Frankerriget
Frankerriget, navnet på det rige, som grundlagdes af Chlodovech. Da denne (481) fulgte faren Childerik på tronen, strakte frankernes herredømme sig kun over landene øst og vest for Rhinens udløb indtil Somme. I vældige kampe, snart med romerne, snart med germanske folk, dannede Chlodovech et stort rige, der under hans sønner yderligere udvidedes, så at det omkring 600 omfattede hele det gamle Gallien og dele af Syd- og Vesttyskland. Ved Chlodovechs overgang til katolicismen (496) vandtes den romanske befolkning i de besejrede lande for det germanske styre, så at germaner og romaner lettere smeltede sammen. Da Chlodovech døde 511 i Paris, som han havde gjort til sin hovedstad, udgjorde rigets vidtforskellige dele dog langtfra en enhed. Frankerkongen var egentlig det eneste virkelige bånd, der knyttede dem sammen. Han betragtede sig desuden som ejer af folk og land, han som privat gods kunne dele mellem sønnerne. Nogen personlig indgriben fra kongens side i de sociale forhold var der heller ikke tale om. Hele Riget faldt fra hinanden i grevskaber, styrede af en greve, der som kongens stedfortræder besørgede hele styrelsen, opkrævede skatter, holdt ting og anførte i krig. Han lønnedes med jordegods og andel i retsbøder. Den vigtigste statsembedsmand blev kongens hushovmester, major domus, oprindelig blot bestyrer af kongens domæner. Under Chlodovechs efterfølgere deltes landene atter og atter, og stormændenes magt steg. Chlotar 2., hvem det ganske vist lykkedes at holde hele Merovingerriget samlet under sig, måtte saaledes ved konstitutionen af 614 blandt andet love at tage greverne blandt egnens godsejere. Al magt gik, under uduelige konger, over til major domus. En merovinger var kun konge af navn. 751 afsatte major domus Pipin den Lille den sidste merovingerkonge Childerik 3. og besteg selv tronen. Under ham, og Karl den Store nåede Frankerriget sin største udstrækning, og stor glans knyttede der sig til det, da Karl kronedes til romersk kejser (800).

Det umådelige rige var imidlertid for udstrakt og for uensartet nationalt sammensat til længe at kunne holdes sammen. Desuden fulgtes stadig princippet om kongesønnernes ret til at få udlagt en del af riget som arv; dertil kom endelig barbarfolks indfald i riget (slaver, mongoler, saracener, normanner). Karl den Tykke var den sidste karolinger, der herskede over alle Karl den Stores lande, og efter hans død (888) faldt riget for bestandig fra hinanden i dets tre hoveddele: Frankrig (det vestfrankiske Rige), Tyskland (det østfrankiske Rige) og Italien.