Kalmarunionen
Kalmarunionen kaldes den forbindelse, der efter dronning Margretes endelige sejr over kong Albrecht og det mecklenborgske parti i Sverige sommeren 1397 sluttedes mellem de tre nordiske riger i Kalmar. Her kronedes Trinitatis søndag (17. juni) Erik af Pommern, der alt tidligere var hyldet på en gang til konge over alle tre riger, og på det rigsmøde, der samtidig holdtes, udkastedes grundlinjerne til en unionsforfatning.

Erik af Pommern krones til konge over det samlede
Norden, 17. juni 1397

Det var ikke stærke bånd, der skulle binde rigerne sammen. En fælles konge skulle vælges mellem den afdøde konges sønner. Var han barnløs, blev valget frit. Blev det ene rige angrebet, skulle de andre komme til hjælp, og også udenrigspolitikken blev delvis fælles. Endvidere skulle fredløshed gælde for alle tre riger. På landenes indre forhold fik unionen ingen indflydelse, tværtimod skulle kongen styre det enkelte rige, »eftersom der er lov og ret«, og ikke drage »lov eller ret ud af et rige og ind i et andet«. Desuden blev der truffet bestemmelser til landefredens opretholdelse, og dronningen sikredes i besiddelsen af sit livgeding.

Af disse aftaler udstedtes et endnu bevaret aktstykke, det navnkundige såkaldte unionsbrev. Som første gang klart påvist af C. Paludan-Müller, er dette dokument ikke nogen egentlig unionsakt. Det er kun et af 17 medlemmer af de 3 landes rigsråd udstedt officielt vidnesbyrd om resultaterne af mødets forhandlinger, og den samtidige kancellipåtegning, der findes bag på brevet: Huru thet war talet i Kalmarn (Hvad der blev aftalt i Kalmar) giver en træffende karakteristik af datidens opfattelse. Det siges da også i dette vidnesbyrd, at aftalerne senere skulle udfærdiges under bindende form, skrevet på pergament og vel beseglede i 2 eksemplarer af hvert rige for derefter selvfølgelig at udveksles. Dette skete imidlertid aldrig, og Kalmarunionen har således manglet det juridiske grundlag, en sådan officiel statsakt ville give den. Idet selve unionsbrevet lider af så mange formelle og reelle mangler, at dets retslige gyldighed er såre omtvistelig. I modstrid med, hvad ellers var diplomatisk skik, er det skrevet på papir, ikke på pergament, seglene er som følge deraf påtrykte, ikke som sædvanlig hængende. Og hvad der er det mest afgørende, af de 17 rigsråder, der i brevet siges at have beseglet det, har i virkeligheden kun 10 sat deres segl derunder. Ved den afdøde svenske forsker Rydbergs skarpsindige undersøgelser er det godtgjort, at alle de norske og halvdelen af de danske segl mangler, og det er derfor med høj grad af sandsynlighed gjort gældende af Kr. Erslev, der i øvrigt med stor styrke har imødegået Rydbergs opfattelse af brevet, at man heri må se en påvirkning af dronning Margrete. Idet en union, som den her skitserede, svarede ingenlunde til hendes ønsker, sådan som disse kendes af hendes senere politik. Den stillede rigerne lige, hun ville gøre Danmark til hovedlandet og søgte blandt andet at nå sit mål ved en vidtstrakt anvendelse af danske (og tyske) lensmænd i Norge og Sverige, noget, der stod i direkte modstrid med Kalmarbrevets bestemmelser. På et enkelt punkt betød den endog et direkte tilbageskridt for kongemagten, idet mens Norge tidligere havde været et arverige, hævdedes nu valgprincippet i alle tre riger. Ved at bevæge nordmændene til ikke at besegle har hun derfor givet dokumentet en meget uklar retslig værdi, hun har fået et løfte, »som til en vis grad bandt stormændene, især de svenske, uden at binde hende selv«. Også den endelige ratifikation har hun forstået at forsinke og har i stedet for gennem praksis søgt at skabe en union efter sit eget formål.

Unionsbrevet kom ikke til at spille nogen større rolle for eftertiden. Det var så godt som ukendt i Sverige og Norge indtil 1436, og dets bestemmelser var alt for summariske til, at de i længden kunne være tilstrækkelige. I slutningen af Erik af Pommerns regering udarbejdedes der derfor også forskellige udkast til en unionsforfatning (1436 og 1438), af hvilke navnlig den første giver langt mere indgående regler om kongevalg og rigsstyre, men intet af disse forslag fik nogen praktisk betydning.

Selve Kalmarunionen fik en krank skæbne, udgået, som den var, fra oven og ikke fra en virkelig trang til sammenslutning hos folkene og gennemført således, at den i praksis betød Danmarks supremati. Den må væsentlig betragtes som ophørt med Kristoffer af Bayerns død (1448), og om man end ved møder og i traktater hævdede unionen, denne »kærlige forbindelse« mellem landene, og de første oldenborgske konger gentagne gange fik deres ret til Sveriges trone bekræftet, var det dog kun et kort tidsrum, de beklædte den. I tiden 1448-1523 i kun 10-11 år. Ved Gustaf Vasas fremtræden 1521 ophørte unionen, men først ved freden i Stettin (1570) opgav de danske konger formelt deres ret til sverige.

Erik af Pommern godkendte i 1430 den nordiske unionsfane, der var gul med et rødt kors.