der betyder overlevering, tradition og anvendtes i en bestemt betydning af alle jøder, nemlig om alle gamle overleveringer, både skriftlige og mundtlige, ved siden af de 5 mosebøger, altså alle de øvrige bøger i vort gamle testamente, fremdeles talmud og i det hele alle ældre religiøse jødiske bøger. Forfatterne af kabbala udgav aldrig deres bøger for værende nye. De påstod altid, at det var ældgamle bøer, de havde fundet og så videre. Det grundlæggende værk for kabbala var Jezirah, der - naturligvis uden grund - tilskreves Rabbi Akiba. Det fandt mange efterlignere, der alle behandlede deres stof med megen frihed, men det egentlige hovedværk for kabbala, hvad man kunne kalde dens bibel, er bogen sohar eller Zohar, der udgives for forfattet af Rabbi Simon Benjokhi, som levede snart efter Jerusalems ødelæggelse, og som atter skulle have fået alt meddelt ved åbenbarelser fra Abraham. At bogen Zohar, der nærmest kan kaldes en allegorisk kommentar til 1. mosebog, er så gammel, er en ren umulighed. Der er mange anakronismer. Blandt andet forudsættes de hebraiske vokaltegn, der stammer fra middelalderen, at være oprindelige. En komet fra 1248 omtales og så videre. Snarest skyldes bogen Moses fra Leon (død 1305), om hvem det er vitterligt, at han gik rundt og solgte afskrifter af den. Spanien var i det hele et af de lande, hvor kabbala særlig blomstrede.

Det ejendommelige for kabbala og dens udgangspunkt er, som bemærket, emanationslæren. Af det uudgrundelige guddommelige væsen udstrømmer efterhånden ligesom stråler fra solen 10 urvæsener, som kaldes Sefirot, og hvoraf flere svarer til hinanden som mandlige og kvindelige, hvad der minder om de gamle gnostiske spekulationer. Den første udstrømning 1) kaldes kronen (keter). Af denne udstrømmer et par: 2) visdom (kokhma) og 3) forstand (bina). Disse 3 danner den første trehed. Fra de to sidste stammer atter: 4) kærlighed eller nåde (khesed) og 5) retfærdighed (din), og fra disse to sidste: 6) skønhed (tiferet). Disse 3 danner den anden trehed. Derefter kommer et nyt par: 7) triumf (nesah), 8) ære (hod) og af dem: 9) grundlæggelse (jesod) - den tredje trehed. Hertil kommer endelig som sidste led 10) kongedømmet.

Først gennem disse urvæsener kan der være tale om skabelse af verden, der atter udvikler sig gennem flere mellemled, først de rene ånders verden, derpå englenes og endelig, som sidste led, vor materielle verden.

Zohar blev atter udgangspunkt for en række skrifter om kabbala, der alle brugte allegorisk fortolkning og derfor i grunden kunne få alt ud, de ønskede. Således var der nogle jøder, der i kabbala fandt kristelige ideer, og enkelte gik endog over til kristendommen. Dette vakte opmærksomhed i den kristne verden, og man gav sig her oftere til at studere kabbala, blandt andet humanisterne Pico fra Mirandola og på reformationstiden Reuchlin, hvis De Arte Cabbalistica udkom 1517.

Efter at jøderne havde måttet forlade Spanien, blev foruden Orienten Italien, siden Tyskland og Polen hjemsted for kabbala, men kabbala forfaldt stadig mere og mere, udartede til ordkløveri og spidsfindigheder, mens magi og lignende tog overhånd. Endnu den dag i dag holdes kabbala i ære i visse kredse. En af de mest kendte udøvere er i dag popidolet Madonna.


Kabbala kaldes også den prøve på slagtning efter lovens forskrift, som en jødisk slagter aflægger for rabbineren, hvorefter han får autorisation som lovlig anerkendt slagter.